God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Øget risiko for, at kryptovaluta bruges til hvidvask

  • Energikæmpe kræver konkurrents reklame stoppet

  • Kollapset gaspris sender varmepumper ud i kulden

  • Grønt billån kan spare dig for mange penge

Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed – om meldingen fra formanden for Dansk Metal om, at FH-kollegerne render rundt som hovedløse høns.

Det vigtigste, du skal vide i dag

7.30 mødes fagbevægelsens øverste organ, og stemningen er dårlig: »Folk er faret rundt som høns uden hoveder«.

Den danske fagbevægelses øverste myndighed, forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mødes tirsdag morgen klokken 7.30 for første gang efter formand Lizette Risgaards afgang.

Formanden gik som bekendt af søndag – et par døgn efter, at Berlingske og Ekstra Bladet kunne berette om mindst ti tilfælde af grænseoverskridende adfærd fra Lizette Risgaards side over for unge mænd både i og uden for fagbevægelsen.

Den første opgave for de 22 forbundsformænd i udvalget bliver formentlig at klinke skårene mellem sig, for i løbet af weekenden har der været en udtalt uenighed om, hvordan sagen skulle have været håndteret.

Efter der var blevet enighed om at afvente en advokatundersøgelse, gik HK-formand Anja C. Jensen nemlig ud og undsagde Risgaard. Til blandt andet FOAs formand, Mona Striibs, og Dansk Metals formand, Claus Jensens, store utilfredshed.

»Jeg synes, at det er ærgerligt, at folk er faret rundt som høns uden hoveder, første gang der kommer en sag,« siger Claus Jensen til TV 2.

Han mener ikke, at der var dokumentation nok i sagen til, at formanden skulle være gået af.

Mandag foretog Berlingske en rundringning til forbundsformændene for at vejre stemningen. Det kan du læse her.

Det skriver andre medier om

1. Øget risiko for, at kryptovaluta bruges til hvidvask

Kryptovalutaer som bitcoin er sandsynligvis på vej til at fylde mere i det kriminelle miljø, hvor de vil blive brugt til hvidvask. Det vurderer chefen for Hvidvasksekretariatet, Jørgen Andersen, i Finans, hvis oplysninger siger, at der lige nu foregår en kryptojagt i mindst to svindelkomplekser.

2. Energikæmpe kræver konkurrents reklame stoppet

Energiselskabet Andel (tidligere SEAS-NVE) kræver, at de annoncer, konkurrenten Ewii, der har hovedsæde i Kolding i det jyske trekantsområde, kører mod enorme millionbonusser i energibranchen, stoppes øjeblikkeligt. Det skriver Andels advokater til Ewii, som dog ikke har tænkt sig at makke ret, skriver Finans.

3. Kollapset gaspris sender varmepumper ud i kulden

Efter et rødglødende salg og lange ventelister er salget af varmepumper nu nærmest gået i stå oven på faldende gaspriser. En af landets største VVS-installatører, Leon Petersen VVS & Gas i Ishøj, melder om et niveau, der ligger på »vel 10-20 procent af, hvad det var for seks måneder siden«, skriver Børsen. Mange vælger i stedet at holde fast i deres gasfyr.

Det skriver vi om

1. Lizette Risgaards afgang kan åbne døren for offentligt ansatte

FH-formand Lizette Risgaards uventede exit åbner for en højspændt proces, hvor der skal findes en ny formand. Siden Lizette Risgaard blev formand, er de offentligt ansatte rykket ind i FH, og det kan for første gang åbne døren for en formand fra det offentlige. Læs artiklen her.

2. COOP-formand bliver hængende trods krise

Om et år er det slut for Lasse Bolander i COOP-toppen. Han kan ikke genvælges, og det skaber frygt for et års handlingslammelse i den kriseramte koncern, mens man venter på en ny topfigur. Læs artiklen her.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det bør du også læse

Grønt billån kan spare dig for mange penge

Med et grønt lån kan du få attraktive renter og spare tusindvis af kroner, hvis du køber en elbil frem for en benzin- eller dieseldreven bil. Og det har mange danskere benyttet sig af. På blot et år er bankernes lån til elbiler og hybridbiler næsten fordoblet. Læs artiklen her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: -0,14 procent

  • S&P 500: -0,04 procent

  • Nasdaq: -0,11 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: +0,04 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,26 procent

  • Kina CSI: +0,09 procent

Tak fordi du læste med!