Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.
I dag skal vi vidt omkring. Vi skal en tur til Sydens sol, forbi nye rekordtal, der peger på jobfest i kølvandet på genåbningen, og to iværksætteres kamp for at vise, at det kan lade sig gøre at producere grønne hygiejnebind. Og vi slutter af med en højspændt politisk debat om rentefradraget.
Stor efterspørgsel på første charterfly
Om ti dage – 21. maj – letter sommerens første charterfly og sætter kursen mod Mallorca.
Siden Udenrigsministeriet meddelte, at det på ny bliver muligt for rejsearrangører at sende danskerne på sommerferie sydpå pr. 14. maj, har de store charterselskaber TUI og Spies arbejdet intenst på at få fly og hoteller klar til genåbningen. Det skriver Jyllands-Posten.
»Vi kan sagtens mærke, at det er gået op for danskerne, at det snart bliver muligt at rejse sydpå, og at de lempede rejsevejledninger er lige rundt om hjørnet. Der har faktisk været rigeligt at se til, siden telefonerne åbnede mandag morgen, og det ser ud til at fortsætte,« fortæller Mikkel Hansen, der er kommunikationschef hos TUI.
Også Spies mærker en stor rejselyst hos danskerne.
»Telefonerne kimer, og rigtig mange skal afsted med de første fly eller vil bestille en rejse i skolernes sommerferie,« siger Jan Vendelbo, administrerende direktør hos Spies.
De to største danske charterselskaber forventer, at en række af de mest populære destinationer i blandt andet Spanien, Grækenland, Cypern og Kroatien følger trop og genåbner.
Du kan også indlede dagen med at lytte til Berlingskes nyhedsoverblik her.
Iværksættere kæmper for at bevise, at hygiejnebind er grønne
To iværksættere fra Odense har opfundet et bind fremstillet af plantefibre, men oplever ligesom mange andre startups, at dokumentation af bæredygtighed er en udfordring. Det skriver Børsen.
Frederikke Dahl og Simone Westergaard stiftede virksomheden Mewalii for under et år siden og fokuserer intensivt på engangsbind, der sætter et langt mindre negativt aftryk på klimaet end de konventionelle hygiejnebind.
Mens bind i dag er fremstillet af plastik eller bomuld, producerer Mewalii sine bind af plantefibre, som dyrkes i Danmark uden pesticider, og som kræver mindre vand end alternativerne. Men hvordan beviser man som virksomhed over for sine kunder og investorer, at man nu også er så grøn, som man hævder?
»Der er så mange virksomheder, der bliver beskyldt for greenwashing,« siger Frederikke Dahl.
Dermed sætter hun ord på en udfordring, som mange SMV'er og startups oplever: at rapportere og kvantificere om bæredygtighed. FSR, revisorernes brancheforening, foreslår at opgradere Klimakompasset, der er Erhvervsstyrelsens redskab til beregning af CO2-aftryk, til en digital platform.
Lysere tider fører til jobfest
En opgørelse fra Danmarks største jobportal, Jobindex, viser, at antallet af jobannoncer på nettet er på det højeste niveau siden 2006 – kort før finanskrisen. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
28.400 nye jobannoncer blev lagt på nettet i april, hvilket var 550 flere end i marts, hvor antallet af jobannoncer også var højt.
»Det ser ud, som om det går bedre på jobmarkedet, end mange frygtede, og de fleste regnede med,« siger Kaare Danielsen, administrerende direktør i Jobindex.
Det er især genåbningen, der har sat sit præg på statistikkerne. I forhold til marts er der sket en yderligere stigning på 15 procent inden for handel og service, 40 procent inden for hotel og restauration samt en 45 procents stigning inden for frisør og personlig pleje.
Nu begynder stormløbet på rentefradraget
Rentefradraget står for skud. Den hjælpende hånd til især boligejere er under angreb fra en bred vifte af partier med økonomer i ryggen. Og angriberne har fået et nyt og aktuelt argument spillet i hænderne af det brandvarme boligmarked. Det skriver vi her på Berlingske.
De hårdeste angreb på fradraget kommer fra regeringens støttepartier SF og Enhedslisten. Også De Radikale er klar til at skære yderligere i rentefradraget, ligesom De Konservative på længere sigt er klar til at omlægge beskatningen af ejerboliger fra den nuværende løbende beskatning samt rentefradrag til beskatning af gevinsten ved salg af ejerbolig.
Boligpriserne galoperer af sted i de største byer, og den skattereform, der skulle have lagt en dæmper på risikoen for en boligboble, har været syv år undervejs. Nu peger stadig flere på, at en beskæring af rentefradraget kan lægge en dæmper på priserne.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med:
Seniorinvesteringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea har tre bud på, hvad investorerne bør være opmærksomme på i dag:
Der kommer inflationstal fra Kina. Tallene bliver studeret nøje af investorerne, fordi netop inflationen er et tema i øjeblikket på grund af det potente opsving og udsigten til stigende renter, hvis inflationen for alvor bider sig fast. Sidste måned steg forbrugerpriserne 0,4 procent år/år, og analytikerne forventer en stigning på en procent år/år for april. Anderledes står det til for prisindekset for producenterne, der steg 4,4 procent over samme periode sidst, og hvor analytikerne forventer en yderligere stigning til 6,6 procent.
Vi får også tal fra Europa, for industriproduktionen i Italien i marts, ligesom vi får Zew-tal fra Tyskland. Her bliver en række finansvirksomheder spurgt til deres vurdering og forventninger til de internationale finansmarkeder. Tallene vil blive noteret hos investorerne, fordi de fortæller noget om status på den økonomiske genopretning i Europa oven på covid-19.
Endelig skal vi vende blikket mod USA, hvor vi får tal fra de mindre virksomheder. Her vil investorerne især kigge på, om vi fortsat ser en skyhøj andel af virksomheder, der rapporterer prisstigninger. Som nævnt er inflationen et nøgleord for investorerne i øjeblikket, idet høj inflation vil kunne give anledning til højere renter fra centralbanken.
Det sker på markederne
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: -0,10 procent
S&P 500: -1,04 procent
Nasdaq: -2,55 procent
Asien – indeks tirsdag kl. 06.30:
Japan Nikkei: -3,00 procent
Hongkong Hang Seng: -2,15 procent
Kina CSI: -0,27 procent
Rigtig god dag!