Brevkassen: Frikort og aktiegevinster er en tricky cocktail

I denne uges brevkasse belyser advokat Erik Øvlisen, hvordan børns skattefrikort og personfradraget spiller sammen med gevinster på aktier.

Hvis din aktieindkomst overstiger 57.200 kroner, må du af med 42 procent i skat. Er gevinsten mindre, kan du slippe med 27 procent. Arkivfoto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix Brendan Mcdermid

Kære brevkasse

Jeg læser med interesse problemstillingerne, der bliver taget op i jeres brevkasse i Berlingske Business hver lørdag. Lørdag 11. december 2021 hæftede jeg mig ved en uddybning i advokat Allan Ohms´ svar som følger:

»Afkastet af investeringen af gaven beskattes hos børnebørnene. Hvert barn har dog et personfradrag – et frikort – på 36.900 kroner i 2021-niveau.«

Jeg har seks børnebørn i alderen tre til 20 år, hvor jeg i flere år har sat beløb ind på deres konto ved fødsel, jul, fødselsdage og andre mærkedage. Indestående bliver forrentet ved, at jeg har bemyndigelse til på deres vegne at købe/sælge aktier. Men mig bekendt har frikortet ikke indflydelse på beskatningen af aktieudbytter og kursgevinster. Det kan så være et problem at fortælle Skat, at der er behov for en selvangivelse til en nyfødt. Det er dog lykkedes.

Har jeg misforstået noget med hensyn til nytte af frikortet?

Med venlig hilsen
O.A.

Djævlen ligger i detaljen, når det gælder kommunikation. Udsagnet i svaret 11. december 2021 er korrekt, men det er på et punkt også forkert. Svaret kommer i forlængelse af beskatningen af en ved gave båndlagt investering i fast ejendom eller andelsbolig. Her vil afkastet være kapitalindkomst, hvoraf der beregnes bund- og topskat til staten, sundhedsbidrag til regionen samt kommuneskat til kommunen.

Alle de nævnte skatter nedsættes med værdien af et personfradrag, der for børn og unge under 18 år udgør 37.300 kroner. Så ud fra præmissen om at udsagnet relaterede sig til investering i fast ejendom eller andelsbolig, var svaret korrekt.

Udover de nævnte skatter nedsættes også skatten af aktieindkomsten efter personskattelovens paragraf 8 a, stk. 2, dvs. de 42 procent i skat af aktieindkomst, som overstiger progressionsgrænsen på 57.200 kroner. Skatten af den aktieindkomst, som er 57.200 kroner eller mindre (27 procentskatten) berøres derimod ikke af personfradraget. Det samme gælder i CFC-skat efter personskattelovens paragraf 8b.

Med den investeringsstrategi, som du har for dine børnebørn, kommer børnebørnenes personfradrag alene i spil, såfremt de har aktieindkomst udover 57.200 kroner. Du er i kraft af din fuldmagt berettiget til at købe og sælge aktier.

Er dine børnebørns aktieindkomst omkring de 57.200 kroner, kan du overveje, om det er ulejligheden eller kursrisikoen værd at realisere nogle gevinster, hvor skatten kan »spises« op af personfradraget, og hvor kursgevinsten i realiteten bliver skattefri.

Det afhænger helt af barnebarnets forhold, om det overhovedet er en mulighed. Har barnebarnet brugt personfradraget på et fritidsjob, kan personfradraget ikke bruges endnu en gang.

Herudover rummer et salg af et værdipapir den risiko, at det ikke kan genkøbes for salgsprisen. Skat kræver for at acceptere salg og genkøb af samme aktie, at der skal være en reel risiko. Investor skal altså have lov til at svede ved udsigten til at skulle købe aktierne dyrere, end han solgte dem til.

Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H),
www.forumadvokater.dk