Kære brevkasse
Vi er et ældre ægtepar, der bor i eget hus, som vi planlægger at sælge for at overgå til en mindre bolig. Vi vil herved få frigivet et betydeligt beløb.
Vi har de midler, vi har behov for, og agter derfor, når huset er solgt, hver at give vores seks børnebørn det skattefrie beløb (68.700 kroner).
Børnebørnene er fra 15 til 21 år, og vi synes, at de er for unge til at modtage så store beløb.
Vi foretrækker i stedet at binde beløbet, der så kan frigøres senere – for eksempel, når de fylder 25 år.
Vores spørgsmål lyder derfor, om man kan sætte beløbet ind på en spærret bankkonto, og om der er særlige formkrav, der i så fald skal være opfyldt, og eventuelt andre forhold man skal være opmærksom på.
På forhånd tak for hjælpen.
Venlig hilsen
Kram
Der gælder ikke særlige regler for båndlæggelse af gaver – det gør der for arv – og Civilstyrelsen anvender principperne i arvelovens kapitel ni og ti om båndlagt arv. I kan som givere af gaven frit fastsætte vilkårene, mens der for båndlæggelse af arv er visse begrænsninger. Det er vigtigt, at I træffer de relevante bestemmelser, inden gaven gives, og den betingelse er i jeres tilfælde opfyldt.
Gaven indsættes i en af jer valgt forvaltningsafdeling i jeres bank. Af bevismæssige grunde bør gaven ledsages af et gavebrev. Heri kan opstilles de retningslinjer, I ønsker – for eksempel, at gaven er båndlagt, til ejeren fylder 25 år. Det kan også anføres, at pengene ønskes anbragt i for eksempel værdipapirer efter jeres bestemmelse og eventuelt med tilføjelse af, at ejeren, når denne fylder 18 år, selv kan bestemme hvilke værdipapirer.
I bør i gavebrevet anføre, at så længe kapitalen er båndlagt, skal gavemodtager ikke kunne råde over kapitalen i levende live, og der skal ikke kunne ske retsforfølgning i den båndlagte kapital. Dermed er der beskyttelse mod barnebarnets kreditorer.
Mange vælger også at bestemme, at gavemodtager med tilladelse fra Familieretshuset – det, der førhen hed Statsforvaltningen – kan få frigivet den båndlagte kapital helt eller delvist til indskud i lejebolig og/eller til uddannelsesformål efter det fyldte 18 år. Nogle tilføjer, at der endvidere – med Civilstyrelsens tilladelse – skal kunne ske anbringelse af hele eller dele af den båndlagte kapital i fast ejendom eller andelsbolig mod tinglysning af en deklaration herom.
Afkastet af investeringen af gaven beskattes hos børnebørnene. Hvert barnebarn har dog et personfradrag – et frikort – på 36.900 kroner i 2021-niveau. Båndlagt arv er automatisk særeje, men der gælder ikke en tilsvarende regel for båndlagte gaver.
Derfor bestemmer mange tillige i gavebrevet, at gaven skal være fuldstændig særeje eller kombinationssæreje, således at gaven ikke skal deles i tilfælde af, at modtageren er gift, men bliver skilt.
Det er en god idé at give gaven, så der skabes et fællesskab mellem jer som gavegivere og barnebarnet som gavemodtager. Fællesskabet kan for eksempel bestå i, at I som gavegivere tager jeres børnebørn med i den løbende snak om investering af gaven. Der skabes et fællesskab mellem jer og jeres børnebørn – og en læreproces, hvor I kan give noget af jeres egen investeringsviden videre til børnebørnene.
Af hensyn til andre læsere vil jeg her opsummere gavereglerne. Efter lov om afgift af dødsboer og gaver kan man hvert år afgiftsfrit forære sine nærmeste et beløb, der pristalsreguleres og udgør 68.700 kroner i 2021 – 69.600 kroner i 2022 – som kan foræres til:
1. Hvert af dine børn.
2. Hvert af dine børnebørn.
3. Hvert af dine olde- og tipoldebørn.
4. Enken eller enkemanden efter et af dine børn, hvilket vil sige den efterlevende svigerdatter eller svigersøn.
5. Hvert af dine plejebørn, hvis disse har haft ophold hos dig i en sammenhængende periode på mindst fem år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos dig som gavegiver sammen med plejebarnet.
6. Hver af dine forældre.
7. Hver af dine bedsteforældre.
8. En person, som har haft fælles bopæl med dig i de seneste to år, for eksempel en samlever eller en søster.
Er du gift med barnets anden forælder, kan I hver for sig give hvert barn, barnebarn eller oldebarn en årlig afgiftsfri pengegave på 68.700 kroner – 69.600 kroner i 2022. Dette kræver, at begge givere hver for sig er ejere af de 68.700 kroner – 69.600 kroner – som gives væk. Hvis for eksempel manden står som eneejer af formuen, kan han kun give 68.700 kroner i afgiftsfri gave. Han kan ikke også give afgiftsfrie gaver på vegne hustruen. Det gælder, selv om der er formuefællesskab i ægteskabet.
Desuden kan I hver for sig forære levende børns ægtefæller, hvilket vil sige svigerbørn, men ikke børnebørns ægtefæller, en afgiftsfri pengegave på op til 24.000 kroner om året i 2021 – 24.300 kroner i 2022. Det er i denne forbindelse uden betydning, om I har formuefællesskab eller særeje, og om gaven skal være fælleseje eller særeje for modtageren.
I den omtalte gruppe af modtagere af afgiftsfrie gaver op til 68.700 kroner – 69.600 kroner i 2022 – omfatter »børn« også adoptiv- og stedbørn og disses afkom. Desuden omfatter »forældre« også adoptiv- og stedforældre, men ikke plejeforældre.
Holder du den kontante gavmildhed under de afgiftsfrie bundbeløb, skal gaverne ikke indberettes til Skattestyrelsen. Der skal dog være tale om en reel gave, og det vil ofte være en god idé at ledsage gaven af et gavebrev. Og husk: Hvis man vil behandle arvinger lige, men kun giver nogle af dine børn et beløb, så bør man formulere dette som »arveforskud« og ikke som »gave«. Arveforskud skal modregnes senere arv – det skal gaver ikke.
Med venlig hilsen,
Allan Ohms, advokat (H),
www.forumadvokater.dk