74-årige Kurt Larsen: Luk hele molevitten op – min generation kan passe på sig selv

»Det er skræmmende, at ingen har overblik over, hvor mange hundrede milliarder kroner det har kostet at lukke samfundet ned for at beskytte de ældre, som godt kan passe på sig selv,« siger transportgiganten DSVs nestor.

Tidligere topchef for DSV Kurt Larsen kalder det skræmmende, at ingen kender regningen for nedlukningen af Danmark. Han er frisk på at genåbne samfundet i langt højere grad. Asger Ladefoged

Politikerne har åbnet samfundet på klem for frisører og tatovører, men en af dansk erhvervslivs nestorer, den mangeårige topfigur for transportgiganten DSV Kurt Larsen, opfordrer nu regeringen til at beskytte de gamle godt og så ellers »lukke hele molevitten op«.

Kurt Larsen er i modsætning til mange erhvervsfolk kendt for sit samfundsengagement, og han er med sine 74 år en af de ældre danskere, som den kostbare nedlukning af Danmark skal beskytte. Men efter hans mening er det slet ikke nødvendigt.

»Vi i min generation passer godt på os selv, og det gælder også alle vores venner, som har forskellige almindelige sygdomme, som de er opmærksomme på. De endnu ældre skal vi selvfølgelig passe på og give alle mulige bekvemmeligheder som opmærksomhed, mad og læger. Men vi i 60erne og 70erne kan klare os selv. Og så er det ellers bare om at få lukket op,« siger han.

»Hvis vi havde forfulgt den strategi fra starten, ville det have kostet en brøkdel af de hundredvis af milliarder, som nedlukningen af samfundet har kostet. Kig på kurven. Dem, der bliver alvorligt syge og dør, det er de gamle,« siger han.

»Sundhedseksperterne vil så selvfølgelig sige, at det vil øge smitten med så og så meget, hvis vi lukker helt op. Men jeg siger bare igen – vi passer virkelig godt på os selv. Vores børn og børnebørn skal nok have en opsang, for de passer ikke nær så godt på som den ældre generation,« siger Kurt Larsen.

Ubetalte regninger af uvis størrelse

DSV-nestoren kalder det for »skræmmende«, at ingen kender størrelsen på de ubetalte regninger, som er skrevet ud under coronakrisen:

»Man er bange for at måle de økonomiske ulykker, og udgiften til – ja, lad os kalde det ældrebyrden. Hvorfor skal man være så angst for at turde tale om det. Det er noget pjat, og det er barnligt,« siger han.

»Det her koster. Det kan også betyde død og ulykke og sygdom, når folk mister huse, job og penge. Og det er der rigtigt mange, der gør. Det medfører skilsmisser og alt muligt skidt og møg,« siger Kurt Larsen.

»Jeg har spurgt, jeg ved ikke hvor mange kyndige økonomer og finansanalytikere og andre, om der er nogen, der har overblik over prisen på nedlukningen. Hvad koster det samfundet med alle de danskere, der har mistet deres arbejde, ikke betaler skat og ikke kan betale deres regninger. Men jeg har ikke fundet svar, og jeg tror ikke, det findes,« siger DSV-nestoren.

»Det er skræmmende.«