60 mand stor politiaktion i Tyskland: Endnu en politiker mistænkes for bestikkelse i sag med link til Danske Bank

Danske Banks forbindelse til diktaturstaten Aserbajdsjan fik i 2017 hvidvasksagen til at rulle. Nu har tysk politi rettet blikket mod endnu en tysk politikers økonomiske bånd til regimet. Mistanken er bestikkelse.

Nu sættes endnu en europæisk politiker i forbindelse med pengestrømme fra Aserbajdsjan – her med den imponerende skyline fra hovedstaden Baku. Foto: Alessandro Bianchi/AFP/Ritzau Scanpix Alessandro Bianchi

I en omfattende ransagningsaktion sendte tysk politi torsdag 60 mand på gaden i en skandalesag, der har forbindelse til Danske Bank.

Målet var seks adresser i Tysklands hovedstad, Berlin, og flere adresser i delstaten Baden-Württemberg, herunder private adresser og et repræsentationskontor i det tyske parlament, Forbundsdagen, fremgår det af en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden, Generalstaatsanwaltschaft München.

Mistanken lyder på, at endnu en folkevalgt tysk politiker fra Angela Merkels parti, CDU, denne gang Axel Fischer, der sidder i Forbundsdagen, har modtaget bestikkelse i en omfattende sag om pengeoverførsler fra diktaturet i Aserbajdsjan.

Til gengæld for penge skal han have arbejdet for at fremme Aserbajdsjans interesser i Europa.

Det er mediet Süddeutsche Zeitung, der kan sætte navn på politikeren.

Dermed peges der på endnu en politiker, der mistænkes for korruption i en sag, Berlingske sammen med en stribe medier afdækkede i 2017.

Dengang påviste Berlingske ved hjælp af en større analyse af kontoudtog de systematiske overførsler fra regimet til folkevalgte europæiske politikere via Danske Banks estiske filial.

Hvidvaskeksperter har tidligere vurderet, at Danske Bank ved ikke at gribe ind og undersøge de mistænkelige transaktioner brød hvidvaskreglerne, der pålægger banker at kontrollere kunder og deres transaktioner.

Afdækningen af pengestrømmene fra Aserbajdsjan førte blandt andet til, at Finanstilsynet igangsatte en undersøgelse, og Danske Bank hyrede advokatfirmaet Bruun & Hjejle til at kulegrave forholdene i filialen.

Den italienske politiker Luca Volonte fik fire års fængsel for korruption tidligere i år. Arkivfoto: Vano Shlamov/AFP/Ritzau Scanpix Vano Shlamov

En af politikerne, der modtog penge gennem Danske Bank, italienske Luca Volonte, fik i januar i år fire års fængsel for korruption.

Flere tyske politikere mistænkt

Efterforskningen er en del af et større kompleks, hvor tyske politikere mistænkes for korruption i et samarbejde med diktaturstaten Aserbajdsjan. Det skriver Generalstaatsanwaltschaft München, der er en del af det føderale tyske kriminalpoliti, BKA:

»De er blandt andet mistænkt for at have modtaget midler fra Aserbajdsjan via britiske skuffeselskaber med baltiske konti i perioden mellem 2008 og 2016. I den forbindelse blev de anmodet om at påvirke forslag og afstemninger om diverse resolutioner såvel som udnævnelsen af funktioner og kommissioner i Europarådet, så det skete i overensstemmelse med den aserbajdsjanske delegations interesser.«

Én anden modtager af systematiske betalinger var, som Berlingske tidligere har skrevet, den tyske CSU-politiker og tidligere medlem af Forbundsdagen Eduard Lintner.

Ifølge Berlingskes analyse af kontoudtog modtog han blot i årene 2012 og 2013 adskillige millioner kroner fra fire Danske Bank-konti med tråde til regimet i Aserbajdsjan.

Lintner har aldrig selv besvaret Berlingskes henvendelser, men forklaret i en mail til Süddeutsche Zeitung, at der var tale om betaling for aktiviteter i »Foreningen for Fremme af Tysk-Aserbajdsjanske Relationer«.

Han distribuerede en del af pengene videre til andre europæiske politikere, herunder den tyske politiker Karin Strenz, der siden 2009 har siddet i Forbundsdagen for regeringspartiet CDU. Karin Strenz har nægtet anklagerne.

På dette foto fra 2016 er den tyske forbundskansler Angela Merkel blandt andet flankeret af en partifælle med blond page. Det er CDU-politikeren Karin Strenz. Olaf Kosinsky/Wikimedia

Strenz har tidligere blandt andet været en overordentlig positiv valgobservatør i Aserbajdsjan, hun har stemt imod en kritisk rapport om regimet i Europarådet, og hun har udtalt sig rosende om landets enerådige præsident, Ilham Alijev. Samtidig med at hun modtog over 150.000 kroner fra selvsamme regime.

Tilbage i januar 2020 ransagede tysk politi 16 adresser i en række byer i en anden opsigtsvækkende aktion. Ifølge avisen Süddeutsche Zeitung var målet for ransagningerne blandt andet at skaffe oplysninger om Strenz’ sag.

Ifølge Süddeutsche Zeitung bygger en del af politiets efterforskning af Axel Fischer og Karin Strenz på en stribe chats og specifikt en e-mail fra 2014, der omtaler en forbindelse til repræsentanter i Aserbajdsjan.

Forbundsdagen gjorde ransagelserne muligt torsdag ved at ophæve den immunitet, Axel Fischer ellers havde.

Danske Bank har gentagne gange beklaget hvidvasksagen og forsikret om, at man samarbejder med myndighederne i de efterforskninger, der pågår i adskillige lande.

Danske Bank har ingen kommentarer til den seneste udvikling i Tyskland.