Det må ikke være let at være statsminister. Slet ikke når landet rammes af en monstrøs katastrofe, som den Anders Breivik førte Norge ind i.
Utøya-begivenhederne nævnes ikke direkte i Erlend Loes nye roman »Fvonk«, men ligger naturligt nok som et bagtæppe for handlingen. Loe lader nemlig en træt og ulykkelig Jens Stoltenberg få et tiltrængt hvil i et undercovereksil hos den ligeledes ulykkelige og desillusionerede Fvonk. Fvonk lever en tilbagetrukket tilværelse og kan ikke komme sig over at være blevet fyret fra Vandre- og Motionsforbundet på grund af påstået pligtforsømmelse. Konen har forladt ham, og datteren taler med hunde.
Fvonk vælger at leje et par værelser ud, og en mand med kunstigt skæg rykker ind nogle dage om ugen. Det viser sig at være Jens Stoltenberg, og de to ensomme mænd udvikler et særegent venskab. De opfører sig selvoptaget og infantilt, bygger klodser og ser TV; blander blod og ser kristusfigurer i afføringen, mv. Det er vældig sjovt og loesk, så at sige, med en sort undertone, som indimellem bringer læserens klukkende latter til tavshed.
Utøya på distancen
Men hvad er det, Loe vil med denne indskrivning af virkelighedens Stoltenberg i det åbenlyst fiktive romanunivers? Man kunne måske godt forvente, at Loe ville bidrage til den nødvendige traumebearbejdning, som pågår hos broderfolket. Men Utøya virker mærkeligt fraværende i romanen, nærmest som noget forfatteren hellere undgår end konfronterer. Dette kan formentlig forklares med, at Loe nærmest havde færdiggjort romanen inden massakren. Ikke desto mindre henvises der til den undervejs.
Er det så et karaktermord på Stoltenberg, som ved Gud ikke fremstår i et særligt godt lys? Mjaeh, ikke rigtigt – dertil er billedet, der tegnes, alligevel for langt ude.
Så i bund og grund er der vel egentlig blot tale om endnu et Loe-mandeportræt i stil med Andreas Doppler, Bror Telemann, m.fl. – mænd, der er trætte af at skulle være kompetente eller som er født uden rygrad. Ynkelige skvat, der har problemer med både ansvar, modernitet og maskulinitet. Den slags skitser mestrer Loe til fulde. Men det undrer, at han ikke mere direkte konfronterer det store nationale traume, som romanens ene hovedperson lider under. Det ligger jo lige for i set-upet.
