Sprogets åndedræt

Fiktion blandes med selvbiografi i Tomas Espedals fortælling om arbejde, alder og den store, altfortærende kærlighedssorg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Manden er ældre, vel først i 50erne, og læner sig ind mod en ung kvindes bryst. De bærer begge masker.

Det sorthvide foto ses på forsiden af Tomas Espedals »Mod Naturen«. I kolofonen bagest i bogen står der, at det er et »Privat foto«. Og ligner manden på billedet egentlig ikke Espedal selv?

Ja, allerede inden man har læst ét ord af romanen er forholdet mellem fiktion og selvbiografi bragt i spil – sådan som det også er tilfældet i »Mod Kunsten« og flere af nordmandens øvrige romaner.

Her tjener de selvbiografiske detaljer til at give fiktionen liv og dybde. Eller er det omvendt? Hvor det ene ophører og det andet begynder er ikke til at sige, men sikkert er det, at læseoplevelsen nyder godt af tvivlen.

Under maskinerne

I »Mod naturen« fortæller Tomas, en midaldrende prisbelønnet forfatter fra Bergen, om de tre former for arbejde, han har beskæftiget sig med i sit liv.

Der er ungdommens arbejde på en tekstilfabrik, hvor han kryber radbrækket rundt under vævene og skærer tråde fri af maskinerne. Med en ubærlig bevidsthed ved fyraften: »Jeg tog kedeldragten af. Hængte den op på en knage på væggen; den havde min form, og ventede på at jeg skulle komme tilbage i morgen.«

Der er skrivearbejdet, hvor selve skrivepladsen – en typisk Espedal-signatur – beskrives indgående: »Så placerede jeg bordet ved vinduet, trak sengen hen til skrivebordet, to lamper, en stol; nu havde jeg alt hvad jeg havde brug for.«

Endelig er der det hårdeste arbejde, nemlig kærlighedsarbejdet, der indledes med Tomas’ første kæreste, som han ser, når han har fri fra fabrikken.

Et ødelagt ansigt

De tre former for arbejde – på fabrikken, med sproget, med kærligheden – kører ikke som separate spor i »Mod naturen«, men løber stedvist sammen. Som når Tomas ligger under maskinerne med kniven og skærer sin elskedes navn i de forviklede tråde.

Et stærkt poetisk billede og lige så stærkt, men mere foruroligende er det, når olien fra maskinerne drypper ned på den unge mands ansigt og giver ham bylder og sår; ødelægger hans ansigt.

Et forvarsel om, hvad kærlighedsarbejdet vil gøre ved ham, da han bliver ældre, hvor hans kone dør fra ham og hans nye elskede, som er halvt så gammel som han selv, går fra ham.

Han er ved at gå til i sorg, og som læser ser man virkelig en ødelagt midaldrende mand i et tomt hus i Bergen for sig.

Men er det Espedal, man ser? I den grad og at læse »Mod Naturen« er som at læse om et rigtigt menneske, som gradvist brydes ned af savn og sorg og forgæves kæmper mod sin alder. Eller mod naturen om man vil, som ikke lader en midaldrende mand beholde en ung kvinde.

Sprogets åndedræt

Men det er ikke tilfældigt, at Espedal bærer maske på omslaget. Det er ham, og det er alligevel ikke ham. Sådan som de fleste forfattere vel vil sige om deres romaner.

Espedal har bare, modsat mange af hans kolleger, et sprog som får siderne til at ligne liv. Som får dem til at leve. Det sker i kraft af en rå, men fint registrerende og lyrisk prosa med en næsten fysisk naturlighed over sig.

»Hun læste med åndedrættet«, står der et sted, og præcis sådan er det at læse »Mod naturen«, hvor Espedal endnu engang viser, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste.