Den norske kultforfatter Ola Bauer fremkaldte jordskælvslignende rystelser med sin debutbog i 1976, og et af norsk litteraturs fyrtårne, Johan Borgen, noterede et udslag på 7,7 på Richterskalaen, mens Per Petterson ikke tøver med at udnævne Bauer til Aksel Sandemoses arvtager og Norges eneste genuine beatforfatter.
Ti romaner nåede beatnikken fra Oslo at skrive før sin alt for tidlige død i 1999, og de fire af dem fortæller med tydelig skæven til forfatterens eget livsløb en udviklingshistorie om drengen Tommy.
Kvartettens anden del, »Sortefod«, tager fat, hvor førstedelen, »Hestehovedtågen«, slap. Tommy, nu seksten år og udstyret med den perfekte Gene Vincent-frisure, bor sammen med sin kunstnermor, Lister, der for længst har trukket sig ind i sit eget stumme mørke, og med moderens gamle tilbeder Robert, kampflyveren, som nu fejrer sine triumfer som speedwaykører under navnet Røde Robert.
På sin odyssé gennem det norske efterkrigssamfund passerer Tommy først og fremmest skolevæsenet med ophold på både en kostskole for vanskelige børn og på en mere almindelig skole på Oslos vestegn, men også med en afstikker til arbejdsmarkedet, hvor fru Brochs sportsbutik med den smilende vante som sit succesprodukt er et lærestykke i effektiv udnyttelse af arbejdskraften.
I skolen er de to outsidere, Livet og Døden, hans nærmeste venner, og hos klasselæreren vækker han begejstring med sine stile, der er omskrivninger af Hemingways ordknappe noveller. En særlig styrke har Ola Bauer i skildringerne af Tommys seksuelle drømme og første erotiske erfaringer, hvor det emmer af drengefantasier og bobler af sanselighed og lyster.
Der hviler et skær af tragisk ensomhed over stort set alle Ola Bauers figurer, men samtidig er hans romaner små mesterstykker af vild humor og vidunderlige sylespids-satiriske udleveringer af nogle af de samfundsmekanismer og miljøer, som hverken hovedperson eller forfatter tilsyneladende har meget til overs for.
Når Tommy efter skoletid lægger vejen omkring kirkegården, hvor hans far, pølsemageren og stornazisten, ligger begravet, er det ren vellyst at slå følge med ham hen ad grusstien og gøre holdt foran »tekstilarbejder Jensens beskedne natursten. Der lå en stor værdighed i den titel, en oppositionel stolthed, en kompromisløs knytnæve der havde slået sig vej ind på de bedrestilledes evige jagtmarker, havde tiltvunget sig lidt jord mellem en underdirektør og en kontorchef, Tommy syntes der lå et såret og skuffet skrig i disse titler. Det var de næstbedstes prangende fingeraftryk i overdådig hvid marmor.«
Den slags højdepunkter vrimler det med i romanen: Portrættet af lagerchefen med triumferne på borgerskabets golfbaner, skildringen af åndslivets elite samlet omkring cafebordet, episoderne fra speedwaybanen og hyldesten til rock’n’roll-oprøreren Gene Vincent »med hovedet fuldt af musik og en tekstlinje som fik dadaismen til at virke plat og søvndyssende: Be-Bop-A-Lula.«
Ola Bauer går til angreb både på det velbjergede borgerskab og de forlorne attituder. Der er masser af kompromisløs knytnæve i hans prosa, den oprørske energi er til tider ved at blæse læseren omkuld, og Jannie Jensens oversættelse yder den snertende præcision i stilen fuld retfærdighed. Så nu venter vi bare på fortsættelsen af historien om Tommy, der føjer sig flot og vitalt til en vældig norsk tradition for udviklingsskildringer.
Forfatter: Ola Bauer Titel: Sortefod Oversætter: Jannie Jensen Sider: 342 Pris: 298 kr. Forlag: Batzer & Co
