Mere end ævlerier

Ved første øjekast ligner Peter Mouritzens »Ævlehovedet - man kan vel selv fortælle« en ren bagatel.

Drengen Mads besøger sin farfars gravsted, og historien foregiver så, at Mads fører en mobilsamtale med ham. Farfaren påstår, at det er ham, der har skrevet alle H.C. Andersens eventyr, da HCA selv var et håbløst ævlehoved, der kun skabte tåbeligheder som »Prinsessen på tærten«, »Kejserens sure tæer«, »Den grimme vælling« og andre ordvridende lege med eventyrtitlerne. Men historien er til mere end ævlerierne og skæv HCA-biografi.

Bagved mærkes Mads’ sorg og savn og den effekt, farfarens historier har på ham, så han fører farfarens depeche af fantasifuld kreativitet videre. En depeche Otto Dickmeiss i øvrigt viderefører med bravur i neddæmpet farveskala af støvede pasteller og meddigtende, detaljerige billeder, der når længere og mere gakket originalt ud end teksten. Det er hans billeder, der forløser historien.

Forfatter: Peter Mouritzen.

Billeder: Otto Dickmeiss.

Titel: »Ævlehovedet - man kan vel selv fortælle«.

Sider: 42.

Pris: 199 kr.

Forlag: Alfa.