Den belgiske maler Corneille har en omfattende produktion, men han har også fundet et stort publikum. Ikke mindst i Danmark som han blev knyttet til allerede i 1948, da Asger Jorn inviterede ham til at deltage i Høstudstillingen i København.
Senere samme år var Corneille (født 1922) i Paris medstifter af Cobra, der - udover Jorn, selvfølgelig - tæller blandt andre Pierre Alechinsky fra Belgien, Karel Appel fra Holland og fra Danmark eksempelvis Ejler Bille, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. Cobra fik en voldsom indflydelse på maleriet. Der er fortsat mange, også for mange, der arbejder i traditionen fra Cobra, selv om bevægelsen blot eksisterede i nogle få år. Corneille er så afgjort en af dem, der blev kunstnerisk forløst i Cobra, som det dokumenteres i en omfangsrig bog skrevet af den nylig afdøde forfatter Pierre Restany - og på foranledning af Galerie Moderne i Silkeborg er oversat til dansk.
Corneilles motivkreds er enkel. Han maler katte og fugle - Corneille betyder angiveligt krage - og kvinder; frie kvinder, som Pierre Restany påpeger, der vil stå ved deres lyst og deres krop og ellers nyder at ligge i Solen. Farverne er stærke, for skønt der er betydninger i Corneilles billeder - de kan bl.a. ses som en reaktion på Anden Verdenskrig - er det farven og kompositionen, der er det centrale. Efter det store verdensslagteri var det tid til en ny kunst. Og en kunst der demonstrativt påpeger, at livet er værdifuldt.
Bogens overdådige billedside giver gennem punknedslag en kronologisk oversigt over Corneilles vej til sig selv og sit eget ledsaget af souvenirs fra rejsen i form af avisartikler, ferniseringsindbydelser og billeder af cigarrygende piger kun iført strømper. Teksten arbejder sig gennem adskillige indfaldsvinkler rundt om og i Corneilles værk. Inspirationen fra det informelle maleri før Cobra-tiden, forholdet til den afrikanske skulptur, men også en understregning af, at seksualiteten i bredeste forstand er det centrale i Corneilles billeder. I sin grundkerne er traditionen efter Cobra et følelsesfuldt maleri. Det kan rumme vrede, som det eksempelvis er tilfældet mange steder i Jorns værk, men det er også et sanseligt maleri til glæden.
Restanys tekst former sig som et personligt essay om kunstens væsen i almindelighed og karakteren af Corneilles kunst i særdeleshed med udflugter af erindrende eller kommenterende karakter undervejs. Sproget er poetisk og svulstigt, og det slår også igennem i oversættelsen. Og mens vi er dér, kunne man have ønsket, at også bogens billedtekster var blevet oversat til dansk. Ved samme lejlighed kunne et par fejl i navnestavemåderne med fordel være blevet rettet.
