Hvis nu ikke Kennedy var blevet skudt

Stephen Kings mursten af en tidsrejse-roman om en nutidig skolelærers forsøg på at forhindre mordet på præsident Kennedy er et imponerende portræt af USA og verden dengang og nu.

Arkivfoto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Når anmelderens afmålte begejstring for såvel tidsrejseromantik som Stephen Kingske gys truer med at blokere for læseoplevelsen, er det ikke bare overrumplende, men noget nær guddommeligt at blive bemægtiget af teksten i selvsamme forfatters seneste opus. Som en litterær ekstase, en boglig åbenbaring.

»22.11.63« er en stor roman. Ikke kun på grund af dens omfang – den er over 850 sider lang – men også og ikke mindst på grund af dens indhold. Et filosofisk værk fortalt med ynde og lethed, humor og nerve, og et imponerende tidsportræt af USA og omegn i årene 1958-63, i dag og i fortidens forbyttede fremtid.

Historien tager sit udspring i den lille by Lisbon Falls, hvor den fraskilte og desillusionerede high school-lærer Jake Epping for en gangs skyld er blevet begejstret for en stil og har givet højeste karakter til en stavefejlsfuld fortælling om en selvoplevet familietragedie. Eleven er stedets aldrende pedel, der går på skolens voksenhold.

Da Eppings gode ven, diner-bestyreren Al Templeton, en dag indvier ham i en mærkværdig historie om forfejlede tidsrejser, reagerer han naturligt afvisende. I dinerens baglokale har Al imidlertid fundet en tidstunnel, der fører tilbage til 1958, og ikke nok med det – tiden stilles tilbage til 9.9.58, hver gang man vender tilbage til fortiden, så man igen og igen møder det samme scenarie, eller næsten. Modvillig og mistroisk lokkes Epping af sin lungekræftsyge og døende ven tilbage til før præsident Kennedy blev snigmyrdet, alene for at forhindre dette mord i at ske og måske dermed efterfølgende ulykkeligheder som mordene på Robert Kennedy, Martin Luther King og krigen i Vietnam. Inden Epping vover at leve fem år i den gamle verden, vil han have bevis for virkningen og beslutter sig derfor for i første omgang at forhindre skolepedellens familietragedie. Epping accepterer begivenhedernes gang og slår sig derefter ned som engelsklærer i en lille by i oplandet til Dallas.

Kærlighed på tværs af tid og alder

I årene frem til 22.11.63 efterforsker han manden, der blev udråbt til Kennedys morder, Lee Harvey Oswald, og hans omgangskreds i forsøget på at finde ud af, om han var alene eller en del af en sammensværgelse. Og så forelsker Jake Epping sig i den høje og lettere klodsede skolebibliotikar, Sadie Dunhill, og danser sig til tonerne af Glenn Miller til et fast om end kompliceret forhold med hende. Jake Eppings manglende forhistorie – han blev i virkeligheden først født flere år efter – hans sære (nutids-)sprog og hans mange hemmeligheder får ham til at virke sær i datidsomgivelsernes øjne, og Kings beskrivelser af disse disharmonier er skønne. Med en detaljeret, men ikke overgjort scenografi sætter han humoristiske og tankevækkende rammer for historien og skaber dermed et forment, både direkte og indirekte portræt af dengang og nu.

Flere amerikanske anmeldere har kritiseret, at King låser sig fast i én version af, hvad der skete, og hvem der stod bag Kennedy-mordet. Den uafklarede (historiske) virkelighed har dog ingen betydning for fiktionens morale – og denne anke vidner måske mest af alt om, at dette traume i den kollektive amerikanske bevidsthed endnu ikke er lægt. Andre vil muligvis indvende, at Kings apokalyptiske spådom om en eventuelt forbyttet fremtid bunder i en fatalistisk noget-for-noget filosofi, som hører en anden og mørkere tid til. Dem om det. Moralen er ikke entydig, og der ligger en underfundig optimistisk besværgelse i bogens delikate afslutning, hvor kærligheden mødes på tværs at tid og alder. Så hvis denne store fortælling skal sammenfattes i få ord, så er det, at den verden, vi har, er den bedste, vi kunne få.

Her er ingen klassiske King-gys, men spændingen holder alle 864 sider igennem. Og, trolddom eller ej, denne tidsrejseallergiske anmelder godtager uden indvendinger forfatterens transcendentale virkelighedsforvanskning.

Forfatter: Stephen King.

Titel: »22.11.63«:

Sider: 864. Pris: 349 kr.

Oversætter: Alis Friis Caspersen.

Forlag: Hr. Ferdinand.