Der er fart på Josefine Klougart. Hun debuterede med den meget roste »Stigninger og Fald« i 2010 og var genstand for en del medievirak, da bogen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Sidste år udgav hun den udfordrende »Hallerne«, som er en stærk skildring af et sadomasochistisk forhold. Bogen blev dramatiseret af Aarhus Teater, og Klougart fik i efteråret en af de mest mediehypede priser vi har, »Kronprinsparrets Stjernedrys-pris«.
Man kunne forestille sig, at al den opmærksomhed ville sætte skriveriet lidt i bero, men næh nej, ikke i Klougarts tilfælde, for nu giver hun os, blot en halvanden måneds tid inde i det nye år, endnu en roman. Og lad denne besked gå ud til alle skriverkarlene og -pigerne i det ganske land: I skal op på det sorte af tasterne, hvis I skal komme op med noget, der kan matche »Én af os sover«. Vi er ikke langt inde i det nye år, men undertegnede er ikke bange for allerede nu at udnævne denne som en af årets bedste romaner.
Lad os tage titlen først, for den i sig selv burde udløse en regn af priser. Bogen hedder som sagt »Én af os sover« og fanger perfekt en række af de centrale temaer: Depressionens følelse af ikke at være til stede i virkeligheden. Den afstand, der kan opstå i parforholdet, hvor man på den ene side er helt tæt på hinanden, men på den anden kan opleve den anden som så uendeligt langt væk. Dertil kommer, at romanen også handler om døden - om at miste den, man elsker, men samtidig opleve, at den elskede ikke slipper én - at den elskede efter at være forsvundet stadig sidder i kroppen, bevidstheden og adfærden hos den der elsker.
Romanen fortælles af en yngre kvinde, som har to forhold bag sig, og hvis mor er blevet alvorligt syg. Kvinden er forfatter, hun er opvokset på landet udenfor Aarhus, men har boet i København i en årrække. Og så har hun haft ganske svært ved at føle sig hjemme i livet. Vi får beskrevet hendes barndom med en lettere kolerisk far og en mor, der fylder meget; hendes forhold til mand, som drikker og slår sig; hendes forhold til en anden mand, som forlader hende, ja, bliver drevet væk af hendes frygt for at miste ham.
Romanen er i den henseende en skildring af depressionens sorte virkelighedsbillede og en meditation over tabets natur. Klougart besidder den dobbelte styrke, at hun både kan give stemningsmættede skildringer af landskaber, årstider og interiør i et sprog, der slår gnister og kaster billeder op på nethinden hos læseren - og spidsformulere paradokserne i de eksistentielle forhold, hun skriver om. Der er både krop og intellekt; følelse og tanke i rigt mål.
»Én af os sover« er ingen let roman at gå til - den er fragmenteret og springende i sin komposition, og hovedpersonen skildrer sig selv med både et »jeg« og et »hun«, alt efter hvor tæt, hun føler sig på det skildrede; hvor virkeligt det er for hende. Læseren gives ikke den ro, hvor man blot glider ned i prosaens rytme, men bliver holdt nærværende fra start til slut. I den henseende, er det i hvert fald ikke læseren, der sover.
