Svensk stjerne-litterat bøvser sublimt

Horace Engdahl, engang Det Svenske Akademis ansigt udadtil, er veloplagt politisk ukorrekt i ny pamflet, der også indeholder øjeblikke af stor skønhed og indsigt.

Horace Engdahl har været medlem af Det Svenske Akademi siden 1997 – fra 1999 til 2009 tillige som den, der hvert år fortalte offentligheden, hvem der nu skulle modtage Nobelprisen i litteratur. Her er han fotograferet i 2005, da det blev bekendtgjort, at den britiske dramatiker Harold Pinter ville blive hædret. Fold sammen
Læs mere
Foto: HENRIK MONTGOMERY

Man kan diskutere, om ikke Horace Engdahls nye pamflet, »De ubekymrede«, med dens blanding af det forfinet lærde og det politisk ukorrekt polemiske, i virkeligheden langt hen ad vejen er én stor bodegabøvs i smuk indpakning.

Hvad man derimod ikke kan diskutere, er, at stjernelitteraten Horace Engdahl stadig skriver sublimt godt.

»De ubekymrede« fører linjen videre fra andre lige så veloplagt testosterondampende udgivelser af samme forfatter – skrifter med sigende titler som »Den sidste gris« og »Cigaretten bagefter«. Hovedstrømmen denne gang er #metoo. Mere specifikt den ballade i Det Svenske Akademi, der viste, hvad der kan ske, når kvinder retfærdigt råber op, mænd mister magt og ære, og alting forandres.

Horace Engdahl har selv været medlem af Det Svenske Akademi siden 1997 – fra 1999 til 2009 tillige som den, der hvert år bekendtgjorde for alverden, hvem der nu skulle modtage Nobelprisen i litteratur. Han kommenterede også ivrigt den skandale, der endte med, at en person med nær tilknytning til den fornemme forsamling, kulturhuslederen og teatermanden Jean-Claude Arnault, i 2018 blev dømt for to voldtægter.

Horace Engdahl, Jean-Claude Arnaults gode ven, talte om #metoo-bevægelsens ødelæggende hysteri. I »De ubekymrede« advarer han videre. Han skriver om »syndebuksjagter«, der sætter menneskers normale dømmekraft ud af spil, ligesom han (apropos den tid, vi lige nu lever i) sammenligner den vrede, der blusser op »mod et angiveligt forkasteligt menneske«, med »epidemisk smitte«. Det hele er, synes han, i særlig grad urimeligt, når man ser det i et historisk perspektiv:

»Når regningen kommer for årtusinders kvindeundertrykkelse, betales den af mænd der er flinkere end de fleste af deres kønsfæller har været gennem menneskehedens kendte historie.«

Brændemærket

Allermest provokerende er Horace Engdahl, når han citerer sit muntert polemiske alter ego Mahuro (et navn, han angiveligt hørte i drømme, lige inden han vågnede). Mahuro siger, siger Engdahl, at manden skal være rig og kvinden dejlig, så ordner alting sig til det bedre, og når Mahuro ser, hvordan mænd omkring ham »nærmest panisk lærer at lire de godkendte fraser om køn og ligestilling af for ikke at blive brændemærket som sexister«, tænker han på Titanics sidste time, »hvor folk styrtede rundt på dækket i deres iver efter at få plads i en redningsbåd«. Selv vil han hellere skåle i champagne, mens skuden går ned.

»Når regningen kommer for årtusinders kvindeundertrykkelse, betales den af mænd der er flinkere end de fleste af deres kønsfæller har været gennem menneskehedens kendte historie.«


Mahuro siger mange ting af samme skuffe. Han siger for eksempel, siger Engdahl, at kvindens største begær er at blive set, mens mandens største begær er at se:

»Derfor er det så snedigt indrettet at mandens udseende sjældent er værd at tale om, mens kvindens udseende kan fylde et helt liv med virkelyst. Mandens begær vækkes af betragtningen og afklædningen, mens kvindens vækkes af følelsen af at være iagttaget og badet i lyset af mandens begær.«

Bøvs.

Men det er ikke alt i »De ubekymrede«, der er selvsikker bodegasnak på højt niveau. Et sted undergraver Horace Engdahl sin egen forfatterautoritet, idet han fastslår, at ligesom man ikke kan undersøge en genstand uden at påvirke den, præger læsernes læsninger de læste tekster og låser dem fast ved hjælp af fordomme, og så bliver forfatteren narret.

Foto: Forlag.

»Skuffet må han drage den konklusion at hans tekst ikke indeholdt noget som helst andet end det der allerede står i aviserne hver dag og som af den grund allerede fylder folks hoveder.«

Som slående modbilleder på al denne moderne elendighed skriver Horace Engdahl andre steder smukt og indsigtsfuldt om det slet og ret smukke. Her handler det om taknemmeligheden over, at skønheden findes:

»Husker du dengang du som ung pludselig forstod hvad et digt egentlig var for noget? Dengang du første gang blev forhekset af et stykke musik eller blev stående som i trance foran et maleri uden at kunne sige hvorfor? Den følelse som overmandede dig dengang, var ny og dog ikke ny. Havde du haft ord for den, ville du have kaldt den vidtstrakt.«

Elverpiger

Litteraten Horace Engdahl, der er en fremragende kender af romantikkens litteratur, fremstår i sit nye skrift mere end nogensinde som en tragisk romantiker, der hverken kan eller vil acceptere nutiden og dens nødvendige kampe og krav, og selvom man ikke kan følge ham, er det fascinerende at følge ham. Han drømmer sig tilbage til den tid, da man måtte bruge »mørkøjede terne« og »min elverpige« og andre smukke udtryk om »Stockholms unge damer og koketter«, og han ville gerne igen, som i gamle dage, kunne skrive til »de ubekymrede læsere, der ikke læser for at samtykke eller for at fordømme«. Men det er alt sammen for sent nu. Festen er forbi. Tidsånden er en anden. Eller som han også formulerer det et sted:

»Jeg aner at forståelsen allerede er blokeret af fordomme som ikke lader sig rokke.«

De ubekymrede

Forfatter: Horace Engdahl. Oversætter: Signe Lyng. Sider: 110. Pris: 239. Forlag: Jensen & Dalgaard.