»Levninger« kalder Horace Engdahl dem selv, de småtekster, nogle af dem i aforismens form, der fylder de første godt 200 sider af hans nydelsesfuldt nedrige nye bog, »Den sidste gris«.
De sidste 34 sider udgøres af noget andet, en dramatisk monolog, »Manden på bådebroen«, men forskellen er ikke så stor. Illusionsløsheden, ikke mindst hvad kvinder og litteratur angår, løber nemlig som en rød tråd gennem hele bogens dannede svinesti, og det leveres altsammen med et imponerende overskud af sproglighed og lærdhed, der signalerer, at teksterne nok ikke er skrevet af en hvemsomhelst.
Det er de så heller ikke. Horace Engdahl er en agtet litterat, der siden 1997 har været medlem af den fornemme forsamling, der udgør Det Svenske Akademi, og han var i mange år også den, der hver oktober, stående i akademiets gamle lokaler i Gamla Stan, bekendtgjorde, hvem der skulle tildeles Nobelprisen i litteratur.
Med til billedet af skønånden hører, at han er 67 år gammel, og at han fra 1989 til 2014 var gift med den ret så kompromisløse feminist og litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström. Altsammen synes det at have sat sig spor i hans nye udgivelse. Den er både så fin og så ganske ufin.
Her er et af de mange steder i bogen, hvor det veldrejede griseri retter sig mod noget måske typisk feminint/feministisk:
»Kvinder ser aldrig så dumme ud som når de tror de forstår det en mand ikke forstår om sig selv. Hvis de bare en enkelt gang kunne se det udtryk de da har, ville de omhyggeligt tage sig i agt for den slags tanker resten af livet«.
Her er det femininitet i fortid og nutid, det går ud over:
»Den klassiske kvindelige utilfredshed havde til formål at reducere knepperiet og øge opvartningen, opvartningen som forhøjer kvindens værdi, mens knepperiet nedsætter den. Når kvinder tager til orde i sexdebatten, er det endnu i vore dage for i en eller anden henseende at indskrænke knepperiet.«
Forener det høje og det lave
Der er mange flere af den slags øfferier, rettet ikke bare mod former for kvindelig adfærd, men også mod sådan noget som spisningens dødsangst, den moderne kunsts seriøsitet og fænomenet forfatteroplæsninger, der, forstår man, er et led i kampen mod litteraturen! Heller ikke forfatterrollen (som Horace Engdahls egen) går ram forbi. Her nogle små teksteksempler:
»Oversætterens understilling over for forfatteren består i at han skal forstå hvad der står i teksten.«
»Litteraturen består ikke af løse påhit, men af nødvendige bedragerier, som parfume.«
»Den typiske forfatter ser ned på kritikerne men bliver fuldstændig ødelagt hvis han ikke får en anmeldelse på udgivelsesdagen.«
Som man fornemmer, bliver der spiddet og snerret konsekvent og kompromisløst, og når det hele er til at holde ud at læse (og mere end dét), så er det både, fordi Horace Engdahl så overskudsagtig forener det høje og det lave, og fordi han - den lærde og privilegerede - aldrig gør sig til eller skjuler sin egen smerte.
»Hellere vandre blind indtil øksen falder,« skriver han et sted (selvoplevet?) om den lykkeligt elskende, der ikke hvad, hvad der venter ham, når kærligheden bliver til had, og om hans egen ordpraksis hedder det et andet sted:
»I mit forhold til skrivningen ligner jeg soen der bider sine smågrise ihjel. Siden er det som i Emil fra Lønneberg. Der kommer en dreng, som også er mig, og redder den sidste lille gris og lærer den ting der egentlig ikke egner sig for svin.«
Øf!
Titel: Den sidste gris. Forfatter: Horace Engdahl. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 256. Pris: 289 kr. Forlag: Jensen & Dalgaad.
