Sara Omar i nyt opgør med muslimsk voldskultur: »Kvinden er ikke en skabning, man ustraffet kan tvangsgifte væk, tæve eller dræbe«

Kvindehadet kender ingen grænser i Sara Omars modige, men ujævne roman »Skyggedanseren«, der veksler mellem det brillant rystende og det decideret kedelige.

S
Sara Omar fokuserer på et mandsdomineret univers, hvor kvinder mishandles i Allahs navn – og udpensler volden og overgrebene til det nærmest ubærlige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Hvis du ikke kan lide modbydeligheder beskrevet i de mindste detaljer, skal du ikke læse Sara Omars nye roman, »Skyggedanseren«. Så er du advaret!

Her er et typisk sted:

»Han havde stoppet en dildo op i hende og bundet den fast, så den ikke kunne glide ud. Den havde snurret i hende i timevis, indtil den løb tør for strøm. I sit hoved havde hun koblet underlivet fra, ligesom et firben, der selvamputerer noget af halen, når et rovdyr angriber det. Hun var der ikke. Ikke rigtigt. Alt var uklart og tåget. Da han igen kom ned i kælderen, løsnede han for dildoen. Han vred den rundt for at få den ud, og selv om det jog op igennem hendes nervebaner, gav hun sig ikke i kroppen. Bagefter blev skeden ved med at stå som et gabende hul.«

Sara Omars debutroman, »Dødevaskeren«, var slem nok. Nødvendig, men ubærlig læsning. »Skyggedanseren« er lige så sørgelig og lige så skræmmende. Den har som »Dødevaskeren«, pigen og kvinden Frmesk i centrum, og ligesom forgængeren fokuserer Sara Omar på en machokultur, hvor kvinder mishandles i Allahs navn. Som det fremgår, udpensler hun overgrebene til det nærmest ubærlige.

»Frmesks og de andre kvinders personlige tragedie er islams tragedie. Det ene kan ikke skilles fra det andet. Kultur, religion og kvindemishandling er i Sara Omars univers forbundne kar.«


Og den dansk-kurdiske forfatter gør mere end det. Hun minder os om, at det ikke kun er i det Kurdistan, hvor Frmesk vokser op, og i andre fjerntliggende områder og lande, at den kulturelt og religiøst funderede brutalitet og kvindeforagt findes.

Det gør den jo for eksempel også i det Danmark, Frmesk på et tidspunkt flygter til, og i det Tyskland, hvor hun slår sig ned med sin bizart voldelige og ondskabsfulde mand, Bahzad.

Sara Omar beskriver de voldtægter, Frmesk bliver udsat for som barn i Kurdistan, og som på et tidspunkt gør hende gravid, og der er alle de andre kvinder, der myrdes og mishandles, og der er Bahzad, der, hjemme i Tyskland, med stor idérigdom skifter mellem forskellige torturmetoder: Han skærer hende med barberblade, eller han banker hende i baghovedet, til hun besvimer, eller han voldtager hende, slet og ret, og Frmesk er selv ude om det hele. Hun blødte jo ikke på bryllupsnatten, og hun har født en pige, ikke en dreng, hun er en beskidt luder, en so, et behåret monster, hvad andet havde hun ventet?

Hadet og mishandlingen kender ingen grænser. Hvad handler det hele dybest set om?

Islamisterne fordærver

Sara Omars eget svar får vi et sted i »Skyggedanseren«, hvor vi er inde i hovedet på Darwésh, Frmesks milde, kloge og højt elskede morfar. Han går rundt i sit bibliotek i Zamwa i Kurdistan og tænker på Koranens opskrifter på underkastelse og nådesløs afstraffelse.

»Nu var det den del af Koranen, der blev dyrket allermest. Både bag lukkede døre og ude i samfundet. Islamisterne fordærvede de unges sind med den. Lokkede dem væk fra Koranens oprindelige budskaber som blev skrevet i Mekka. Væk fra de poetiske vers, der byggede på åndelighed, selvrenselse, indre ro, accept og tolerance.«

Et andet sted er det Frmesks lige så kloge mormor, Gawhar, der reflekterer. Igen fornemmer man Sara Omars egen stemme:

»I min indre Koran er der respekt for kvinden. Hun er ikke en skabning, der skal lænkes, stenes og piskes. Hun er ikke en skabning, der skal gemmes væk i skam bag lange, sorte klæder. Hun er ikke en skabning, man ustraffet kan tvangsgifte væk, tæve eller dræbe.«

Så det hele hænger sammen, skal man tro Darwésh/Gawhar/Sara Omar. Frmesks og de andre kvinders personlige tragedie er islams tragedie. Det ene kan ikke skilles fra det andet. Kultur, religion og kvindemishandling er i Sara Omars univers forbundne kar.

Og man kan så indvende, at der vel ikke er meget nyt i alt dette, og man kan omvendt sige, at det gør heller ikke noget, for styrken i »Skyggedanseren« – der refererer til en skygge, der« danser frit« ved det trælbundne menneske – er dens insisteren på at udpensle alt det, man helst ikke vil høre om.

Romanen, når den er bedst, taler stærkt, brillant og direkte til følelserne. Omvendt er den også, mærkeligt og skuffende nok, decideret kedelig på alle de alt for mange sider, hvor gode og onde mennesker trivielt ævler løs, side op og side ned, snakke, snakke, snakke. Her burde der være skåret ned med hård hånd, ligesom det ville have klædt romanen, hvis der var blevet ryddet ud i det trætte og klichéfyldte billedsprog: »Hans stemmes mørke fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende«. »Hjertet var i oprør i hans bryst«. »Tankerne tog livtag med hinanden i hendes hoved«. »Solen hang på himlen som en stor, glødende kugle af ild«. Og så videre. Og så videre.

»Skyggedanseren« er en roman, hvis sørgelige skæbner bevæger og ryster, og den er en roman, der sætter islam i perspektiv, på godt, men mest på ondt, og den er en roman, der i lange stræk viser et stort skrivetalent. Men den er altså desværre heller ikke rigtig vellykket, og det gør det umuligt at anbefale den helhjertet. Trods dens kvaliteter. Og trods dens forfatters store mod til overhovedet at skrive den. Det er på sin egen måde også lidt sørgeligt.

Foto: Forlag.

Skyggedanseren

Forfatter: Sara Omar. Sider: 416.  Pris: 300 kr. Forlag: Politikens forlag.