Hvis man vil forstå, hvorfor det er så svært at få integrationen til at lykkes, er dansksomaliske Sofie Jamas »Et andet menneske, et andet liv« et godt sted at begynde.

Romanen er ikke et kampskrift som Sara Omars »Dødevaskeren« eller et oprør som Yahya Hassans digtsamling, men en fortælling om at skulle udskifte sit værdigrundlag for at få fast grund under fødderne i et nyt hjemland, der kalder på en følelse af hjemløshed og værdiløshed. Fortalt uden klynk og ynk og offermentalitet af en overraskende frivol forfatter, som hverken er bange for det kulørte eller poetiske - eller for at forbinde islam med onani og råt svinekød. Velbekomme.