I Sofie Jamas debutroman er der en scene, hvor hovedpersonen, den unge somaliske flygtning Baraka, ligger på en lægebriks med blottet underliv. Hun er omskåret ankommet her til landet.
Nu er hun blevet opereret mere åben, og beder indtrængende den danske, mandlige, midaldrende læge fortælle hende, om den er smuk.
Tavst svarer han ved at give hende oralsex midt i konsultationen. Til hendes store fryd.
»Den flertydighed leger jeg bevidst med. Jeg vil gerne udfordre læseren. Måske vil man som frigjort humanist tænke, at en omskåret pige som hende er en stakkel, når sådan en liderlig stodder giver efter. Men det er hende, der inviterer ham, og hun er lykkelig, fordi han giver hende et kærlighedsforhold til sin nye kvindelighed. Hun er ikke et offer, bare fordi hun er etnisk og skamferet forneden.«
36-årige Sofie Jamas roman »Et andet menneske, et andet liv« er centreret om den stærkt troende Barakas rejse væk fra det krigshærgede Somalia ind i et dansk liv, hvor hun knytter bånd til den syriske dreng Umar og den ældre, jødiske Esther.
Den historie spejler på overfladen forfatterens egen livsbue fra en barndom i Somalia over til et liv som nomadebarn, kamelhyrde og krigsflygtning. Som teenager ankom Sofie Jama med sin familie til Danmark. I dag arbejder hun som tolk for de danske myndigheder og bor på Vesterbro.
Romanen er ikke selvbiografisk. Romanen er heller ikke et kritisk debatindlæg i udlændingedebatten – det afviser forfatteren blankt.
»Den her bog forklarer mere, end jeg nogensinde selv ville kunne forklare, for mit navn, baggrund og udseende vil altid overskygge ordene. Enten vil man kalde mig for en brun feminist eller gøre mig til en »ny, somalisk stemme«. Det er svært at få kompleksiteten frem, hvis man melder sig ind i en debat, der kun består af stærke ord.«
Nej tak til debat
Hun har gennem tiden fået en del invitationer til at deltage i debatten, men hver gang har Sofie Jama smilende sagt »nej tak«. Hun er blandt andet blevet spurgt, om hun kunne sige noget om somaliske kvinder og deres arbejdsløshed, eller hvorfor somaliere er kriminelle.
»Hvad ved jeg om det? Det er jeg slet ikke ekspert i. Jeg vil ikke nedværdige mig til at passe ind i den der skabelon som ung flygtningekvinde, der tager afstand til sin undertrykkende kultur. I litteraturen er plads til at skabe hele figurer med nuancer. I debatten er det hele firkantet. Sådan en som mig kan passe ind i mange kasser: Sort, muslim, somalier eller ung kvinde, der tager et opgør med islam. Men jeg behøver ikke en kasse.«
Hovedpersonen Baraka har et enormt begær, fordi den kvindelige seksualitet ligger Sofie Jama særligt på sinde. I en anden af romanens scener onanerer den unge, muslimske kvinde med bacon. Men det mest grænseoverskridende for forfatteren selv har været at skrive det somaliske ord for vagina, fordi hun blev bragt tilbage til barndommens sprog.
»Muslimske kvinder bliver talt om som sexløse kvinder gemt bag en burka. Det er de langt fra. De er ikke kun pæne husmødre. Der findes jo omskårede kvinder, der har et stort seksuelt begær. Og hvorfor skal man ikke tale om det, fordi man er muslim? Jeg vil ikke give en ensidig fortælling om hverken den ene eller den anden kultur.«
Hvad frygter du mest, der kan ske med din roman?
»At romanen i andres hænder og ord bliver fordrejet og taget til indtægt for at være et opgør med noget. Jeg frygter også, at Baraka bliver set som 100 procent mig. Det er hun ikke. Hun er langt mere vild end mig. Jeg er følelsesmæssigt forbundet med alle tre personer, men jeg kan forstå Barakas identitetsforvirring.«
Da Sofie Jama boede med sin familie i en lille nordjysk by, oplevede hun at blive spyttet på i bussen. Den oplevelse fik hende ikke til at synke ned i en mistro til hendes nye landsmænd. Tværtimod.
»Vi flygtede fra en klankonflikt i Somalia og ankom til en anden form for klankonflikt i Danmark. Jeg ville gerne vide, hvorfor folk reagerer sådan der. Jeg ville gerne lære folk at kende og tilpassede mig så. Jeg ved, hvad det vil sige at være dansker. Men jeg ved også, hvad det vil sige at være landflygtig og hele tiden have en længsel efter et sprog, som du er født med.«
Det værste, forfatteren har oplevet, er, når ingen har forventet sig noget af hende, fordi hun har en fortid som flygtning. Dem, der har rykket Sofie Jama som menneske og bidraget til hendes integration, er dem, der har haft store krav og forventninger til hende.
Dansker på dansk jord
I dag er det ikke danskerne, der spørger hende om, hvor hun kommer fra. Det er somalierne. De kan ikke genkende hende, fordi hun i deres øjne virker fremmed.
»Da jeg sidste år rejste tilbage til Somalia i forbindelse med research til bogen, så jeg en helt anden islam folde sig ud end den kærlige, barmhjertige religion, jeg husker fra min barndom. Nu er det en konstant løftet pegefinger, hvor alkohol er forbudt, og kvinderne er tildækkede, og den var konservativ.«
I flere år forsøgte Sofie Jama selv bevidst at slette den somaliske fortid. Hun ville både skåne sig selv og sine danske venner for besværet ved at tale om alt det, der var svært at forklare. Hvordan kunne en jysk skolekammerat nogensinde forstå et liv ude på den afrikanske slette? Hvordan skulle hun beskrive krig og bomber for dem?
»Danskere kan have svært ved at forstå det med at have en anden kulturel fortid, som du i sidste ende ikke kan slette. Der er så meget, vi ikke ved i forhold til, hvad flygtningene tænker og føler. I medierne bliver flygtningene i dag ofte fremstillet enten som de onde, en byrde, en masse eller de meget svage, som man på en patroniserende måde skal hjælpe. Litteraturen er det rum, hvor man kan forsøge at forklare.«
Sofie Jama har ingen fotos fra sin barndom. Dem mistede familien under flugten. Forfatteren har heller ikke et barndomshjem, hun hurtigt kan køre forbi. Hun har mistet en del af det, hun kom fra, men er det synd for hende? Svaret er lige i hendes ånd. Det er komplekst.
»Mine barndomsminder er allerede udviskede. På den ene side er det et mareridt at være flygtning, fordi du ikke har adgang til dit ophav. Omvendt kan minderne og fortiden ikke stå i vejen for dig. Du kan blomstre frit. Det er igen den flertydighed, jeg er så optaget af.«
