»Byen er anlagt på at udsuge dem som er gået i dens fælde, suge dem ud til de falder døde om.«
Ordene, der er lagt i munden på den autodidakte musikvidenskabsmand Rudolph, står i den østrigske forfatter Thomas Bernhards korteste roman, »Beton«, og hvis man ikke i forvejen kender til den virtuost vrisne forfatter og hans mageløst misantropiske bøger, giver citatet et meget godt billede af, hvad der venter. Romanen med den kompromisløst kedelige titel, som den evigt skrantende Thomas Bernhard udgav i 1982, syv år før sin død som kun 58-årig, er Thomas Bernhard classic, både hvad angår suverænt sortsyn, suverænt sprog og suveræn foragt for indrykninger og afsnit. Den er, også typisk for forfatteren, fortalt af en fortæller, der både er fjern og nær:
