Tuberkulosen eller – med andre skræmmende betegnelser – brystsygen, svindsoten og tæringen har sit eget tragiske kapitel i litteraturhistorien. Med den engelske romantiske lyriker John Keats som selve inkarnationen af den unge døde digter og Thomas Manns store roman »Trolddomsbjerget« som et af de ubestridelige hovedværker.
En sort og pinefuld tilføjelse til tuberkulosens litterære lidelseshistorie stod den østrigske forfatter og dramatiker Thomas Bernhard (1931-89) for med den selvbiografiske roman »Kulden«, der samtidig var endnu et bidrag til forfatterens indædte opgør med alle autoritære samfundsinstitutioner og systemer.
Allerede i »Åndedrættet«, tredje bind i rækken af Bernhards selvbiografiske romaner, skildrede forfatteren sit møde med et hospitalsvæsen domineret af en rutinemæssig umenneskelighed og lægernes arrogance. I »Kulden« skærpes kritikken af lægestanden, i takt med at håbløsheden i billedet af den store »dødssammensværgelse«, som forfatteren med sædvanlig radikalitet kalder det, tager til. Livet på sanatoriet Grafenhof fremmales med et så komprimeret ubehag og et så skarpt idiosynkratisk blik for de frastødende og forstemmende detaljer, at læseren holdes i et jerngreb af trøstesløshed:
»Hvilken infam afskyelighed har skaberen udtænkt sig her, tænkte jeg, hvilken frastødende form for menneskelig elendighed. I forbifarten skruede disse utvivlsomt fra menneskesamfundet udstødte – på en modbydelig, ynkelig måde, og som om de var blevet krænket i en slags hellig stolthed – låget af deres brune glasspytteflasker og spyttede i dem; med en perfid højtidelighed hentede de her overalt skamløst og med en kun for dem gældende kunstfærdighed slimet op fra deres angrebne lunger og spyttede det ned i spytteflaskerne. Gangene var fyldt af denne højtidelige harken der kom fra dusinvis og atter dusinvis af optærede lunger og lyden af sjokkende filttøfler på det karbolmættede linoleumsgulv. Det var en procession der fandt sted her, en procession der endte i liggehallen ...«
Thomas Bernhard skrev sin sanatorieroman ind i forlængelsen af den store almindelige efterkrigstidshåbløshed, og i portrættet af institutionen Grafenhof indarbejdede han en række af efterkrigstidens påtrængende temaer i den østrigske samfundsdebat, fra nazistisk overmenneskeideologi og småborgerlig autoritetsdyrkelse til fangelejrens psykologiske mekanismer. Romanens sigende undertitel er »En isolation«, for netop som udforskning af udstødelsens og afsondringens væsen har »Kulden« sin særlige styrke.
Med skildringen af de lungesyges forvisning fra de sundes verden føjer forfatteren et kapitel til de marginaliserede gruppers triste historie. Men også en vågnende kamp- og overlevelsesvilje har en plads i bogen, og skildringerne af musikkens og litteraturens betydning for den isolerede lungepatient er en uforbeholden bekendelse til troen på kunstens betydning for det enkelte menneske og udgør lysstriberne i det mørke af lidelser og prøvelser og absolut meningsløshed, som forfatteren sætter sit mageløse sprog ind på at skrive frem.
Romanens rasende hudfletning af lægearrogance og afstumpethed i sundhedsvæsenet er til enhver tid tankevækkende stof og ikke mindst værd at forholde sig til på et tidspunkt, hvor velfærdsstatens fremtid diskuteres, men det er alkymisten Thomas Bernhard, der gør de små erindringsromaner til noget enestående. 100 tætpakkede siders sortsyn, misantropi og sanatorie-trøstesløshed forvandles til magisk sprog og ren eufori. At oversætteren Søren Fauth rammer ophidselsen, aggressionen, håbløsheden og hver eneste detalje og nuance hos Bernhard så præcist, er med til at skabe den unikke læseroplevelse.
Titel: Kulden. En isolation Forfatter: Thomas Bernhard Oversat af: Søren Fauth Sider: 101 Pris 199 kr. Forlag: Sisyfos
