Litteraturredaktør: Blæst om Forfatterskolen er selvforskyldt

Forfatterskolen udsprang af nogle seancer i forfatteren og kritikeren Poul Borums lejlighed, hvor digtere som Michael Stunge, F.P. Jac og Søren Ulrik Thomsens fik deres tekster vurderet.   Fold sammen
Læs mere
Foto: GRØNDAHL MARIANNE

Vil man forsøge at tysse en møgsag i det litterære miljø ned, kunne man ikke have gjort det på en mere kluntet måde.

Fredag kl.14.46, mens det samlede Bogdanmark var strømmet til årets store begivenhed i Bellacenter, lagde Forfatterskolens bestyrelse en pressemeddelelse på skolens facebookside. Med omgående virkning havde man iværksat en whistleblowerordning for at få informationer om krænkelser eller chikane fra skolens tidligere eller nuværende ledelse og ansatte frem i lyset. Samtidig fyrede man skolens rektor, Jeppe Brixvold - hvilket blev nævnt  i sidste linje af pressemeddelelsen.

At det var sket på foranledning af et brev fra 55 forfattere, kom først efterfølgende frem. Pressemeddelelsen rejste et væld af spørgsmål, men gav ingen eller i hvert fald meget få svar.

Mens vi venter på at få at vide, hvad der er op og ned i den mildest talt spegede sag, kan det konstateres, at sagen er eksploderet. Debatten om Forfatterskolen har været heftig, og antydninger, rygter og halve vinde har siden spredt sig epidemisk, ikke mindst på de sociale medier. Og det kan Forfatterskolens bestyrelse takke sig selv for.

Den burde ellers være i træning. Det er ikke mere end et år siden, den sidst var gal. Dengang trak skolens daværende rektor, Pablo Llambias, sig efter anklager om sexchikane i en sag, der rullede i kølvandet på #MeToo-bølgen.

Bølgerne er altid gået højt om Forfatterskolen

De to sager er spektakulære og uden for sammenligning, men i en bredere forstand er tumult om Forfatterskolen langt fra noget nyt fænomen i skolens 31 år lange liv. Utallige gange er bølgerne gået højt omkring uddannelsen, der i dag er et SU-berretiget 2-årigt forløb.

Forfatterskolen åbnede officielt 3. november 1987 i nogle beskedne kælderlokaler i Nansensgade. Men ideen til skolen går meget længere tilbage. Medstifteren Poul Borum, den ikoniske litteraturkritiker på Ekstra Bladet og i en årrække samlever med digteren Inger Christensen, havde i mange år drømt om en forfatterskole. Forfatteren bedrev da også noget, der mindede om det fra sin private lejlighed i Havnegade, som i øvrigt blev kaldt Bogtårnet på grund af de omkring 50.000 bøger, der var stuvet sammen der.

»Kan man klare en tekstgennemgang på Forfatterskolen, kan man klare hvad som helst, blev siden et mantra på skolen.«


Her kom nogle af de digtere, der blev store i 1980erne - Michael Strunge, F.P. Jac, Søren Ulrik Thomsen og mange andre - under kærlig og ikke mindst kritisk behandling. Kan man klare en tekstgennemgang på Forfatterskolen, kan man klare hvad som helst, blev siden et mantra på skolen.

Selvom Poul Borum, der ledede Forfatterskolen frem til sin død i 1996, var en bredt anerkendt kapacitet, blev skolen også dengang mødt af kritik. For kan man overhovedet lære folk at skrive? Som Klaus Rifbjerg engang hånligt påstod, så bliver man bedre til at skrive af at arbejde på en salatfabrik end ved at frekventere Forfatterskolen.

Og han stod ikke alene. Begrebet forfatterskolelitteratur, ment som noget negativt, går fx langt tilbage. I 1999 blev det en diskussion, at ingen af de 25 elever, der var blevet færdige fra Forfatterskolen siden 1995 endnu var debuteret. Selv landets største forlag, Gyldendal, var i opposition. Her mente man, at de manuskripter forlaget modtog fra forfatterskoleeleverne var for litterære.

Det kom nu til at ændre sig. Tænk på forfattere som Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Kristian Bang Foss, Dy Plambeck og Josefine Klougart, der alle er begyndt på Forfatterskolen. Eller hvad med Yahya Hassan, den bedst sælgende digter herhjemme nogensinde?

Siden 2004 har Forfatterskolen været på finansloven og er dermed formelt set sidestillet med de andre kunstskoler. Det har givet ro om den ellers tidligere noget usikre økonomi.

Men kritikken af forfatterskolelitteraturen kommer stadig op fra tid til anden. Fx i form af beskydninger om en ensretning - at alle kommer til at skrive på samme måde dér.

Den slags faglige, kunstneriske diskussioner er berigende og med til at gøre Forfatterskolen bedre. Om den aktuelle sag kan føre til noget positivt er til gengæld mere tvivlsomt.

Men uanset hvad der er op og ned i sagen, har den bizarre kommunikationsstrategi kun båret ved til bålet af ødelæggende rygter og antydninger.