Han har brudt dansk lov igen og igen. Han har gjort sig grundigt upopulær hos folk med banderelationer. Og han har taget rigeligt med sprut og stoffer af enhver art og været indlagt på den lukkede.
Men han er også lyriker med historisk succes og efter mange kritikeres mening en skribent af Guds nåde.
Mere komplekst kan det næsten ikke blive.
Yahya Hassan blev født i det vestlige Aarhus for 24 år siden som søn af flygtninge med palæstinensisk baggrund. Opvæksten var voldsom og inkluderede både talløse ophold på institutioner og et forhold til den 22 år ældre lærer Louise Østergaard med hendes fyring til følge.
Det litterære Danmark lagde ikke mærke til novellen »Et godt sted at dø« fra 2011 – et studiearbejde fra Brønderslev Forfatterskole og formelt hans første udgivelse som skribent. »Yahya Hassan« fra 2013 væltede til gengæld reolerne, salgstallene og hele debat-Danmark. Han havde skrevet digtene om natten med Caps Lock-tasten slået til – for det »så for tamt ud med små bogstaver«.
Her må man ikke grine, så siger de, du er manisk. Du må ikke være ked af det, så siger de, du er depressiv.Yahya Hassan, om at være indlagt på den lukkede afdeling
Samlingen med de store bogstaver handlede om alt fra forfærdende forhold i indvandrerfamilien til »februaruforudsigelighed« og tog anmelderne med storm med digtsamlingens indbyggede langemand til både ghettoen og de muslimsk-arabiske miljøer.
»Den er vellykket, fordi den med sin rap-inspirerede lige-på-og-hårdt-hed rammer helt rent,« skrev Berlingskes Søren Kassebeer i bedømmelsen på fem stjerner.
Værket begynder med ordene »FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE« og slutter med det lysere »OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN«.
Succes alle steder
Yahya Hassan var blevet en superstjerne stort set fra den ene dag til den næste.
»Hans brand er voldsomt hot – og dét kan være penge værd,« mente brandingeksperten Frederik Preisler dengang.
»Yahya Hassan er rødglødende,« konstaterede kommunikationsrådgiveren Henrik Byager i Ekstra Bladet: »Her har vi en ung mand, der giver en masse konflikter og myter en stemme.«
En akademiker som Birgitte Schepelern Johansen fra Københavns Universitet og debattøren Jaleh Tavakoli trak endda linjer til både Muhammed-tegnerne, Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali.
Alle var med ét fan af den unge digter. Men mange fik også en genvej til en hurtig markedsføring af deres egne holdninger. Selv kollegaen Suzanne Brøgger kunne i en meget omtalt artikel med titlen »Jeg ville ønske, at jeg var svensker« genkende noget af sig selv i Yahya Hassans bog.
En svensk digter som Athena Farrokhzad reagerede lige omvendt: Hun så på ingen måde danskerens succes som et skridt mod bedre integration. »Fandens!« sagde hun til dagbladet Information i januar 2014. »En ung digtdebutant med palæstinensisk baggrund, som anklager en muslimsk diaspora for hykleri, misogyni og almindeligt barbari, hvilken foræring er det ikke til Dansk Folkeparti?«
Og kommunikationskonsulenten Kresten Schultz Jørgensen anede skyer i horisonten. »Det handler jo ikke længere om digtene,« sagde han efter debutantens succes. »Nu er Yahya Hassan blevet et symbol for en masse menneskers politiske kamp.«
Han antydede muligheden for et »højt at flyve, dybt at falde« og kaldte hele postyret »ekstremt interessant, men også ekstremt farligt«.
Største debut i dansk litteratur nogensinde
Bogen fra Gyldendal blev kommercielt den største debut i dansk litteratur nogensinde med ikke færre end 125.000 eksemplarer og løfter om noget helt fantastisk for både Hassan selv og danske læsere.
Den kun 19 år gamle lyriker havde givet startskuddet til eksempelvis en Sara Omar, en Ali Aminali, ja, i sidste ende en hel generation af skribenter fra indvandrermiljøer med oprør i blodet og gode rytmer i pennen.
Men noget gik galt undervejs. Ingen toer har haft en mere turbulent tilblivelse. Yahya Hassan blev set som forræder i nogle af landets ghettoområder og måtte have politibeskyttelse. Han kom også selv i klammeri med loven og brugte for eksempel ikke sine millioner fra debutbogen på husleje.
Stort set alle havde faktisk afskrevet det unge talent og var vel også blevet noget træt af alle nyhederne om skydevåben og grænseoverskridende adfærd. Den litterære verden havde ikke set tættere kontakt mellem liv og kunst siden Michael Strunges dage og skulle måske helt tilbage til Baudelaire og de franske symbolister – men kunne ane døden vinde til sidst.
Overraskende nyt
Altså lige indtil Gyldendal torsdag aften lækkede nyheden om toerens tophemmelige udgivelse. Weekendavisen havde samtidig fået hul igennem og kunne fredag trykke nogle samtaler mellem chefredaktøren Martin Krasnik og lyrikeren himself.
De historiske interview på omkring syv minutter ad gangen hen over efteråret måtte gennemføres over en patienttelefon og bærer præg af Hassans sygdom. Lyrikeren har taget konsekvensen af sit nylige overfald på broderen »med en køkkenkniv og en kagerulle« og ladet sig indlægge på den lukkede for Gud ved hvilken gang.
»Nu er det slut,« ender en af samtalerne. »Jeg ringer senere. Vær klar med nogle ordentlige spørgsmål.«
En anden samtale handler om hans vej ud af stofmisbruget. Yahya Hassan har efter eget udsagn taget 12 gram kokain og en halv plade hash om dagen og er nu »nede på en streg om måneden«.
»Jeg bliver screenet to gange om ugen på et laboratorium, de analyserer mit pis, så det er begrænset, hvor meget stof jeg kan tage uden at ryge ind igen.«
Psykiatriske afdelinger er efter Hassans opfattelse værre end fængsler. »De bæltefikserer dig her,« siger han til Martin Krasnik. »Her må man ikke grine, så siger de, du er manisk. Du må ikke være ked af det, så siger de, du er depressiv.«
Og nyheden til sidst falder så som en bombe i dansk litteratur. »De sidste tre uger har jeg skrevet en digtsamling til,« siger han i telefonen. Læserne præsenteres for nogle af de første blikke på den nu 24-årige lyrikers univers og skal lede længere efter et sortere syn.
»JEG HAR TABT NOGET/ MEN I DET MINDSTE HAR JEG HAFT NOGET/ SUGET SAFTEN OG MARVEN UD AF NOGET/ UDEN NÅDE,« hedder det et sted.
Weekendavisens redaktør kan også høre ham recitere et digt som: »JEG HAR KNEPPET FOLKS FASTRE OG MOSTRE,« begynder digteren med de store bogstaver.
»JEG HAR SKUDT EN KNÆGT/ JEG HAR KNIVSTUKKET EN MAND/ DET ER NOGET JEG ER KED AF/ IKKE NOGET JEG ER STOLT AF/ DET ER BARE MIN HVERDAG.«
