Forlagschef om Yahya Hassans nye digte: De handler om vanvid, men de er ikke vanvittige

Yahya Hassans anden digtsamling udkom fredag, mens forfatteren selv er indlagt på en psykiatrisk afdeling. »Han er en god forfatter og et frit menneske,« siger forlagschef Simon Pasternak.

Yahya Hassans første digtsamling udkom i 2013 og solgte sensationelt 125.000 eksemplarer, hvilket er helt enestående for en dansk digtsamling. Nu er nummer to på gaden. Søren Bidstrup/Arkiv

Fredag morgen udløste forlaget Gyldendal billedligt talt en bombe på den danske bogscene.

Den talentfulde og omstridte forfatter Yahya Hassans anden digtsamling med den prosaiske titel »Yahya Hassan 2« var på gaden, uden at forlaget, som traditionen ellers byder, forud havde blæst i marketingstrompeten.