»DEN LORT JEG LAGDE I 2013 / LIGGER STADIG OG BRÆNDER I JERES LOKUM,« skriver Yahya Hassan i digtet »Gerningssteder« – et af de sidste og stærkeste i digtsamlingen »YAHYA HASSAN 2«. Men modsat debutdigtsamlingen »YAHYA HASSAN« brænder opfølgeren ikke mellem hænderne på en. Måske fordi de nødråbende versaler er blevet for rablende og metaagtige og mere henviser til digteren selv end til den virkelighed, han engang så kompromisløst og originalt flyttede vores forståelse af.
Digtene er skrevet i løbet af de seks år, der er gået, siden hans debut og er en kunstnerisk bearbejdelse af hans forvandling (eller snarere deroute) fra herostratisk berømt digterdarling til kriminelt udskud med skudsikker vest og spændetrøje. Fra at blive omfavnet af parnasset og det ravkædebehængte Politiken Plus-segment og blive årets meningsdanner til at blive tiltalt for 40 kriminelle forhold, ryge i spjældet og til sidst indlægge sig selv på psykiatrisk afdeling. Og kun være 24 år.
Den nye digtsamling indeholder tilnærmelser til krænkelse af den offentlige moral, til latterliggørelse af #MeToo og ganske hårdtslående kritik af PET, men det er, som om vi har hørt det hele før.
Digtsamlingen er opdelt i fire hovedafsnit – »Præmieperker«, »Jagtsæson«, »Fængsel og fanger« og »Psykoseperker« – og de fleste digte omhandler pointerede øjeblikke med pointerede afslutninger. Lidt af en kliché, men samtidig en signatur for Yahya Hassan på samme måde som det meget lange uforfærdede versal-rant-digt, hvor alt hives ned fra hylderne – religion, liderlighed, flygtningelejre, sindssyge, blowjob og kunststøtte. Velbekomme.
De stærkeste digte er de lange digte »Demokratur« og »Gerningssteder«, som næsten(!) har samme relevans og gennemslagskraft som forgængerens debatskabende langdigte om forældresvigt i den hårde ghetto Trillegården. Men også kun næsten. For de tenderer i alt for høj grad rablerier, og det er givetvis også en af pointerne med eksempelvis »Gerningssteder«, som ikke uden grund er i den del, der hedder »Psykoseperker«.
Men alt for mange af de nye digte er generelt for løse i det, og flere grænser endda til parodisk folkeskolelyrik, for eksempel digtet »Vildt«: »JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TROR MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.«
Det er bestemt ikke alt, der er lige genialt, men sætninger som »et skæg, der gror med uforsonlighedens hastighed« eller »mine kærtegn efterlader ar, som poesi ikke kan bortforklare« har til gengæld skønhed og originalitet.
Er Yahya Hassan stadig relevant? Ifølge forlaget er han »ekstremt relevant«, men jeg er mindre sikker. Det er tvivlsomt, om »YAHYA HASSAN 2« på nogen måde bliver dagsordensættende, for hvad er egentlig ærindet her? I den første digtsamling tematiserede han islam, ghettoerne og sine forældres svigt, og han har siden fået litterært følgeskab af Sara Omar, Ahmad Mahmoud, Ali Aminali, Aydin Soei og mange andre. Den nye digtsamling indeholder tilnærmelser til krænkelse af den offentlige moral, til latterliggørelse af #MeToo og ganske hårdtslående kritik af PET, men det er, som om vi har hørt det hele før.
Man skal også være usædvanlig tyndhudet for at blive pikeret over de mange referencer til digterens eget røvhul. De fleste vil nok tænke, at det kan han have for sig selv.
Og desværre vil mange nok også tænke, at hans litterære arv nu forvaltes bedre af andre.
Yahya Hassan: »YAHYA HASSAN 2«. Sider: 114. Pris: 199,95 kroner. Forlag: Gyldendal
