Katolikken Jon Fosse i ny roman: Noget værre vås end den kristne galskab, det kan man næsten ikke forestille sig

I tredje del af sin store, smukt kværnende roman-septologi tager en af Norges store forfattere livtag med Gud, flasken, kærligheden, kunsten og ensomheden. Og med den evige længsel efter den store stilhed.

 

Der er to kunstmalere. De bor i den norske provins. Begge hedder Asle, og den ene er lidt den anden, mens den anden er lidt den ene. Forskellen, den vigtigste, er, at den ene er ædruelig,  mens den anden er fordrukken, og så vidt er det hele temmelig simpelt i Jon Fosses smukke nye roman, »Jeg er en anden«. Men det er ikke altid så simpelt.  Det er det for eksempel ikke i det følgende, hvor de få kommaer, de fraværende punktummer, de to Asler og den pludselige vekslen mellem fortid og nutid  bidrager til den subtile forvirring:

»og Bedste nikker til ham og Asle slipper hendes hånd og han ser at Moren og Faren allerede er ude på gangen og jeg ser på den hvide vej og jeg kører sydpå og nu er der ikke så længe til jeg er i Bjørgvin, tænker jeg, og det er godt, for så kan jeg få afleveret malerierne og så skal jeg besøge Asle  på Sygehuset, tænker jeg og jeg ser på den hvide vej og jeg ser Asle  sidde i bilen som står der mellem to grønne huse, et stort stuehus og på den her side ligger det som må være Skomagervækstedet, tænker Asle«

Asles kollaps

»Jeg er en anden« er tredje del af Jon Fosses syv dele store, endnu uafsluttede romanværk »Septologien«. Romanens jeg-fortæller, ædruelige Asle, er blevet alene efter hustruen, Ales, død, og han ser ikke ret mange mennesker, men han passer sit arbejde, og han forbereder en juleudstilling hos galleriejer Beyer i Bergen (der i romanen bærer sit gamle ærkebispedømmenavn Bjørgvin), og en dag finder han sin ven og navnebror på vejen. Drukkenskaben har fået  ham til at kollapse, så Asle den første får Asle den anden på sygehuset og tager sig af hans hund, Brage, og inde i hans hoved kører minder om alt det, der var engang: Om søsteren, der døde meget ung (og ingen ved hvorfor), om det, der skete med hans tissemand, da en dejlig pige første gang pillede ved den, om moderen, der er så træls, og som han endelig kommer væk fra, da han som 15-årig flytter på et værelse for at begynde på gymnasiet:

»det her har han virkelig set frem til, at kunne bo for sig selv, alene, og slippe for at høre på Morens evige klagesang om at han skal klippes, om at man ikke kan se ud som han gør, om at han skal male rigtige billeder, som før, da han var lille, og ikke det der rod som ikke ligner noget som helst, og hendes klagesang om at han skal være som andre på hans alder, for egentlig er han jo hverken bedre eller værre end andre, han opfører sig bare som om han er værre, har hun sagt og hun siger igen at han skal klippes, man kan ikke gå rundt med så langt hår, har hun sagt og sådan har hun beklaget sig dag ud og dag ind, tænker Asle«

Sådan er dét. Unge Asle, den ædru, kan ikke længere holde det ud. Han længes efter den store stilhed, han, den sande kunstner, vil hengive sig til det lydløse maleri, og det er også derfor, han dropper det gymnasieband, hvor han, der slet ikke kan spille guitar, en overgang er guitarist. Larmen skal væk. Og hele tiden er håret der, som et symbol på hans stædige væren-sig-selv, som et udtryk for noget, han ikke kan miste, uden som en anden Samson at miste al sin kraft. Her er er bandet ved at gå opløsning, fordi Asle definitivt har opgivet ævred:

»»Og du Asle siger som sædvanlig ingenting,« siger Tejre.

»Nej, han har fået for langt hår til at han kan snakke,« siger Olve.«

Dødsøjeblikket

Har han humor, Jon Fosse? Jo, da. Men den er underspillet, næsten usynlig, og hans stil er, som man også kan se, monomant insisterende – eller hypnotiserende, om man vil, for den, der fanges af den. Ét langt dødsøjeblik har han selv kaldt sit store romanprojekt.

Et hovedtema i denne, den aktuelle del af »Septologien«, er den ensomme voksnes tilbageblik på ungdommens håb om forandring. Et andet, og beslægtet, er dette overhovedet at klare sig gennem tilværelsen, med eller uden alkohol. Et tredje det forhold mellem tro og ikke-tro, der også er en del af ædru Asles evige samtale med sig selv: »noget værre vås end den kristne galskab det kan man næsten ikke forestille sig,« tænker han et sted, at han som ung mand tænkte. I romanens nutid er han derimod blevet katolik og fast gæst i den katolske St. Paul Kirke i Bergen/Bjørgvin.

TIl sidst i romanen sidder ædru Asle i sin bil med sin rosenkrans og reciterer en katolsk hymne til Guds moder, »Salve Regina«. Bagefter ånder han langsomt Jesus ud, og så ånder han langsomt Kristus ind, og sådan slutter katolikken og den forhenværende drukkenbolt Jon Fosse sin lille roman i romanen: Med Asles betingelsesløse bekendelse til det hellige.

Vi får se, om det løser noget. Der er lang vej endnu, men den er værd at følge. I al sin smukt kværnende egensindighed.

Jeg er en anden. Septologien III

Forfatter: Jon Fosse. Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer. Forlag. Batzer & Co. Sider: 112. Pris: 150 kroner.