»Slægt skal følge slægters gang«, synger vi i B.S. Ingemanns »Dejlig er jorden«.
Det er Jon Fosse også optaget af. Af tidens gang og menneskers kommen og gåen. »Dejlig er jorden« er til gengæld ikke det budskab, der står frem af den trilogi, der fuldt fortjent indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris 2015, og som afsluttes med den blændende »Kveldsvævd«.
Men først lidt om de to fortællinger, der går forud for den lille bog, bare 66 små sider, med det kolossale indre rum.
»Andvake«, som det første bind i trilogien hedder, handler om det unge kærestepar Alida og Asle, der rejser til byen Bjørgvin for at arbejde og bo. Alida er gravid, men ingen vil give dem tag over hovedet, og Asle har måske, måske ikke, begået et mord i den enkle fortælling, der trækker tråde til såvel juleevangeliet som F.M. Dostojevskijs »Forbrydelse og straf«.
I »Olavs drømme«, det andet bind, møder læseren Olav og Åsta, der tydeligvis er Asle og Alida, der forsøger at påbegynde et nyt liv bag nye identiteter og på god afstand af Bjørgvin. Men Asle rejser undtagelsesvist ind til byen for at købe en ring til sin elskede, og det bliver fatalt. Han bliver opdaget og smidt i en celle.
I bind tre, »Kveldsvævd«, er årene gået, og på første side trækker en gammel kvinde, Ales, slumretæppet sammen om sig. Hun er, forstår man, datter af Alida, der nu er død. Men i hendes bevidsthed er moren stadig levende, og synsvinklen skifter umærkeligt fra Ales til Alida, og læseren flyttes på den måde et slægtled tilbage, hvor Asle er blevet hængt i Bjørgvin, og Alida, forkommen, udsultet og med lille Sigvald ved barmen, bliver passet op af skipperen Åsleik.
Sortsmuk historie
Han giver Alida mad og en seng at sove i og tilbyder hende arbejde som hushjælp hjemme i hans by, som Alida også stammer fra, og hun har ikke andet valg end at sejle med ham og siden blive hans hustru.
De får børn, blandt andet Ales, som bliver Sigvalds halvbror, men selv om årene går, så elsker Alida stadig for længst afdøde Asle. Men hun elsker også sin lyslevende søn, der siden hen får børn. En af dem hedder såmænd Jon, og på den måde ruller den lille bog ikke bare gennem tre generationer, men ender måske ved forfatteren, fremme ved Jon Fosse selv.
Men ét er som bekendt, hvad en fortælling handler om, noget andet, hvordan den fortælles, og Fosse er en mester på begge planer. Den sortsmukke historie – der foregår i en middelalderlig setting, men aldrig tidsfæstes – skriver han frem i en prosa uden punktummer.
I stedet benytter han poesiens linjebrud og skaber en hypnotisk effekt med de mange gentagelser. Som i dette udklip fra bogens lange sætning, hvor dét, der sker, sagtens kunne fortælles med halvt så mange ord: »og Åsleik siger ja det her smager og han dypper en bid kødbolle ned i stegefedtet og i det stegte flæsk og han tygger og spiser en kødbolle dyppet i fedt og med flæskestykker på«.
Sådan skildres livets evige omstændelighed i en fortælling, der strømmer mellem flere tidsaldre og flere mennesker, hvilket bare er nogle af de interessante forhold i den rørende og diskret avantgardistiske »Kveldsvævd«, der lukker en trilogi, der også er optaget af, hvordan kærligheden altid slås mod tiden og døden, og som i dén grad fortjente Nordisk Råds Litteraturpris.
De tre på én gang små og store bind bør også gøre Jon Fosse til et seriøst bud på en modtager af den største litteraturpris i verden. Dén, der uddeles hver år i Stockholm, I ved.
Titel: Kveldsvævd. Forfatter: Jon Fosse. Oversætter: Jannie Jensen. Sider: 66. Pris: 148 kr. Forlag: Batzer & Co.
