Der mangler krydderier i Katrine Engbergs gennemsnitlige krimi-gryde

Boganmeldelse: »Isola«, som er femte bind i Katrine Engbergs krimiserie om efterforskerne Anette Werner og Jeppe Kørner, er en god, gennemsnitlig krimi, men man savner, at forfatteren giver lidt mere af sig selv.

»Man savner, at Katrine Engberg giver mere af sig selv, at hun skriver sine egne erfaringer ind bogens figurer, ind i handlingen, ind i selve konstruktionen, så den bliver om ikke skrøbelig og ustabil, så dog gerne angrebet af skimmel og skrammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Lad det være sagt med det samme: Katrine Engberg hører til en af de bedre danske krimiforfattere. Hun kan både konstruere et snedigt plot og skabe troværdige figurer og scener, og så kan hun formulere sig på et dejligt lydefrit og letflydende sprog. Det beviser hun endnu engang i femte bind om efterforskerne Anette Werner og Jeppe Kørner, »Isola«, hvor makkerparret er taget til Bornholm. Han for at finde sig selv, hun for at opklare et bestialsk mord.

Men selv om både de ydre rammer og selve konstruktionen i en krimi er håndværksmæssigt i orden, og det er de her, så kan helhedsindtrykket godt have et lidt tamt og konturløst udtryk. Man får måske nok stimuleret sit spændings-gen og sin bundløse underholdningssult undervejs i læsningen, men man sidder tilbage med følelsen af, at der faktisk kunne have været mere at komme efter, noget mere krydderi, mere umami, flere kalorier eller vitaminer, eller måske endda nogle uomgængelige mikrober og mislyde.

»Man behøver ikke have en kandidatgrad i motiv- og materieanalyse for at forstå, at ledetråden i »Isola« er savn, afsondring, alenehed, ensomhed.«


Hvad det er, man savner, bliver man klogere på ved at læse forlagets følgeseddel, hvor Katrine Engberg forklarer om bogens tema – ensomhed – om sin egen ensomme opvækst, om sårbarheden ved på et splitsekund at kunne miste alt det, vi bygger op omkring os for at værne os mod at føle os alene og forladte. Forfatteren lukker her op for noget, der gerne måtte have givet svedskjolder på siderne og sporer i sproget.

Selkirk´s Island

Man behøver ikke have en kandidatgrad i motiv- og materieanalyse for at forstå, at ledetråden i »Isola« er savn, afsondring, alenehed, ensomhed. Det er ikke kun titlen, der peger i den retning – isola betyder ø. Både Kørner og hans gamle veninde Esther de Laurenti kæmper med følelsen, det bliver formuleret i nogle gamle breve, som Esther læser i forbindelse med en biografi, hun arbejder på, og det mere end antydes i en række citater fra Diana Souhamis roman »Selkirk’s Island«.

Men én ting er, at man kan »tell it«, noget andet er, hvis også man formår at »show it«, så denne smertelige sindstilstand siver ud af siderne og ind i læseren. Det lykkes desværre ikke helt, og det er for så vidt også godt nok og i al fald ganske ukompliceret, men når Engberg netop lukker op for lidt af sig selv i følgesedlen, og når man ved, hvor dygtig en forfatter hun er, så kunne det have løftet bogen, hvis den havde turdet mere.

Man savner med andre ord, at Engberg giver mere af sig selv, at hun skriver sine egne erfaringer ind bogens figurer, ind i handlingen, ind i selve konstruktionen, så den bliver om ikke skrøbelig og ustabil, så dog gerne angrebet af skimmel og skrammer, så helheden ikke forbliver pæn og poleret. Det ville kunne have rykket »Isola« fra at være en god mainstreamkrimi til toppen af nordisk noir.

At være isoleret og splittet fra sig selv og omverdenen slås an som tema allerede i indledningen, hvor en uidentificeret mand kommer til sig selv, få sekunder inden han bagbundet og forsvarsløs nærmer sig den roterende klinge på en industrisav. Det er – må man formode – den samme mand, som senere findes delt i to og skødesløst begravet i to gamle kufferter, hhv. i Østre Anlæg og på Kastellet.

Kufferterne kan spores tilbage til Bornholm, hvor de i tidernes morgen er købt hos en marskandiser. Mens han forsøger at finde oplysninger om kunden i sine gamle annaler, tager Annette Werner fat i sagen fra andre vinkler sammen med den lokale fåmælte efterforsker Ditte Vollmer.

En midaldrende mand med en noget blakket fortid er forsvundet, og efter et par blinde spor arbejder Werner ud fra teorien om, at han er manden i kufferterne. Kørner er egentlig på orlov og har fået en tjans som skovhugger, men han giver med stigende optagethed sin gamle makker en hånd med i efterforskningen. Det samme gør Esther de Laurenti, der efter sin bofælles død er rejst til Bornholm for at researche på en bog om en anerkendt kvindelig antropolog, der boede de sidste mange år af sit liv på solskinsøen – uden dog at føle, at lyset skinnede på hende.

Forliste drømme, gammelt nag, ulykkelig kærlighed og en kristen sekt udgør ingredienserne i plottet. Det er velkomponeret og overraskende og i den henseende lige efter bogen, når bogen er en god, gennemsnitlig krimi, der rammer bredt og let.

Isola
Forfatter: Katrine Engberg. Sider: 360. Pris: 300 kr. Forlag: Alpha.