Katherine Diez: CIA-vidunderbarns spionhistorier drukner i utroværdig red-verden-action

Boganmeldelse: Amaryllis Fox mistede sine venner under terrorangrebet 11. september 2001 og blev som kun 21-årig samme år rekrutteret af CIA. »Mit liv undercover« er en velskrevet, men samtidig utroværdighed spionhistorie, der drukner i gudsfrygtighed og forenklinger.

Litteraturen er fyldt med tidligere mandlige spioner og efterretningsfolk, der er blevet forfattere, men hvor er alle kvinderne i denne genre, funderer Katherine Diez. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB

Forfattere, som også har været spioner, er ikke så aparte, som man måske tror. Agent 007s skaber, Ian Fleming, var med til at planlægge adskillige missioner mod nazisterne. Frederick Forsyth og Graham Greene var spioner. Ernest Hemingway skulle efter sigende have været spion for KGB i en kort periode indtil 1950, hvor han blev droppet, fordi han var ubrugelig. Og så var der selvfølgelig spionromanens sværvægter over dem alle, John Le Carré, som selv var spion, før han blandt andre succesromaner skrev den legendariske agent Alec Leamas til live i »Spionen der kom ind fra kulden«.

Hvad der til gengæld er en historisk sjældenhed er kvindelige forfattere, som også har været spioner. Lindsey Moran udkom med sine yderst velmodtagne CIA-memorier, »Blowing my cover«, i 2005.

»Der drikkes mekanisk spandevis af tjæresort kaffe med kultagtige agenturbrødrene før daggry«


Der findes et par andre eksempler, men ellers er det mig en gåde, hvorfor denne hybrid bliver diskrimineret – også efter at have læst amerikanske Amaryllis Fox’ ekstremt omtalte og sådan set velskrevne memoirer i »Mit liv undercover«. Fox' fortæller om sine ti års ansættelse – fra hun er bare 21 år gammel i 2001 i kølvandet på 9/11, hvor hun mistede flere venner – i en af verdens mest elitære efterretningstjenester, hvor hun jagede og blev jagtet af farlige terrorister i seksten forskellige lande. Nå ja, samtidig med at hun giftede sig og blev mor til en lille pige.

Mønsterbarn

Den egentlige historie begynder i Washington D.C., hvor hun som mønsterbarn af Stars and Stripes vokser op med en hyperintelligent lillebror og et forældrepar, der bliver beskrevet så malerisk, at man undervejs i læsningen mistænker, at så perfekte familier umuligt kan findes andre steder end i skønlitteraturen.

Omslaget på bogen »Mit liv undercover – ung kvinde i CIA« Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens forlag.

På trods af mild skepsis over glansbillederne og det ærkeamerikanske barns til tider lidt usunde patriotisme (og KAN man i øvrigt overhovedet skrive et sandfærdigt vidnesbyrd fra CIA?), er det kapitlerne om de formative år – dannelsen, uddannelsen og verdenssynet under udvikling – der fænger mest.

Først og fremmest fordi de er skrevet med en forrygende fornemmelse for verdens sanselighed og psykologi, og en sårbarhed og poesi, der – desværre – aftager, så snart CIA-karrieren tager fat. Der bliver udvekslet mange hemmelige håndtryk. Der drikkes mekanisk spandevis af tjæresort kaffe med kultagtige agenturbrødre før daggry – og den ene redde-verden-mission lader sig ikke adskille synderligt følelsesmæssigt fra den anden rede-verden-mission.

Det både irriterer og skræmmer mig, at fortælleren, som også er forfatteren, og som gentagende erklærer sin ydmyghed over for sin Gud og sit flag, ikke et øjeblik stiger ned fra sin høje moralske hest og troværdigt reflekterer over verdens kompleksitet.

»Everybody always think they are the good guy«. Selv al-Qeada.

Det er for det meste utroværdig, prætentiøs action-grød, som har fået et lille skud med oprigtighedsbøssen i form af kærligheds- og familieliv. Sprogligt er bogen ganske udsøgt og veloversat af Siri Ravn Hjelm Jacobsen – men det er ikke John Le Carré og slet ikke nok til, at man køber hele menuen.

Mit liv undercover – ung kvinde i CIA
Forfatter:
Amaryllis Fox. Oversættelse: Siri Ravn Hjelm Jacobsen. Sider: 234. Vejl. pris: 250 kr. Forlag: Hr. Ferdinand.