5 stjerner: John le Carré kalder Trump for »Putins lokumsrenser« i skønt og skarpladt spiondrama

Spionromanens mester er i sin nye thriller mere vred på samtiden end nogensinde. Det er i den grad velgørende.

Med et imponerende bagkatalog af velskrevne spionromaner kunne den 88-årige John le Carré sådan set godt tillade sig at pensionere sig selv. Man mærker imidlertid, at han, måske mere end nogensinde, skriver på en indignation og en vrede, der må ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLOTTE HADDEN

Forfattere, der skriver på vrede, kan være mere interessante end navlepillende auto-autorer, men oftest kommer de til at trykke så hårdt, når de sammensætter bogstaver til ord og sætter ord på papir, at siderne bliver porøse og læsningen en lidelse.

Sådan er det imidlertid ikke med John le Carré, spionromanens nestor og mester, der i »Fri agent« formår at forene indigneret samfundskritik og overlegen litterær drivkraft i et skønt og skarpladt spiondrama om Brexit, Trump og russiske oligarker.

»Man mærker, at han, måske mere end nogensinde, skriver på en indignation og en vrede, der må ud«


Kender man lidt til le Carré, ved man godt, at han er en arg kritiker af aktuel britisk politik. Men ét er, hvad han mener, noget andet er, hvad han fletter ind i sine bøger, og som regel har hans holdninger litterært været pakket ind i det, man kunne sammenligne med efterretningsagentens dobbelttungede kodesprog.

Det er imidlertid ikke tilfældet i »Fri agent«. For selv om Le Carré lader en ung idealistisk og lettere naiv »mand med en sag« føre ordet, er man ikke i tvivl om, hvor forfatteren står, og det udtrykkes råt for usødet. Mest gennem andre, men utvetydigt.

Den amerikanske præsident Trump bliver kaldt »Putins lokumsrenser« og begge ligestilles med Antikrist, Trumps virke sammenlignes med »præsidentielt forræderi«, Brexit er det rene »selvmord«, og den britiske befolkning »bliver trampet ned af en flok rige, elitære levebrødspolitikere«, der »sutter den af på ham« (Trump), tager imod oligarkers »sorte penge og vasker dem hvide«, sælger dem »halvdelen af London« og i det hele taget er fyldt med »en særdeles stor vognladning hyklerisk lort«.

De mange vrede udfald kan måske nok synes voldsomme, men de er skrevet ind i en veldrejet spionhistorie, der starter på en badmintonbane i Battersea i det sydvestlige London og slutter med jeg-fortællerens fatalistiske ord: »Jeg ville gerne have forklaret ham, at jeg inderst inde var et anstændigt menneske, men det var for sent«.

Jeg-fortælleren er en 47-årig agent i den britiske efterretningstjeneste, Nat, der i sin karrieres efterår bliver sat til at lede en mindre og hengemt afdeling, kaldet The Haven. Han er imidlertid en erfaren rotte i faget og får derfor snart vækket en sovende russisk dobbeltagent og gjort højerestående kolleger opmærksomme på en sammensværgelse, der tydeligvis er i gang.

»Brexit bedes diskuteret dæmpet«

I sin fritid spiller han badminton i den lokale klub, hvor han er regerende klubmester og besidder »den indholdsløse titel af æressekretær«. En dag opsøges han af en ung mand, Ed, der udfordrer ham til duel, og gradvist opstår en slags venskab mellem de to. De mødes ca. en gang om ugen, og efter kampen får de sig en øl eller to ved deres »stammtisch« i klubbens bar, hvor der i øvrigt er ophængt et skilt med teksten: »Brexit bedes diskuteret dæmpet«.

Ed er europæer af hjertet og føler sig mere tysk end britisk, mens Nat er brite af blandet herkomst, herunder hviderussisk, opvokset i Frankrig og taler flere sprog flydende. Deres samtaler handler mest om politik, hvor Ed holder flammetaler, mens Nat diplomatisk afdæmpet giver ham ret i det meste.

Allerede fra begyndelsen forstår man, at Nat af sine overordnede på et tidspunkt bliver draget til ansvar for noget, der har med Ed at gøre. Hvad, ved man ikke, men efter 14 kampe, hvor Nat vinder den første og Ed samtlige følgende, sker der noget, som kommer til at få indflydelse på både Eds, Nats, hans hustru Prudences og andres liv. Den femtende og sidste kamp bliver skelsættende.

Med et imponerende bagkatalog af velskrevne spionromaner kunne den 88-årige John le Carré sådan set godt tillade sig at pensionere sig selv. Man mærker imidlertid, at han, måske mere end nogensinde, skriver på en indignation og en vrede, der må ud. Og hvad enten man holdningsmæssigt er enig med ham eller ej, så formår han, som den drevne og dygtige plotmager, han er at levere en aktuel politisk spionthriller med spænding, spændstigt sprog og spydig samfundskritik.

Fri agent

Forfatter: John le Carré. Oversætter: Jakob Levinsen. Sider: 320. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.