Uffe Ellemann: »John le Carré var en af dem, man blev klogere af. Han vil blive savnet«

John le Carré var med sine spionromaner med til at definere, hvordan vi opfatter Den Kolde Krig og tiden derefter. »Han er den moderne spionromans fader,« mener forfatter Jesper Stein. Lørdag døde John le Carré af lungebetændelse, 89 år gammel.

»Han er den moderne spionromans fader. Han rykkede den væk fra en slags letbenet, underholdende James Bond-form og gjorde den til en sprængfarlig psykologisk og litterær samtidsroman,« siger forfatter Jesper Stein om John le Carré, der døde lørdag. CHARLOTTE HADDEN

Han skrev troligt i hånden. Hans kone skrev efter på computeren.

Med den litteratur, der kom ud ad den spidse pen, har John le Carrés forfatterskab nået svimlende højder af succes. Han løftede spionromanerne ud af en eventyrlig verden med martinier, hurtige damer og ditto biler og skabte i stedet komplekse personer, der eksisterede i et realistisk univers. Det belønnede læserne ham for. Han skrev 26 romaner, der har solgt millioner af eksemplarer. Hans bøger er oversat til 40 sprog og er blevet filmatiseret et væld af gange.