Karl Ove Knausgård opsøgte sit store idol. Det gik slet ikke, som han havde troet

Da Karl Ove Knausgård første gang mødte billedkunstneren Anselm Kiefer, blev det starten til et langt og sært forhold. Nu har den norske forfatter skrevet en bog om relationen. Den er både forgæves og fascinerende.

»Kunstneratelierer har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mig, måske fordi det er selve stedet for overgangen fra verden til kunst,« skriver Karl Ove Knausgård. Fold sammen
Læs mere
Foto: Federico Gambarini

Anselm Kiefer, årgang 1945, begynder sin kunsteriske løbebane med en skandale: Afgangsværket er en serie sort-hvide fotografier af den dengang 24-årige tysker, der står og heiler på antikke grave, ved havet, i monumentale bjerglandskaber og på og ved andre udvalgte lokaliteter rundt omkring i Europa. Mange bliver sure, vrede og forargede, men det skader ikke karrieren. Anselm Kiefer bliver en af verdens mest hyldede billedkunstnere, en mand med gigantiske atelierer, et hav af assistenter, egen kok, private jetfly. En stjerne.

Karl Ove Knausgård, årgang 1968, begynder sin forfatterkarriere med et par fortræffelige romaner, hvorefter han udgiver seks selvbiografiske romaner, fællestitlen er »Min kamp«, der med deres hudløse udlevering af både hans nærmeste og ham selv gør mange mennesker sure, vrede og forargede. Men det skader ham ikke. Kritikerne og læserne elsker bøgerne. Karl Ove Knausgård bliver – og er – en af verdens mest læste gode forfattere. En stjerne.

To kunstnere. To provokatører. To nyskabere. To trendsættere. At den ene, den yngre, fascineres af den anden, den ældre, er let at forstå. I sin nye bog, »Skoven og floden«, fortæller han om sine møder med den ældre. Her sætter han ord på sin fascination:

»Visse mennesker er kendte på en sådan måde at man ikke forventer at møde dem, det er som om de lever i en anden verden. Sådan forholder det sig med skuespillere, sangere og politikere, vi ser deres ansigter overalt, men selv er de altid et andet sted. Det er ikke deres ansigt der er kendt, men deres værk, og det navn der ombølger det. Anselm Kiefer har altid været sådan en slags navn for mig.«

Anselm Kiefer omtales ofte som verdens største nulevende kunstner. Han er én af Tysklands rigeste personer. Hans navn er blevet en slags varemærke. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL SAGET.

En slags varemærke

Anselm Kiefer selv er for længst blevet kanoniseret. Han omtales ofte som verdens største nulevende billedkunster. Han er én af Tysklands rigeste personer. Hans navn er blevet en slags varemærke. Og Karl Ove Knausgård prøver at få en aftale med ham, under påskud af at ville bruge et af hans værker til et bogopslag. Det er mennesket, der interesserer ham, forstår man. Men også selve den kunstneriske proces:

»Kunstneratelieret har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mig, måske fordi det er selve stedet for overgangen fra verden til kunst,« skriver han.

»Stedet hvor verdens farver og materialer gennemgår en transformation og bliver til forestillinger om verden, ligesom løftet op over den eller ud af den, ind til et andet sted hvor betydningen fortættes og følelserne sættes fri. I atelieret findes disse to virkeligheder side om side. Grænsen mellem dem er ikke altid lige tydelig, og i Kiefers tilfælde er den nogle gange ikke-eksisterende.«

»Karl Ove Knausgård ved af egen erfaring, at de fleste ikke bryder sig om at blive skrevet om, med mindre der er tale om rene hyldester, men han kan ikke lade være.«


Og til sidst kommer der et møde i stand, og det bliver til mange møder, spredt over fem år, og Karl Ove Knausgård ved af egen erfaring, at de fleste ikke bryder sig om at blive skrevet om, med mindre der er tale om rene hyldester, men han kan ikke lade være. Han analyserer Anselm Kiefer, den mand, skriver han, som alle gerne vil være noget for, men som ifølge Karl Ove Knausgård dybest set ikke er der for nogen. Denne distræte og tilsyneladende muntre mand. Denne store kunstner med den nærmest fornærmende glemsomhed. De spiser frokost sammen i Paris, fortæller Karl Ove Knausgård, og Anselm Kiefer tror pludselig, at Karl Ove Knausgård hedder Klaus Knausgård, og senere tror han, at Karl Ove Knausgård, denne verdenskendte norske forfatter, er finne og ikke nordmand, og sådan fortsætter det. Nordmandens og tyskerens relation, som beskrevet af Karl Ove Knausgård, er en munter og ret absurd affære. På et tidspunkt spørger Karl Ove Knausgård Anselm Kiefer, om han har en indre drivkraft.

»Jo, jeg har en indre drivkraft, jo,« siger Kiefer.

»Det kan du godt sige. Hæ hæ hæ! Ha ha ha ha! Ha ha ha ha ha ha! Ha ha ha.«

Lattermildt og tungt

Kontrasten er enorm mellem på den ene side denne lattermildhed og på den anden side den monumentale, gigantiske, tonstunge, alvorstyngede, af de sorteste sider af historien inspirerede blybelagte kunst, som er Anselm Kiefers. Og det er så heller ikke spor mærkeligt, reflekterer Karl Ove Knausgård, for i virkeligheden er der slet ingen forbindelse mellem liv og værk. Det at interviewe en kunstner, er det diametralt modsatte af kunst, skriver han. Det at interviewe en kunstner, er kun interessant som det, det er. Det er ikke interessant i forhold til kunsten, som det for altid er adskilt fra. Eller som det også formuleres et sted:

»Hver gang jeg så hans kunst, forstod jeg at det jeg havde skrevet , ikke ydede hverken den eller manden der havde skabt den, retfærdighed.«

I den forstand er »Skoven og floden« et mislykket projekt. Bogen, der er opkaldt efter fikspunkter i Anselm Kiefers liv og værk og i øvrigt er en lidt længere udgave af et meget langt interview, Karl Ove Knausgård skrev til The New York Times, vil noget, som i virkeligheden ikke kan lade sig gøre. Men denne forgæveshed rummer så også en sandhed om kunsten og dens væsen. En sandhed, der løber ud i sandet, javist. Men som ikke af den grund er spor mindre sand og fascinerende.

Skoven og floden. Om Anselm Kiefer og hans kunst

Forfatter: Karl Ove Knausgård. Oversætter: Charlotte Jørgensen. Sider: 88. Pris: 199. Forlag: Lindhardt og Ringhof.