Det er imponerende, hvad det på blot trekvart år er lykkedes Copenhagen Contemporary at vise af væsentlige udenlandske billedkunstnere fra Ragnar Kjartansson over Pierre Huyghe til Céleste Boursier-Mougenot samt veteranen Bruce Naumann. Og nu har den private kunsthal på Papirøen gjort det igen ved at invitere en af stjernerne på den internationale kunsthimmel, Anselm Kiefer, til at udstille i et par rum, der er slået sammen til en ekstra stor sal.
I salen er der højt til loftet og langt mellem væggene som i en rigtig hangar, og i den har Kiefer placeret fire flylignende skulpturer på gulvet. Måske er de nødlandet? Noget er i hvert fald gået galt. Flyene står som i en ørken, og dermed et sted, hvor perspektiverne synes håbløse. Eller også møder man Den Lille Prins som i forfatteren – og jagerpiloten – Antoine de Saint-Exupérys roman.
Saint-Exupéry er blot en af de litterære referencer, der ligger lige for. Kiefers værk er dybt, dybt præget af hele civilisationens kulturgods af litteratur, myter og forsøg på at forklare tilværelsen og altings store sammenhæng. Et af flyene er opkaldt efter lyrikeren Paul Celan, som Kiefer ofte vender tilbage til i sit omfattende værk. Hele udstillingen er dedikeret til den franske forfatter, Louis-Ferdinand Céline, og hans debutroman »Rejsen til nattens ende«.
»Rejsen til nattens ende« er ikke lige en læse-let-bog. Den er sprogligt overvældende, dyster, deprimerende, grotesk munter, grov og sjofel og fortæller om forfatterens egne oplevelser som fattiglæge og som soldat under Første Verdenskrig, hvor han som mange andre i generationen oplevede verden som absurd og den menneskelige og moralske fallit som total.
Anti-nazistisk jødehader
Céline drog undervejs på rejsen gennem livet den konklusion, at jøderne havde en stor skyld i al menneskelig ulykke, og på grund af sine antisemitiske holdninger var den franske forfatter nødt til at flygte til Danmark under det afsluttende kaos i slutningen af Anden Verdenskrig. I Danmark havde Céline været så forudseende i al diskretion at deponere nogle guldbarrer hos en bekendt.
I 1945 krævede Frankrig ham udleveret, men med en dødsstraf hængende over Célines sprogligt begavede men mentalt forvirrede hoved trak den danske justitsminister sagen ud, og det reddede formodentlig Célines liv. Ikke at han var særligt taknemmelig over for den danske stat. En af hans senere romaner handlede om, hvor rædselsfuldt der er i dette lille kolde land højt mod nord.
Célines antisemitisme blev senere undskyldt med en psykisk brist, eller at det bare var et litterært greb, og han blev efterfølgende tilgivet af den franske stat; formodentlig fordi han er så sprogligt fantastisk en forfatter. Og i øvrigt ikke det første eller sidste eksempel på, at kunstnere kan være politisk helt utilregnelige – nøjagtigt som andre mennesker.
Flyskulpturerne i den hangarlignende udstillingshal er for fleres vedkommende udført i bly, der er et af Kiefers favoritmaterialer, og vingerne er her og der dækket med bøger i samme materiale, og noget der forestiller visnede solsikker. Også solsikker indgår i Kiefers helt personlige mytologi. Solsikkerne, som han gennem årene har malet adskillige markfulde af, er nok visnede, men de rummer frø til næste generation og bliver en del af Kiefers tilbagevendende fortælling om liv og død og den store cyklus. I menneskelivet. Og i de civilisationer gennem historien der opstår og forsvinder. For eksempel fordi de udslettes af ørkner i konkret eller metaforisk betydning.
Solsikkefrøene er også føget. Udover af de nødlandede flyvemaskiner består udstillingen af fire store malerier. Store som seks-syv meter i højden og 11-12 meter i bredden. Som hele sceneriet i udstillingshallen forestiller også de ørkenlandskaber baseret på Kiefers egne oplevelser i Gobiørkenen, og på de enorme lærreder ses flokke af flyvende frø som både bærere af liv og noget, der ligner uhyggeligt udseende insektsværme.
Født i 1945 har Anselm Kiefer ingen del i nazismens forbrydelser eller den tyske tragedie i det hele taget.
Det kan synes skamfuldt at leve med erkendelsen af, at også Danmark holdt og handlede med slaver og solgte en koloni med mennesker, som var de inventar. Men det ligger i den fjerne fortid. Det er generationer siden.
Det må derimod have været meget, meget mærkeligt at vokse op i tiden efter befrielsen af Tyskland og gradvist erkende, at det land, man er borger i, har begået frygtelige forbrydelser, og at de mennesker, der var med til massemordene eller måske blot afmægtige tilskuere til dem, er ens egne forældre og deres søskende og forældre. Kiefers far havde eksempelvis kæmpet ved Østfronten.
Efter 1945 kom afnazificering, demilitarisering, demokratisering, genopbygning, Wirtschaftswunder, Tysklands deling og efterfølgende samling og under det hele løb det kollektivt ubevidst formulerede ønske om effektivt at lægge fortiden bag sig.
Hvad udadtil var først stjålet og siden tabt måtte indadtil vindes. Tyskland skulle blive et europæisk mønstersamfund. Rigt, velordnet, demokratisk, en god nabo og allieret, USA’s bedste ven i den gamle verden, en troværdig partner i Det nye Europa, der blev konstrueret netop for at undgå gentagelser af krige, skabe fødevaresikkerhed på et sultent og nedslidt kontinent og fremme en demokratisk og fredelig velstandsudvikling.
Man lagde det bag sig. Man lukkede historien. Og det er så lige dét - det kan man ikke. Man kan kun fortrænge til et vist punkt.
Flere generationer af kunstnere har inden for alle kunstarter søgt at formulere spørgsmålene til de skyldige og til sig selv.
Humanistens nazihilsen
Kiefer gik mere radikalt til værks end de fleste. Han iførte sig sin fars uniform fra krigens tid og lod sig fotografere på betydningsfulde steder i Tyskland i dårende smukke Caspar David Friedrich-agtige landskaber - med oprakt højrearm. Utvivlsomt for at provokere men også for at påpege, at man ikke kan fortrænge fortiden. Man er nødt til at forholde sig til den for at lære af den og undgå nye forbrydelser mod menneskeheden.
Den upassende hitlerhilsen er selvfølgelig ikke god smag, men kunst har aldrig noget med god smag at gøre - og det er måske også derfor, Kiefer med udstillingen i Copenhagen Contemporary sender en hilsen til den forkætrede Céline, som i sine bøger vrængede ad den gode tone, de pæne manerer, det noble sprog, den litterære dannelse. Den form for fernis var - kunne man forestille sig - ifølge Céline helt utroværdig, efter at millioner var blevet dræbt under Første Verdenskrig.
Men fortrænge det kan man ikke. Og bør man ikke. Hverken rædslerne under de to verdenskrige, de forfejlede ideologier og de autoritære regimer i øst og vest eller for den sags skyld Danmarks fortid som kolonimagt.
Også om det handler Kiefers værk. Om erindring. Om historien. Om den store cyklus. At mennesket trods sine bedrifter og forbrydelser til syvende og sidst kommer til kort over for evigheden og uendeligheden. Ørkenen er alligevel for overvældende, og derfor står flyene på jorden i ørkensandet tyngede af ideologisk indhold. Kun i solsikkernes frø er der indkapslet et håb. Måske bliver det ikke ved med at gå galt?
Anselm Kiefer. Hvor: Copenhagen Contemporary, Papirøen, København. Hvornår: Tirsdage-søndage 11-18, torsdage tillige til 21. Til 6. august.
