Hos Knausgård flygter selv rotterne i panik

Lyset kæmper mod mørket, og det er ikke sikkert, at det er lyset, der vinder. Den norske superstjerne Karl Ove Knausgård er tilbage som romanforfatter med en prætentiøs, men også stærkt medrivende roman om en normalitet, der kæmper for livet.

Karl Ove Knausgård er en forbandet god story teller. Hver af romanens mange socialrealistiske jegkapitler er også fascinerende, afsluttede skæbnefortællinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Edmond Terakopian
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

De er i skræmmende grad udfordrede, de mange tilsyneladende ret almindelige mennesker, der befolker Karl Ove Knausgårds nye roman, »Morgenstjernen«. De bor i og omkring fredelige Bergen, men de slipper ikke af den grund for at stirre ind i mørket, mærke grunden forsvinde under sig, føle rædslen, frygte fortabelsen. Det hele begynder med Arne, litteraturprofessoren, der drikker for meget:

»Om dagen var der noget hårdt og kantet over det, der var inde i mig, noget tørt og goldt, en slags nejets rige, hvor meget handlede om at afstå. Vinen udfyldte det; det hårde og kantede forsvandt ikke, men det var ikke længere alt,« fortæller han i bogens første kapitel.

Arnes kone er psykotisk, og hun bliver indlagt på den lukkede, midt under sommerferien. I sommerhuset ligger katte med afhuggede hoveder. Hans gode ven, rigmandssønnen og eneboeren Egil, forsvinder. Han kører galt. Og det sker altsammen i løbet af et par dage, de varmeste sommerdage nogensinde, forstår vi, helt 2018-agtigt, og det samme vilkår er alle romanens andre figurer underlagt: De optræder på skift, i hver sit kapitel, og de to dage er også deres dage. Sådan er romanens overordnede struktur, og selv om dens mennesker kun har delvis berøring med hinanden,  har de oplevelsen af noget sært tilfælles: En pludseligt opdukket kæmpestjerne, en supernova, måske, der lyser overvældende, og hvad i himlens navn er det for noget? Er det bare et naturfænomen? Eller er der, som i Lars von Triers geniale »Melancholia«, tale om en trussel mod selve planetens overlevelse?

Hvem ved?

Kompliceret virkelighed

I hvert fald bidrager himmelfænomenet til den almindelige følelse af uvirkelighed, midt i virkeligheden, og den virkelighed er virkelig en kompliceret størrelse, forstår man. Mennesker hallucinerer, en død mand går måske igen, det samme gør en trafikdræbt lille pige, måske, almindeligheden er under alle omstændigheder truet på livet ...

Sidst i romanen er der et essay, skrevet af den  nævnte Egil, »Om døden og de døde«, hedder det. Egil skriver blandt andet (med romanens karakteristisk bizarre tegnsætning), at »det er ikke sådan at vi ved det vi ser, det er omvendt. Vi ser det vi ved«. Vi mennesker bekræftes med andre ord, og stadig ifølge Egil, i vores eget billede af verden, men kun indtil det hele, måske, krakelerer.  Og det gør det så også, igen og igen, i »Morgenstjernen«. Sprækker åbner sig hele tiden.

»Mennesker hallucinerer, en død mand går måske igen, det samme gør en trafikdræbt lille pige, måske, almindeligheden er under alle omstændigheder truet på livet.«


Som når operationssygeplejersken Solveig, der måske er forelsket i en terminalt syg patient, er med til at fjerne organer fra en hjernedød, der så alligevel ikke er så hjernedød, som man gik og troede. Som når pædagogmedhjælperen Emil taber en lille dreng på gulvet, mens han skifter ham, og måske har drengen taget varig skade, men Emil lader som ingenting, siger ikke noget og skynder sig væk og plages af dårlig samvittighed. Som når plejeren Turid ved et uheld kommer til at lukke en psykisk meget syg patient ud i de mørke skove, fordi hun er mere optaget af at finde nogle piller, hun kan dulme sit plagede selv med, end at passe på sine patienter. Som når museumsmedarbejderen Vibeke out of the blue bliver kysset af sin jævnaldrende stedsøn på sin mands 60-års-fødselsdag, kun for, senere samme dag, at finde en livløs ung mand i kælderen.

Hvad pokker foregår der? Er der en sammenhæng mellem alle mærkelighederne? Og hvorfor myldrer romanen med alle de dyr? Hvorfor er der pludselig en overflod af rotter, krabber, fluer, fisk, mariehøns alle vegne? Flygter de fra det uundgåelige? Er det ikke bare romanens enkelte mennesker, der er udfordrede, men hele planeten med al dens liv?

Måske. Egil, ham fra før, reflekterer et sted over, hvad morgenstjernens pludselige opdukken mon kan betyde:

»Jeg er den klare morgenstjerne, havde Jesus sagt.

Men hos Esajas var morgenstjernen Djævlen.

Var det ikke sådan?

Det må jeg tjekke.«

Morgenstjernen Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget.

Lyset og mørket

Morgenstjernen kan altså stå for både det bedste og det værste, for både lyset og mørket i overført betydning, og Knausgård fører billedet videre, for lyset og mørket fylder også helt konkret meget i romanens mange fine nedslag i naturen. Som her, hvor det er Solveig, der fortæller:

»Jeg løftede hovedet, trak gardinet til side og så ned på nabogården, hvor lamperne på verandaen lyste gult. Jeg fulgte vejen nedenfor med øjnene til stedet, hvor den forsvandt ind i skoven og blev væk, skjult af de ubevægelige, nattemørke grantræer. Det susede fra fossen derinde. Jeg lagde mig ned igen og lukkede øjnene. Det sidste jeg husker, var at en ugle tudede i det fjerne. Men det kan også have været en drøm.«

»Morgenstjernen« er Karl Ove Knausgårds første roman efter det enorme selvbiografiske romanværk »Min kamp«, der gjorde ham til litterær verdensstjerne, og den er, som antydet, rig på refleksioner over det største og det mindste, med filosoferende Egil som den mest filosoferende og med inddragelse af blandt andre filosofferne Hans Jonas, Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein og antikkens store tænkere, når det gælder om at besvare spørgsmålet om, hvad virkeligheden, livet og døden egentlig er. Det kristne fylder også. Romanen indledes således med et citat fra Johannes Åbenbaring, det om mennesker, der søger døden, men ikke kan finde den, og bogen er på 666 sider (på dansk dog kun næsten), og det er jo dyrets tal i samme apokalyptiske skrift. Og sådan kører det derudad, og nogle gange er det prætentiøst, ligesom hele romanens opbygning, med dens individuelle fortællinger og tidsmæssige og geografiske sammenfald,  jo nærmest er en overtydelig konstruktion. Man kan også godt savne, at de berettende havde mere individuelle stemmer, for som det er her, taler de alle på grundlæggende samme måde, men det går jo nok endda. Tendensen til enshed og oppustethed opvejes af, at Knausgård er en forbandet god story teller. Hver af romanens mange socialrealistiske jegkapitler er i sig selv fascinerende, afsluttede skæbnefortællinger. Dem ville man nødig være foruden.

Og pyt så med, at der er mange korrekturfejl i den danske udgave. Man kan jo bare læse romanen på norsk. Så får man også Knausgårds egen sprogtone. Helt autentisk. Uden filter. Hvad man end vælger at gøre, så er man efter endt læsning ikke helt den samme. Knausgård rykker uigenkaldeligt ved vores opfattelse af virkeligheden. Det er, uanset om man kan lide det eller ej, skræmmende godt gået.

Morgenstjernen

Forfatter: Karl Ove Knausgård. Oversætter: Sara Koch. Sider: 665. Pris: 399,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.