Fem stjerner: Jon Fosse mestrer det virtuose fravær af hastværk

Den norske forfatter og katolik Jon Fosses fjordnorske mystik og hypnotiske prosa lyser i »Det andet navn – Septologien II«, hvor grænsen mellem liv og død konstant krydses.

»I og mellem sætningerne taler Jon Fosses egenartede prosa med en nærmest hypnotisk effekt til læseren,« skriver boganmelder Jørgen Johansen om Jon Fosses bog »Det andet navn – Septologien II« Arkivfoto: Armando Babani/EPA/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

I  »Det andet navn – Septologien II«, der udgør anden del af norske Jon Fosses store, endnu uafsluttede romanværk »Septologien«, går det nøjagtig lige så langsomt, som det gik i første del.

Maleren Asle vender i sin bil tilbage til huset i Dylgja – det lille sted ved den norske vestkyst, nogle timers kørsel fra Bergen eller Bjørgvin, hvor han bor alene efter konen, Ales´, død, og ligesom i »Det andet navn – Septilogien I« er fraværet af hastværk et omhyggeligt og nærmest virtuost udviklet særpræg ved forfatterens fortællestil. Dette særpræg rammes overbevisende af de to danske oversættere, Jannie Jensen og Arild Batzer.

Gentagelserne, den stadigt cirklende, punktumløse bevægelse i sproget med de små variationer og tilbagevendende ord skaber et eget suggestivt messende tonefald og en oplevelse af tid, der næsten bliver sat i stå, som for eksempel i ordvekslingen omkring en drukneulykke:

Drengen er hos Gud

»Jeg forstår det ikke, siger han/Jeg fatter det ikke, siger Bagerkonen/Hvordan kan Gud lade den slags ske? Siger Bageren/Hvordan kan en god Gud lade den slags ske? Siger han/Der findes ingen Gud, siger Bagerkonen/Og i hvert fald ingen god Gud, siger hun/Eller i hvert fald ikke nogen almægtig Gud, siger Bageren/Jeg tror den lille dreng er hos Gud nu, hviler i Gud nu, siger Moren/Det gør han nok siger Bageren.«

Døden er konstant nærværende i katolikken Jon Fosses »Septologien«, og grænsen mellem liv og død krydses hele tiden, ligesom fiktion og virkelighed flyder sammen, nærmest som i en drøm, og fortid og nutid tilsyneladende er til stede på samme tid.

Karakteristisk er for eksempel sekvenserne, hvor Asle på vejen tilbage til Dylgja bogstavelig talt kører direkte ind i billederne af en af fortidens og barndommens grænseafsøgende udflugter med søsteren Alida. Den stadige opbygning af uro og nervøse forudanelser i sådan en passage er et af de greb, Jon Fosse behersker suverænt virkningsfuldt.

Stegepanden fremmaner afdøde

Egentlig håndfast, fremadskridende handling er det ellers småt med, også i dette andet bind af syvbindsværket: Asle vågner og spiser morgenmad på sit sædvanlige hotel i Bergen. Han henter sin navnebror Asles hund hos kvinden Guro, som han tilsyneladende engang har kendt – også i bibelsk forstand.

Med mellemrum under køreturen tilbage til Dylgja vender Asle sig om og kigger på hunden Brage, der ligger på bagsædet, »og jeg vender mig om og ser hunden, Brage, ligge og sove der på bagsædet og jeg føler både en stor glæde, som også er en sorg, kan jeg mærke, fylde mig så stærkt at det er som om et eller andet er ved at briste i mig, og jeg kører roligt videre nordpå (...)«

Da Asle når hjem til sit sted, venter naboen Asleik, der har ryddet sne, og ordvekslingerne mellem de to mænd og tilberedningen af det fælles aftensmåltid er Jon Fosse, når han er allerbedst. Den ordknappe dialog, de praktiske gøremål som tømningen af indkøbsposerne, stegningen af flæsk og løg, erindringerne om den døde kone, fremkaldt af en stegepande, er det rene fåmælte fjordnorske mesterskab.

Den minimalistiske handling matcher præcist det maleri af to streger, der krydser hinanden omtrent på midten, og som spiller en slags hovedrolle i denne anden del af »Septologien«. Bogens overvejelser omkring billedkunsten, der også har litterær relevans, er på sin egen vis en religiøs mystiker værdig:

»Det er ligesom ikke maleren, som ser, der er noget som ser igennem maleren, og det noget bliver til billedet og taler tavst fra det, og det kan være et eneste strøg som gør at billedet kan tale på den måde, og det er ikke til at forstå, tænker jeg, og, tænker jeg, sådan er det også med den digtning jeg godt kan lide at læse, det er ikke det den siger om det ene eller det andet som er vigtigt, det er noget andet, noget som taler tavst i og mellem sætningerne …«

Hypnotisk prosa

I og mellem sætningerne taler Jon Fosses egenartede prosa med en nærmest hypnotisk effekt. Det gådefuldt tilbageholdende i stilen gør læsningen til en form for meditativ øvelse eller måske snarere til en slags deltagelse i en fælles bøn.

Når Asle mod slutningen ligger ved siden af hunden Brage og føler sin afdøde kones tilstedeværelse, samtidig med at han tænker på sin navnebror Asle, der ligger på hospitalet, er det netop den religiøse mystiker Jon Fosse, der træder til og etablerer et åndeligt fællesskab på tværs af tid og hinsides liv og død. Når forfatteren Jon Fosses bøger nyder en så overvældende succes lige nu, er det måske også i kraft af den særlige åndelighed, de åbner en dør til, og som tiden tilsyneladende i den grad længes efter.

Det andet navn – Septologien II

Forfatter: Jon Fosse. Oversættelse: Jannie Jensen og Arild Batzer. Sider: 128. Pris: 200 kr. Forlag: Batzer & Co.