Dy Plambeck har skrevet et højøstrogent frihedsbrev. Læs det!

»Til min søster« er en hyldest til kvinder, der kan håndtere et gevær, en fødsel og et konventionsbrud - uden slinger i valsen, skriver Anne Sophia Hermansen om Dy Plambecks nye roman.

»Den, der skriver historien, har magten«, skriver Dy Plambeck og lad det være et opråb til alle om ikke at lade sig definere af andre, men gøre tingene på sin egen måde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Hvis mænd kunne føde børn, havde verdenslitteraturhistorien set anderledes ud. Så havde Holbergs Niels Klim rejst ind i underlivet, og Jonathan Swift havde droppet Laputa for at lade Gulliver besejle de tusinde veers hav. General Kurtz havde sagt »the horror, the horror« om en fødselsgang - i stedet placerede Joseph Conrad ham i Congos mørke hjerte.

Spøg til side - bortset fra Dea Trier Mørchs »Vinterbørn« er der ikke skrevet overvældende meget om fødsler, og sjældent har ordet »mellemkød« optrådt så ofte og insisterende som i Dy Plambecks fabelagtige »Til min søster«. Sammen med sprængt ringmuskel, skedeprutter, blærer der hænger ud af skeden og et glemt stykke meche, dvs. gaze og gæt engang hvor. Altsammen beskrevet med en no bullshit-agtig brutalitet og sans for det rabelaiske og ækle, som får en til at tænke på, hvordan Brett Easton Ellis beskrev voldsepisoderne i »American Psycho«.

»Når Dy Plambeck er bedst, er hun fandenivoldsk.«


Men den indledende beskrivelse af en fødsel er kun en lille del af Dy Plambecks ærinde i »Til min søster«. En roman, der også ønsker at afdække den kvindelige vrede - og det vanvid, der kan opstå, hvis man kulturelt eller socialt tvinges til at være noget andet end den, man er.

Den skæbne overgik Anna Michelsen, J. P. Jacobsens barndomsveninde, som efter sigende blev vanvittig af ulykkelig kærlighed til forfatteren og døde på et sindssygehospital i 1924. Brudstykker af hendes breve fundet blandt hans papirer væves elegant ind i fortællingen om de to søstre - historikeren Aya, der arbejder på et projekt om forfatteren, og frisøren Andrea, som arbejder på en selvfortælling.

De tre kvinder har en fællesnævner - de er herligt utilpassede. De gider ikke den borgerlige bornerthed, de artige samtaler og forestillingen om, hvordan man er en rigtig kvinde, stifter familie og lever til døden os skiller. De vil noget andet.

Den Selvglade Mand uden abonnement på selverkendelse

Når Dy Plambeck er bedst, er hun fandenivoldsk. Som i denne passage (side 214-215), hvor Aya beskriver søsterens voldelige ekskæreste:

»Hvis en kvinde ikke gider tale med Mark på en bar, i supermarkedet, ved stoppestedet eller hvor han nu synes, han vil beære hende med sine kommentarer og geniale betragtninger, sine fuldstændig meningsløse ligegyldigheder, så vil han kalde hende bornert eller snerpet. Ah, kom nu, siger han, hvorfor er du så sur? Er du sådan en sur én? Men jeg skal fortælle dig, Mark: jeg er ikke sådan en sur én. Jeg er sådan en rasende én.«

Og det bliver bedre endnu:

»For min skyld må du gerne smadre, hvis det er det, der kan få dig til at føle dig som en mand. Du kan smadre din mountainbike og fladskærm, rive dit lycratøj i stykker, spise dine løbesko, knuse dine ruder og din romaskine, brænde dine slips og din bogsamling, hvad rager det mig. Grams på dig selv uden at spørge om lov først, kør hånden henover din brystkasse og mærk den tætte behåring under skjorten. [...] Stik din tunge ind i armhulerne, ind i ørerne og ind i munden og ind i røvhullet. Sut selv på dine testikler, som hænger og dingler så trist som julepynt, der aldrig bliver taget ned på en bar og prøv selv at mærke de lange hår, hvordan de føles mod ganen i munden, og kvalmen, der kommer ved at have kildrende testikelhår i munden. Bagved håret kan du mærke de hårde klumper, der skubbes rundt som et for stort bolsje i munden, der ikke har smag af andet end din hud, der har været lukket inde i et par tætsiddende boksershorts hele dagen, en fad smag af lommeuld, en salt smag af sved. Og spørg så dig selv: Føles det rart? Er det dejligt?«

Den vrede, som Aya retter mod Den Selvglade Mand, der ikke har abonnement på selverkendelse og bare tager for sig af retterne uden at spørge om lov først, er formidabel.

Og det samme er Dy Plambeck, når hun Thelma&Louise-agtigt lader de to søstre cruise gennem deres opvækst, barndomserindringer, kærlighedsliv, seksuelle oplevelser, nederlag, opsange og vildveje i tilværelsen.

»Til min søster« er et højøstrogent frihedsbrev. En hyldest til kvinder, der kan håndtere et gevær, en fødsel og et konventionsbrud - uden slinger i valsen.

Læs den og bliv suget ind i det, som romanomslaget lover: Et blåsort univers med vilde tulipaner, enorm lidenskab og potentiel fortabelse.

»Den, der skriver historien, har magten«, står der på de sidste sider og lad det være et opråb til alle om ikke at lade sig definere af andre, men gøre tingene på sin egen måde.

Det gør Dy Plambeck.

Dy Plambeck: Til min søster. Gyldendal. 284 sider. 299,95 kr.