Drengen, der troede, at han var Beethoven. Og andre bizarre historier om passioner og perversiteter

Peter Buwaldas »Otmars sønner« er en mageløs, monstrøs og indimellem hysterisk morsom roman, med Ludwig van Beethoven som den røde tråd, olieindustrien som beskidt bagtæppe og seksuel passion og perversitet som insisterende og skæbnesvanger drivkraft. Læs den, hvis du tør og orker.

Ludwig van Beethoven er mere eller mindre synligt til stede i »Otmas sønner«. Caspar von Zumbusch oppustede Beethoven-monument i det centrale Wien er indbegrebet af 1800-tallets romantiske opfattelse af den geniale komponist.  Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN BRUNA

Hollandske Isabelle Orthel er ung og smuk, af asiatisk afstamning, adoptivbarn og ambitiøs graverjournalist. Hun er desuden en af de centrale figurer i den ligeledes hollandske forfatter Peter Buwaldas mageløse, monstrøse og indimellem sygt sjove bestseller »Otmars sønner«. I sin stadige og stædige jagt på gode historier tager Isabelle til livsfarlige Nigeria, som er sted, hvor turister for et godt ord får lemmer hugget af af blodtørstige teenagere med macheter, og som i det hele taget, forstår man, ligner helvedes forgård, hvis ikke ligefrem dets allerinderste:

Forvredne boreplatforme og forbrændte lig

»Mens hendes guide blev i sin båd, så hun på sodsværtede lerhytter, indtil hun var ved at kaste op af lugten af forrådnelse og brand: omkring forvredne boreplatforme lå forbrændte lig, landsbyboere eller soldater, det var umuligt at se, hvem der havde besjælet legemerne,« læser man, og der, i Nigeria, of all places, indleder Isabelle, for at få hemmeligheder lokket ud af ham, et fortroligt sadomasochistisk forhold til den begavede, brutale og magtfulde olieindustriboss Johan Tromp, der sikkert ikke tilfældigt har navnelighed med en anden, godt nok mindre begavet, men lige så brutal mandsperson, og som måske, måske ikke, er biologisk far til Ludwig Smit, der blev døbt Dolf, men skiftede navn som barn, fordi hans nye stedbror, biologisk søn af romantitlens Otmar, også hed Dolf, og fordi der kun var plads til én Dolf, der ude i den hollandske provins, hvor familien boede.

Forvirret? Det bliver værre endnu.

Tilbage er kun at vente på, at Peter Buwalda får skrevet noget mere ... Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Stulic.

Den anden Dolf, altså ham, der ikke blev til Ludwig, er ligesom sin biologiske søster, Tosca, et musikalsk vidunderbarn. Allerede som meget lille tror han så meget på, at han er en reinkarnation af selveste den Beethoven, hvis fornavn han altså ikke fik, at han momentant bliver lige så døv som den store mester blev, eller i hvert fald lader som om, at han bliver det, og da han endelig er kommet godt i gang med at spille klaver, men stadig kun er et lille barn, kan han tale som et formfuldendt musikalsk essay. Som her:

»Tag bare de sene klaversonater, far, hvordan Beethoven tøjler kaosset i dem, hvordan han bygger sine  temaer og effekter op over dem, som en romersk viadukt, det er aldrig  forsøgt før, ikke engang af Schubert.«

»Stadig forvirret? Det bliver man ret let, når man læser »Otmars sønner«, der er næsten øretæveindbydende i sin frejdige insisteren på at skifte synsvinkel og springe i tid og sted, bare sådan, uden varsel.«


Som voksen installerer Dolf sig i Beethovens fødehus i Bonn, komplet med et af mesterens egne flygler, på hvilket han indspiller samme mesters samtlige 32 klaversonater, og han finder, eller det påstår han i hvert fald, en brevkorrespondance mellem Beethoven og de samtidige genier Haydn og Mozart, intet mindre, og – som det mest mageløse – en hidtil ukendt sats fra Beethovens sidste sonate, opus 111, der, som kendere vil vide, kun har to satser, hvilket var usædvanligt for den tid, og hvilket musikelskere har undret sig over lige siden. Da Isabelle Orthel får nys om dét, øjner hun muligheden for som den første journalist i verden at fortælle historien,  men for at komme videre skal hun have assistance af Ludwig Smit, Dolfs allerede nævnte stedbror, som var den, der i første omgang, svimmel og uforsigtig af forelskelse og begær, fortalte hende om Dolfs utrolige opdagelser – i øvrigt på et tidspunkt, da de begge, Isabelle og Ludwig, er sneet inde på et hotelværelse i Jusno-Sakhalinsk, den gudsforladte hovedstad på den fjernøstlige russiske ø Sakhalin, som Isabelle Orthel er taget til for at fortsætte sin olieindustri-research, og hvor Ludwig Smit, der ligesom Johan Tromp er i oliebranchen, har professionelle møder med den på samme ø udstationerede magtfulde erhvervsmand, der altså måske er hans far.

Øretæveindbydende

Stadig forvirret? Det bliver man ret let, når man læser »Otmars sønner«, der er næsten øretæveindbydende i sin frejdige insisteren på at skifte synsvinkel og springe i tid og sted, bare sådan, uden varsel. Men dygtigt gået, det er det, nærmest virtuost, og også indimellem hysterisk sjovt i alt dets overdrevne vanvid, og for de læsere, der bliver hængende, står så det store spørgsmål tilbage: Hvad handler det hele egentlig om?Eller udtrykt mere bramfrit: Hvad fanden er meningen?

 

Helt let at svare på dette er det ikke, eftersom de over 500 tættrykte sider kun er begyndelsen på en planlagt trilogi, men et foreløbigt bud kan være, at romanen, ud over blodets bånd eller mangel på samme, tematiserer fænomenet skæbnesvanger passion – Dolfs passion for musik, Ludwigs passion for Isabelle, Tromps olietilsølede passion for magt og Isabelles passion for journalistik – og at den også og i høj grad og mere specifikt kredser om den passion, der hedder sex, og alt hvad deraf følger. En af de hårdt ramte er komisk liderlige Ludwig, der døjer med ekstremt for tidlig sædafgang og af samme grund må smøre banditten ind i en bedøvende salve, som han som ung mand får ordineret af en apoteker i skikkelse af en lyshåret, velplejet kvinde, der minder ham dejligt om Linda Evans fra »Dollars« og er påfaldende interesseret i hans lidelse:

 

»Han lovede Linda at onanere tit. Befippet var han cyklet tilbage til campus. Liderlige råd, syntes han, på en vis måde moderlige og lægelige, sådan skulle man sandsynligvis anskue det, selvom det nærmest ikke havde overrasket ham, hvis kvinden havde trukket ham ned på sit skød, så de kunne øve sammen ...«

 

Ludwig bliver senere gift med en kvinde, der er så perfid, at det næsten er sjovt, og næppe tilfældigt hedder det samme som den amoralske, nymfomane lystmorder i Marquis de Sades perverse og filosofiske 1700-tals-roman »Juliette«, og undervejs i romanen støder man også på en biperson i form af en smuk, ung og lykkeligt nygift kvinde, der hemmeligt og frivilligt lader sig indespærre nøgen i fem timer i Tromps bils bagagerum og gerne også udsætter sig for andet fra det sadomasochistiske overdrev. Samme Tromp glemmer, som allerede antydet, at holde mund, fordi skønne journalist-Isabelle tilbyder ham al den perverse sex, han orker ...

Otmars sønnder Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens forlag.

Det kæmpende geni

Og over det hele svæver så Ludwig van Beethoven - i romantisk og folkelig kunstopfattelse indbegrebet af det kæmpende, borgerlige geni og i hvert fald den største og sejeste og mest myteomspundne af alle komponister -  og det i en grad, så romanen begynder med et Beethoven-citat og fortsætter med et kapitel, der har samme tal som førnævnte opusnummer: 111. Herefter tælles der nedad, foreløbig til kapitel 75, og hvordan trådene til sidst bliver samlet, hvis de da overhovedet bliver samlet, det mangler vi altså endnu to, formentlig lige så tykke romaner i at få svar på. »Otmars sønner« slutter brat. Frustrerende brat. Tilbage er kun at vente på, at Peter Buwalda får skrevet noget mere, og på, at dette mere bliver oversat, så også de, der ikke er så stive i hollandsk, kan være med. For dem, der tør og orker, er det nok ventetiden værd. I al dets forventet monstrøse og morsomme mærkelighed.

Otmars sønner

Forfatter: Peter Buwalda. Oversætter: Birthe Lundsgaard. Sider: 544. Pris: 350. Forlag: Politikens Forlag.