7 værker af Beethoven, du skal høre, før du dør

Den mest spillede, den mest beundrede, den mest myteomspundne. Ludwig van Beethoven er den største af de største. Nu fylder han 250 år. Vi guider til 7 uomgængelige værker af mesteren med den ukendte fødselsdag, der blev døbt 17. december 1770.

Et af den fineste billeder af Ludwig van Beethoven blev malet i 1815 af Joseph Willibrord Mähler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joseph Mahler

1. Symfoni nr. 5, c-mol

»Sådan banker skæbnen på porten,« sagde Beethoven ifølge overleveringen om det berømte da-da-da-daah, der indleder hans mest kendte komposition. Sådan er Beethovens liv og værk fyldt med mere eller mindre verificerbare skrøner, men hvad enten det med den bankende skæbne er korrekt eller ej, så er hans femte symfoni et stykke musik, man aldrig bliver færdig med. Symfonien er en helt genialt gennemarbejdet frembringelse, hvor hver en tone falder med usvigelig præcision, og hvor helheden er en konsekvent vandring fra mørke til lys, frem til og med den lykkelige finale. Carlos Kleiber indspillede den med Wienerfilharmonikerne i 1974. For mange står dén som den bedste version af alle.

2. »An die ferne Geliebte«

Lieder hører til det fineste, der er kommet ud af den tyske musiktradition, og Beethoven banede vejen med sit eget hovedværk i genren, sangkredsen »An die ferne Geliebte«, hvor den ene lied glider over i den anden, og hvor temaet fra den første dukker op igen i den sidste, så alt bliver en ubrydelig helhed. Visse fjolser har gennem tiden hævdet, at Beethoven ikke var en stor melodiker, men »An die ferne Geliebte« er et ypperligt bevis på det modsatte. Den med rette verdensberømte tyske baryton Christian Gerhaher indspillede værket i 2012, med sin faste makker, Gerold Huber, ved flyglet. Bedre bliver det ikke.

Det unge geni ved tangenterne: Glenn Gould, cirka 1950. Fold sammen
Læs mere

3. Klaversonater nr. 16, 17 og 18

Beethoven sagde vist nok selv, at han med de tre klaversonater, der udgør hans opus 31, var trådt ind på en ny vej. Det giver mening, for aldrig før havde den store tysker skabt musik, hvor dramaet, spændingen, nydelsen ligger så indlejret i selve den musikalske arkitektur som her. Opus 31 er musik i sin reneste form og et af de værker, man umuligt kan blive træt af. Den excentriske canadiske pianist Glenn Gould, der ellers havde et problematisk forhold til Beethoven, er åbenlyst på hjemmebane i den indspilning, han udgav i 1973.

4. Koncert for violin og orkester, D-dur

Stakkels Beethoven! Ingen forstod vist rigtigt, hvor han ville hen med sin violinkoncert, dengang han første gang præsenterede den for offentligheden. Den var simpelthen forud for sin tid, men i dag har alle klassiske violinsolister den på deres repertoire, og hvis man vil høre en fortolkning, der både er loyal og original, kan man med fordel kaste sig over Patricia Kopatchinskajas indspilning fra 2009 med Orchestre des Champs-Élysées, dirigeret af Philippe Herreweghe. Nogle synes, at hun på visse måder er for meget. Uanset hvad er der ikke et kedeligt sekund i hendes livtag med klassikeren.

»Stakkels Beethoven! Ingen forstod vist rigtigt, hvor han ville hen med sin violinkoncert, dengang han første gang præsenterede den for offentligheden.«


5. Koncert for klaver og orkester nr. 5, Es-dur

Noget af det musikalsk skønne ved nyere tid er, at støvet børstes af klassikerne, så de fremstår funklende nye og skønne, som om blækket på partituret knap nok er tørt. Det klæder musikken, og det klæder ikke mindst Beethovens store femte klaverkoncert, også kaldet »Kejserkoncerten«, der er jublende, lysende klassicisme i sin reneste form. Det kan anbefales at lytte til den indspilning, som pianisten Kristian Bezuidenhout, dirigenten Pablo Heras-Casado og Freiburger Barockorchester udgav tidligere i år, for her spilles der på såkaldte periodeinstrumenter, så alting fremstår både lettere og mere gennemsigtigt end ellers. Kristian Bezuidenhout er nærmest skræmmende god ved tasterne, og lyden er så knivskarp, at det er som at være der selv.

Et meget musikalsk ægtepar: Dirigenten og pianisten Daniel Barenboim og cellisten Jacqueline du Pre, 1970. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEEN JACOBSEN.

6. Trio for violin, cello og klaver nr. 7, B-dur, »Ærkehertugtrioen«

Kammermusikken er måske den klassiske musiks skønneste frembringelse, for det er her, der især eksperimenteres, og det er her, begavede musikere kan mødes intimt om det, de brænder allermest for. Et forførende godt eksempel er fra årsskiftet 1968-69, da ægteparret Jaqueline du Pré og pianisten Daniel Barenboim mødtes med vennen Pinchas Zukerman og indspillede alle Beethovens klavertrioer, herunder selvfølgelig også den mest kendte, »Ærkehertugtrioen«. Alle tre musikere er fremragende, men tidligt afdøde Jacqueline du Pré var i en klasse for sig – måske den fineste klassiske musiker, vi kender. Resultatet er nyromantisk uimodståeligt.

7. Strygekvartet nr. 15, a-mol

På toppen af den side, hvor tredje sats af hans strygekvartet nr. 15 begyndte, skrev Beethoven »Heiliger Dankgesang eines Genesenen an die Gottheit, in der lydischen Tonart« – en hellig takkesang fra én, der er kommet sig, i den lydiske toneart. I april 1825, midt under arbejdet på strygekvartetten, var han blevet alvorligt syg, hans læge havde så ordineret en streng diæt, og han havde fået nye kræfter, og gudskelov for det, for opus 132 er, som hans andre sene strygekvartetter, noget af det mærkeligste og mest fascinerende, den klassiske musik kan opvise. Den døve og døende komponists sidste værker findes i en mængde fremragende indspilninger. Med Takács Quartets fortolkning fra 2005 får man intelligens og passion for alle pengene.