Inferno-trilogien, der hovedsagelig blev skrevet på fransk, er noget af det vildeste og mest sindsoprivende i August Strindbergs på alle måder vældige værk, der alene på bogsiden omfatter mere end 70 bind, fyldt med meget forskelligartede tekster – fra naturalistiske romaner, poesi og banebrydende dramatik til kulturhistorie og sprogteorier, men som også strækker sig fra malerierne, tegningerne og fotografierne til de kemiske eksperimenter og gådefulde alkymistiske teorier. I de tre Inferno-bøger tager forfatteren for alvor dæmonerne i øjesyn.
Trilogien, der blev skrevet i årene 1895 til 1898, og som ud over titlerne »Inferno« og »Legender« omfatter fragmentet »Jakobs kamp«, er af det uundværlige forlag Batzer & CO blevet samlet i to bind, der suverænt overgår det meste af, hvad der siden er blevet udgivet som selvbiografier, bekendelseslitteratur eller såkaldt autofiktion.



