Frit fald i den danske overklasse

Boganmeldelse: Bjørn Poulsens erindringer om en skizofren mor fra en svensk godsejerfamilie og en far, der var Danmarks svar på Rambo, kræver indimellem dybe vejtrækninger.

Kunstneren Bjørn Poulsen romandebuterer som 60-årig med »Opkald fra Mælkevejen«,  der er en rystende skildring af en usædvanlig barndom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Stort set alle danskere er vokset op med den der påduttede skyldfølelse, som går på, at der altid er nogen, der har (haft) det værre end én selv.

Og det er langt hen ad vejen rigtignok. Børn fra Afrika har altid fået for lidt at spise.

»Bjørn Poulsens historie inspirerer også én til selv at rydde op i fortiden. Om ikke andet, så for at forvisse sig om, at der altid er nogen, der har (haft) det værre end én selv.«


Alligevel er der (såkaldte) privilegerede mennesker fra Skandinavien, der har haft det svært … nok. Og værre end de fleste.

Tag for eksempel den barndom, som den anerkendte 60-årige billedhugger og debuterende forfatter Bjørn Poulsen har haft, og som står skrevet i hans netop udkomne selvbiografi, »Opkald fra Mælkevejen.«

En opvækst, der ikke fandt sted i u-landsk fattigdom på den anden side af Jorden, men derimod i en  – på papiret – dansk overklasse i frit (for)fald, hvor moren var psykisk syg, og hvor faren – der beskrives som Danmarks svar på Rambo – med et følelsesregister a la en mejetærskers var konstant fraværende.

Kompliceret forsoning

»Opkald fra Mælkevejen« er med andre ord en hård omgang, hvis indhold pr. automatik, fremkalder en afgrundsdyb medlidenhed og flere steder kræver dybe vejrtrækninger for at få has på de mange klumper i halsen.

Det såkaldte barndomshjem i Virum, det efterfølgende nomadeliv på det ene hotel efter det andet, den traumatiserende tid på Herlufsholm, de sporadiske og ikke altid vellykkede ophold hos bekendte og langt-ude-familiemedlemmer og sidst, men ikke mindst, de mange, mange samtaler mellem mor og søn.

For det er dem, der – trods et utal af afstikkere (spækket med svigt, ensomhed, mobning og nederlag på stribe) – er omdrejningspunktet i »Opkald fra Mælkevejen.«

Samtalerne foregår enten via telefon eller på den gudsforladte institution Askely, der efter ophold på Sundholm og indlæggelser på Sankt Hans er blevet morens endestation – og derfor også den scene, hvor trådene forsøges at blive samlet til noget, som kan minde om en (omend kompliceret) forsoning mellem en søn og mor, der i øvrigt - og ganske klædeligt - aldrig bliver nævnt ved navn.

Når det er sagt, så fisker Bjørn Poulsen på intet tidspunkt efter læserens medlidenhed eller lignende følelser.

Tværtimod.

Kunstnerisk oprydningsarbejde

Bjørn Poulsen synes at have skrevet »Opkald fra Mælkevejen« for sin helt egen skyld.

Som et kunstnerisk stykke oprydningsarbejde, hvor fortidens tumultariske hændelser sættes i et system, der gør fortiden (rimeligt) overskuelig og (næsten) til at leve med, men som også skaber grobund for en fremtid uden så meget fortid. Hvor ønskværdig det så end er?

Sikkert er det, at Bjørn Poulsen rydder op i sin scrapbog-lignende erindring ved hjælp af et malerisk sprog, der syder og bobler, og som holder læserens opmærksomhed i kog.

Men det bliver fra tid til anden også lidt kedeligt, for »Opkald fra Mælkevejen« buldrer aldrig rigtigt for alvor. Det er snarere en følelsesmættet simreret. Og til trods for, at langt de fleste flashbacks til fortiden hver især er særdeles velsmagende, så smager mange af dem desværre også lidt af det samme.

Bogens sortie er således en klokkeklar bevisførelse for, at Bjørn Poulsen ikke blot er en dygtig billedhugger, men at han også har evnerne til – i en relativt sen debutalder –at mejsle sit navn ind i dansk litteratur. Fold sammen
Læs mere

Det samme gør de mange krigs- og kunstreferencer, som Bjørn Poulsen - qua hans åbenlyse interesse for begge dele - giver talrige og kulturkapitalttunge eksempler på.

Referencerne fungerer som sådan fint i flere tilfælde. Enten som perspektiveringsværktøj eller bare som (tiltrængte) pauseknapper på fortidens følelsesladede maskineri. Der er bare lidt for mange af dem.

Flot sortie

Det overlever man nu nemt. Og man bliver, når alt kommer til alt - og den sidste af bogens i alt 351 sider er læst - mæt på en god måde.

Ikke mindst fordi slutningen er skrevet, som den er, nemlig spækket med linjer og afsnit, der emmer af al den (med-)menneskelighed, som hovedpersonens fortid i store og lange perioder har været renset for.

Men også fordi slutningen på »Opkald fra Mælkevejen« viser andet og mere end »bare« forfatterens (nærmest) bibelske evne til at elske, tilgive, tvivle og ... savne. Bogens sortie er således en klokkeklar bevisførelse for, at Bjørn Poulsen ikke blot er en dygtig billedhugger, men at han også har evnerne til – i en relativt sen debutalder – at mejsle sit navn ind i dansk litteratur.

»Opkald fra Mælkevejen« fortjener i hvert fald en plads. For den er ikke bare virkelig værd at læse. Bjørn Poulsens historie inspirerer også én til selv at rydde op i fortiden. Om ikke andet, så for at forvisse sig om, at der altid er nogen, der har (haft) det værre end én selv.

Opkald fra Mælkevejen

Forfatter: Bjørn Poulsen. Sider: 264 sider. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.