5 stjerner: Niels Krause-Kjær leverer varen i Mørkeland

Er man journalist, er der masser af morskab at hente i Krause-Kjærs satiriske fremstilling af medieverdenen. Er man politisk interesseret, er der derimod indsigt og overblik at hente, når det kommer til at forstå de gamle partiers erodering, Brexit, populismen og Europas sårbarhed.

Forfatter og Deadline-vært Niels Krause-Kjær kommer med en ny roman, "Mørkeland". Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Det bliver et afgørende valg. Kan de gamle holde skansen, eller siger vi goddag til gakkelak-land?« Sådan spørges der i Niels Krause-Kjærs »Mørkeland« - en politisk spændingsroman om kampen mellem verden af i går og verden af i dag.

Og lad det være sagt med det samme: Niels Krause-Kjær leverer varen.

»Mørkeland« er en selvstændig fortsættelse af »Kongekabale« fra 2000, og igen er det journalisten Ulrik Torp, der guider til det sted, hvor magt overtager i politik - og hvor den forsvinder i journalistik.

En ung fuldmægtig bliver en tidlig morgen fundet myrdet i Ørstedsparken. Omtrent samtidig tjekker Ulrik Torp ind på Dagbladet efter en længere periode som arbejdsløs - eller som det hedder: selvstændig kommunikationskonsulent. Han blev afskediget under en af de talløse fyringsrunder, som præger mediebranchen og skal nu i aktivering på sin gamle avis i forbindelse med det forestående folketingsvalg. Mellem ligegyldige klikhistorier om krænkelser og kendisser kommer han på sporet af, hvorfor den fuldmægtige blev likvideret. Og det er her, vi for alvor træder ind i Mørkeland, ind i den dybe stat, i Europas mørke hjerte og hvad vi stiller op med det næste uforudsigelige kapitel i verdenshistorien. Intet mindre.

Er man journalist, er der masser af morskab at hente i Krause-Kjærs satiriske fremstilling af medieverdenen. En medieverden, som Olav Hergel også har beskrevet ganske fortræffeligt i »Punktum«. Er man politisk interesseret, er der derimod indsigt og overblik at hente, når det kommer til at forstå de gamle partiers erodering, Brexit, populismen og Europas sårbarhed.

Med stor præcision redegør han for, hvad det er, der adskiller den nye og den gamle verden - og hvordan den forsøges holdt sammen. Og af hvem. På intrikat og dubiøs vis.

Samtidig introducerer han et persongalleri, man ikke behøver at have læst mange aviser for at genkende. Dog kunne ikke engang Krause-Kjær have forestillet sig, at en aktør som Rasmus Paludan ville væltende ind over det politiske landskab som en gigantisk Teletubbie. Ellers er de der alle - Løkke, Frederiksen, Pernille Vermund, Ralf og Karen Pittelkow, etc.

Hvor »Kongekabale« handlede om opløsningen i Det Konservative Folkeparti, handler »Mørkeland« om populismens pres på den politiske elite. Den er skrevet lige ud af landevejen, og Niels Krause-Kjær kommer næppe til at hjemtage priser for at eksperimentere sprogligt eller formmæssigt. Men det overlever han jo nok.

»Mørkeland« henvender sig til den politisk interesserede læser med forkærlighed for et godt plot og smæk for skillingen. Og det får man.

Mørkeland

Forfatter: Niels Krause-Kjær. Sider: 360. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.