Niels Krause-Kjær: »Om 20 år ved vi, om det her er en parentes i politik«

»Jeg har altid været sikker på, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag. Men nu er jeg kommet i tvivl,« siger TV-værten og forfatteren Niels Krause-Kjær, der har skrevet »Mørkeland«, en politisk spændingsroman om et Danmark, hvor vi tager demokratiet for givet. Alt for givet.

»Vi tager vores fantastisk, velordnede og homogene samfund for givet, fordi vi, der er født efter Anden Verdenskrig, aldrig har oplevet andet. Vi tror, at det forbliver sådan helt af sig selv. Jeg har altid, så langt jeg overhovedet kan huske, ment, at dagen i dag, bliver bedre end dagen i går. Men nu er jeg kommet i tvivl,« siger Niels Krause-Kjær. Thomas Lekfeldt

Det er karakteristisk for Niels Krause-Kjær (56), at han ofte smiler og griner, når han veloplagt taler – og han taler meget – om sit privat- og arbejdsliv, eller når han skal fortælle om, hvordan det er at blive ældre i en branche præget af ungdom.

Han besidder en jysk lune og et lyst sind, men når han taler om politik, som han som journalist og forfatter har beskæftiget sig med hele sit arbejdsliv, så er han alvorlig.