5 stjerner: Menneskeofringer, pyramider og tequila i kæmpekrus

Boganmeldelse: Vil du forstå Mesoamerikas komplekse og fascinerende fortid og nutid, er Jesper Nielsens »Landet under landet« et veltrimmet, usentimentalt og uomgængeligt bekendtskab.

Udsnit af vægmaleri fra Cacaxtla af slagscene kaldet: »Mural de la batalla«. Dateret til 700-århundrede. Maleriet er cirka 26 meter langt i sin heldhed og skildrer slaget mellem to bevæbnede etniske grupperinger. Den besejrede gruppe er blevet identificerede som Maya-soldater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ricardo Alvarado Tapia y Gerardo

Jesper Nielsen er til daglig lektor i indianske sprog og kulturer ved Københavns Universitet. Specialet er de indianske kulturer og deres præstationer, der stammer fra Mexico, Honduras og Guatemala (kaldes konsekvent Mesoamerika) før den spanske kolonisering, og som stadig i høj grad er til stede i området.

I resten af verden ser vi afsmitningen via fødevarer som tomater (tomatl på aztekisk), chili (aztekisk) og kakao (kakaw på maya). Det var også tale kulturer, hvor man ærede fjerprydede slanger og jaguarer, udvirkede masker i grøn jade, skabte trappeformede pyramider til dyrkelse af guderne og havde avancerede kalendersystemer, som imidlertid ikke forudsiger nogen dommedag.

»Det er charmerende og driver læseren frem. Især når det alt sammen foregår med samme veltrimmede og usentimentale hemingwayske skrivestil.«


Det var Jesper Nielsens læsning af Ib Michaels »Mayalandet« i gymnasietiden, som grundlagde interessen for Mesoamerika, hvor der i øvrigt taltes og tales mange andre indianske sprog i området end aztekisk og mayasprog.

Den første supermagt

Forfatterens egen første forskningsmæssige interesse drejede sig i mange år om et område øst for det nuværende Mexico By (aztekernes »Tenochtitlan«), som beboedes af teotihuacanerne med eget sprog i Mesoamerikas første supermagt og med hovedbyen Teotihuacan. Den havde i øvrigt op til 150.000 indbyggere, da vi havde romersk jernalder i Danmark og levede i små landsbyer. Senere i 500-tallet blev området erobret af aztekerne.

Jesper Nielsen har skrevet denne bog om sit arbejde og sin hovedinteresse i Mesoamerika. Den er usædvanlig ved, at den blander mange års rejseoplevelser med forskningsmæssige indslag, hvor han for eksempel gør sig overvejelser om de forskellige indianske sprogs skriftsprog eller en arkæologisk genstand fra området på Nationalmuseet.

De mindre akademiske oplevelser – som når forfatteren for eksempel får smagt lidt for meget af den gode tequila eller pulque dannet af agaveplantens saft – og fortællingerne om deltagelsen i arkæologiske udgravninger væves godt ind imellem hinanden, som var de lige vigtige. Det er charmerende og driver læseren frem. Især når det alt sammen foregår med samme veltrimmede og usentimentale hemingwayske skrivestil.

Lad os lytte til et afbræk fra en lang og trættende konferencedag på et af de større hoteller i Teotihuacan:

»En senet lille mand med Stetson-hat ledte os ud mellem de kæmpestore agaveplanter. Solen var ved at gå ned, og en stor dunk pulque blev bragt frem. Plastikglas blev delt rundt, men som gæster skulle Christophe og jeg drikke af fine lerkrus, der hver rummede en liter. Hvis vi kunne tømme tre krus hver, var vi rigtige mænd, ægte machos.« (Side 116).

Det lyder som en noget sjovere pause, end når man deltager i fagkonferencer angående statskundskab.

Forfatteren er i det store og hele objektivt skrivende. Der er ingen indianerromantik med fredelige indfødte, som beboede områderne, før conquistadorerne ankom. Vi får malende beskrivelser af de blodige krige og menneskeofringer, som foregik i hundredtal, når præsterne i det præcolumbianske Mesoamerika ville sikre sig tilstrækkeligt med regn til høsten. Måske tipper balancen en lille smule til sidst i bogen, hvor der tales om den inkluderende aztekiske religion og den ekskluderende kristendom. Det sker på trods af, at kristendommen i høj grad har indoptaget indianske elementer som blandt andet den aztekiske De Dødes Dag som Allehelgensdag, hvilket der da også redegøres for andetsteds. Samtidig er det åbenbart, at kristendommen som noget nyt i forhold til de præcolumbianske kulturer introducerede respekten for individet.

Intet heraf kan dog ændre ved anbefalingen: Er man blot en smule nysgerrig på Mesoamerika i fortid og nutid, er denne bog et uomgængeligt bekendtskab.

»Landet under landet«
Forfatter:
Jesper Nielsen. Sider: 224. Vejl. pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.