Gud minder om Lars Løkke, og vi lever alle i helvede

Boganmeldelse: Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt har med »For han ved ikke hvad han gør« begået en personlig, livskraftig, provokerende, men frem for alt begejstret og beåndet læsning af Bibelen, der hævder, at vi alle lige nu lever i helvede.

Kalkmalerier i Fanefjord Kirke, Møn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den Gud, som træder frem gennem Michael Jeppesen og Rasmus Ugilts læsning af Bibelen i »For han ved ikke hvad han gør«, minder mig om Lars Løkke Rasmussen. I sine bedste øjeblikke udviser han stor intellektuel og kreativ handlekraft. Til tider giver han den som en ambivalent eksperimenterende og dog fremadstræbende karakter, men hans dæmoniske bagside slipper aldrig helt sit tag: Dér hersker raseriet, den hævngerrige jalousi og trangen til at lade det, han selv har skabt, gå under.

»For han ved ikke hvad han gør« er en bog af sin tid. I tusindvis af år troede menneskene, at de var skabt i Guds billede. Men så hævdede en tysker, Ludwig von Feuerbach (1804-1872), at det forholder sig præcis omvendt, nemlig at det er Gud, der er skabt i menneskets billede. Derefter troede menneskene på Feuerbach, og det gør Jeppesen og Ugilt også.

»Det er Fanden på speed, der her læser Bibelen.«


Bogens forfattere går dog en hel del videre end det tyske forlæg. Mens Feuerbach så Gud som en himmelsk projektion af en banal bedsteborger, associeres i denne bog mere til den uforudsigelige onkel Jørgen til familiefest. Han ankommer måske sympatisk nok med smil og gaver, men gaverne – Paradiset, ørkenerne, seksualdriften, apokalypsen – passer ikke rigtigt os mennesker, og da vi gør ansats til at ville bestemme selv, stivner smilet.

Nu omskaber onkel Jørgens velkendte mangel på selvindsigt og hans ukontrollerbare vrede på et splitsekund festen til en orkan af kamp, tænders gnidsel og overgreb i den tunge ende af #metoo-skalaen. Sådan er den stemning af katastrofe i forholdet mellem Gud og menneskene, som bogens 368 siders både fascinerende og harcelerende kritik bringer frem.

Her beskrives Gud som en skønsom blanding af historiens allermest ambivalente mandefigurer: Den kærlige diktator, den hornbesmykkede hustyran, den egocentriske 40-årige i gummisko og – frem for alt – den fraværende far, der ikke helt ved, hvad han gør.

Profanering og blasfemi

Det er Fanden på speed, der her læser Bibelen, men blikket er knivskarpt, og nye indsigter strømmer ned over siderne. Samtidig lykkes forfatterne stort set med at holde den svære balance mellem befriende profanering og uantagelig blasfemi.

Vidste du for eksempel, at historien om Samson, der jo spiste filistre til morgenmad, og Dalila, kvinden, der klippede hans hår af og forrådte ham, egentlig handler om et sadomasochistisk »bind mig, elsk mig«-forhold? Det er så kun ved at berøve Samson sin kraft, at Dalila kan gøre ham menneskelig, hvorefter de to, inden filistrenes bødler henter Samson, kan stjæle en nats kærlighed fra døden: »Vi kan forestille os, at Dalila, mens Samson lå på hendes knæ, talte blidt til ham, og at de sammen fandt et øjebliks ægte samhørighed og fred, midt i en forfærdelig situation.«

Og apropos plagsomme familiefester: Ved brylluppet i Kana er Maria stadig en superirriterende teenagermor. Helt uden helt at bede Jesus om noget siger hun »De har ikke mere vin« (i stil med »far sover«, »hunden trænger til en tur« osv.). Jesus protesterer, fabler lidt om, at hans time »endnu ikke er kommet«, men gør jo til sidst, som mor siger: »Er det muligt at forestille sig en mirakelmager blive detroniseret på en mere ydmygende måde? Vi tror det ikke.«

Jeg begynder at tro dem, selvom den afsluttende analyse næsten opleves som død ved overdosis. Her tages Paulus’ udsagn om, at der ikke længere er forskel på jøder og grækere, mand og kvinde osv., som udtryk for, at Gud har mistet interessen: Alle disse mennesker er lige, »fordi de alle sammen er ligegyldige«.

Det skyldes ifølge forfatterne, at hvis Paulus talte sandt, når han hævdede, at enden var nær, så var alt overstået inden for det første århundrede efter Jesu fødsel. Apokalypsen har derfor for længst fundet sted. Gud er »skredet«. Hvad så med os, der lever nu? Ja, vi lever, hævder Jeppesen og Ugilt uden at blinke, i helvede. Og det værste er, at vi ikke selv har fattet det.

Nuvel, der er en alternativ forklaring: Forfatterne ved ikke, hvad de gør. For de lever ikke i helvede. Jeg siger ikke, at helvedes flammer aldrig har ramt denne jord: i Dachau, ved Somme og måske i Getsemane have. Jeg siger, at Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt ikke lever i helvede.

Det beviser de selv ved i denne bog at levere en uhyre livskraftig, provokerende, men frem for alt begejstret og beåndet læsning af bøgernes bog. Deres bog skal læses, fordi den i sit halsstarrige oprør mod den traditionelle forståelse af kristendommens Gud på storslået vis hylder menneskets åndelige frihed. Men den giver også en lyst til at gå tilbage og læse i Bibelen og viser dermed tillige, uafhængigt af forfatternes intentioner, at ånden blæser, hvorhen den vil.

For han ved ikke hvad han gør – et kærligt portræt af Gud
Forfattere: Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt. Vejl. pris: 249,95 kr. Sider: 250. Forlag: People'sPress