Historien er en politisk slagmark. Woke-generationen vælter statuer. Nu skal alt i amerikansk historie forklares ved de hvides racisme.

Historikeren Jeannette Varberg skriver med tvivlsom dokumentation i sin nye bog »Urtid«, at kvinderne var jægere og krigere. Og Marx er nu tilbage på universiteterne ligesom i 1970erne, hvilket Berlingske for tiden behandler på debatsiderne.

En ny flot billedbog »København i 1970erne« er bind tre i en serie, som forlaget Turbine udsender hvert årti.

Redaktør er museumsinspektør Lene Floris, og jeg har sjældent set en så manipuleret og forvrænget fortælling om det forkætrede årti 1970erne. Bogen skildrer det meste som en stor fest i Fælledparken, Huset i Magstræde, Christiania og rundt omkring i byen, hvor ungdomsoprøret ifølge bogen var udtryk for folkeligt fællesskab og tolerance.

Her er ikke et ord om terrorgruppen Blekingegadebanden eller den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, der kørte Blekingegadebanden. Ganske som Arbejdermuseet, der netop nu kører en udstilling om politiske aktivister også uden at nævne Blekingegadebanden.

Der er ikke et ord om venstrefløjens sympati for totalitære regimer eller voldelige, revolutionære bevægelser rundt omkring i verden.

Ekstrem vold

Bogen gengiver i flere fotografier demonstrationer foran den amerikanske ambassade, og et af dem viser en glad fløjtespiller foran politifolkene, og billedteksten lyder: »Protesterne imod Vietnamkrigen fortsatte ind i 1960erne og 70erne. Foran den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjölds Allé afventede en sluttet række hjelmklædte betjente i 1970 de protesterende masser. De kom også – men ungdommen introducerede tillige nye metoder: et fløjtet fredsbudskab, fremført på en tynd blikfløjte. Så kunne ordensmagten lære det!«

Fra erindringer fra politifolk og senest i bogen »Uropatruljen« (2020) af Frederik Strand ved vi, at volden var ekstrem, og at politifolkene frygtede for deres liv. Men ikke et ord om det i bogen.

Kommunisterne i DKP er kun nævnt i forbindelse med festerne i Fælledparken, men ikke at de stod bag organiseringen af politiske bevægelser betalt af Moskva.

I bogen skriver man »I det hele taget blev byen præget af en aktiv og selvbevidst venstrefløjskultur i 1970erne. For selvom man kæmper for verdensrevolutionen, kan man jo godt have det sjovt imens.

Kommunisternes festival i Fælledparken for partiavisen Land og Folk blev en årlig, tilbagevendende Københavnerbegivenhed med taler, øl og rockmusik.« Så meget om DKPs politiske aktivisme.

Når aktivister som for eksempel forfatteren Dea Trier Mørch eller radioværten og forfatteren Tine Bryld omtales, så er det som heltinder og for deres store sociale engagement og kvindepolitiske ildhu. Ikke et ord om, at Dea Trier Mørch var organiseret kommunist og forsvarede Sovjetunionen. Og at Tine Bryld var Venstresocialist, forsvarede kommunister og støttede voldelige BZ-aktioner.

Ikke mindst Christiania har bogens sympati, og med en række fotografier skildres »fristadens« solidaritet, varme og fællesskab. Som det står i en billedtekst: »Gennem Christianias indgangsport fra Bådmandstræde trådte man ind i et socialt eksperiment med frihed, fællesskab og kreativitet.« Ikke et kritisk ord er der at finde i denne manipulerende bog om de glade 1970ere.

Om typografstrejken mod Berlingske Tidende i 1977, der varede i fem måneder og var ved at lægge avisen ned, står der: » … de strejkende typografer nød bred opbakning.« Nå, gjorde de det? Typograferne var en ekstremt vellønnet gruppe, og deres forsøg på at knække Berlingske Tidende, der dengang blev set som kapitalismens forlængede arm, var støttet af venstrefløjen. Såmænd ikke af andre.

Revolutionens blinde øje

Fotografierne fokuserer på venstrefløjens politiske aktivisme. Her ses rødstrømper, slumstormere, glade christianitter til overflod, venstrefløjsteatergruppen Solvognen, demonstranter mod USA, aktivister fra Børnenes Befrielsesfront og Børnemagt, miljøaktivister og glade børn fra Den proletariske Friskole. Der er ikke et eneste fotografi, der viser den anden virkelighed, nemlig at der var borgerlige, der kæmpede for samfundets traditionelle værdier, og unge borgerlige aktivister, der gjorde opmærksom på Sovjetunionens og Kinas menneskeundertrykkelse og truende magt.

Bogens forlagsredaktør er den tidligere formand for DKP Ole Sohn. Lene Floris er tidligere vicedirektør for Nationalmuseet. Forlagsredaktøren og bogens redaktør har klart deres sympati for venstrefløjens aktivisme, der skildres som en skøn fest. Men i sidste ende er det jo forlagets opgave at standse den slags manipulerende skønmaleri, og her har forlaget ganske svigtet sin opgave.

Historien er en slagmark, og venstrefløjen sidder tungt på udgivelsen af historiebøger om vores samtidshistorie. Denne bog er et typeeksempel på, at hvis ikke de borgerlige mander/kvinder sig gevaldigt op, så har en ahistorisk woke-generation frit spil.

København 1970erne. Københavns historie fortalt i billeder

Redaktør: Lene Floris. Sider: 356 Pris: 349,95 kroner Forlag: Turbine