Det er muligt, at kunstneren Dea Trier Mørchs navn nu er gledet i baggrunden, men i 1970erne var hun en af tidens mest prominente kunstnere og med til at forme tidsånden.
I 1969 stiftede hun sammen med bl.a. Troels Trier kunstnerkollektivet Røde Mor, og med sine raderinger og ikke mindst linoleumssnit prægede hun et helt tiår med motiver af kvinder med børn, revolutionære på Cuba, glade kommunister og alt det halløj og illusionsmageri, som vi i dag forbinder 1970erne med.
Hendes roman »Vinterbørn« fra 1976, der hyldede de varme hjerter og kollektivismen og skildrede de onde fra Fremskridtspartiet på en tidstypisk måde, blev en bestseller, som hun fik De Gyldne Laurbær for. Bogen blev senere filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Ligeledes med stor succes.
Men Dea Trier Mørch var først og fremmest en fremragende kunstner, og det kan man i disse dage se på Arbejdermuseets udstilling i Rømersgade.
I 1966-67, lige efter hun var blevet uddannet på kunstakademiet i København, drog hun til Sovjetunionen og lavede en række værker med motiver fra både Leningrad, Moskva og fjerne egne i det store rige.
Hendes rejseerindringer og illustrationer blev i 1968 samlet i bogen »Sorgmunter Socialisme. Sovjettiske Raderinger«, og det er en række af disse værker, som Arbejdermuseet har fundet frem og nu viser på balkonen ved den store sal.
Dea Trier Mørch havde en sikker kunstnerisk fornemmelse og en usædvanlig sikker hånd. Ikke mindst hendes raderinger fra Moskva er imponerende; på en gang enkle og komplicerede. Hun lader i en rød farverus soldater og civile gå hen over Den Røde Plads, så de kommunistiske faner med hammer og segl næsten bliver poetiske.
Og i teatret i Moskva giver hun en levende beskrivelse af publikum og optrædende, så man fornemmer indlevelsen og teaterlivet. De mere lavmælte portrætter af russere er stilsikre, charmerende og intense på samme tid.
Der er i flere af disse værker basis for at tro, at Dea Trier Mørch ville have foldet sig kunstnerisk ud og være blevet en af vore betydeligste kunstnere.
Det skete ikke, idet hendes kunst i løbet af 1970erne blev forsimplet og stivnede i enten sentimentale eller politisk propagandistiske former. Hun helligede sig da efterhånden også mere skriftlige udtryksformer.
Det er i sig selv en sørgmunter fortælling om en kunstner, der havde talent til det helt store, men som tidsånden gjorde mindre.
Hvem: Dea Trier Mørch.
Hvad: Sorgmunter Socialisme.
Hvor: Arbejdermuseet.
Hvornår: Sidste dag 1.9.2013.
