Når man går gennem gaderne med de forholdsvis lave beboelsesbygninger i Patriarch’s Ponds er der intet, som tyder på, at man er i Rusland. Måske er det de mange spritnye Rolls Roycer – som man jo ikke længere ser, med mindre Lars Seier er i byen – der gør, at mine tanker går i retning af London. Moskvas mest trendige velhaverkvarter, Patriarch’s Ponds, har umiddelbart den samme velbjærgede tilbagelænethed som Notting Hill eller Chelsea i London.

Kvarteret har taget sit navn efter den 9.900 kvadratmeter store dam, som ligger midt i beboelseskvarteret med en lille park omkring – ikke helt ulig Søerne i København.