Ugen før, at restauranternes verdensrangliste, Worlds 50 Best Restaurants, offentliggør dens nye Top 50 liste i Melbourne den 5. april, har folkene bag offentliggjort boblerlisten fra nr. 51-100. Her finder man for første gang Kadeau i København på listen som 94.

En 94. plads lyder måske ikke af så meget for os danskere, eftersom Noma har været nr. 1 i alt fire gange. Men man skal tænke på, at der er mere end hundrede restauranter med tre Michelin-stjerner i verden, så i den sammenhæng er det noget af en bedrift at komme med i klub 100. Side om side med Kadeu finder man f.eks. den kendte amerikanske kok Thomas Kellers to tre-stjernede restauranter The French Laundry (nr. 68) og Per Se (nr. 87).