Af en eller anden grund er det sådan, at straks en kok får sit ansigt på TV, går han og/eller hun som en anden digital dørsælger i gang med at forsøge at sælge os stakkels forbrugere alt muligt bras, som vi ikke har brug for. Det gælder om at presse citronen, før de 15 minutters fame klinger ud.

Den ubestridte mester i disciplinen er Jamie Oliver: Madens Messias, der lader, som om han frelser verden med den ene hånd ved bl.a. at snakke om at købe fritgående kyllinger fra små gårdproducenter, mens han med den anden hånd skriver multimillionkontrakter med supermarkedskæden Sainsbury og en af verdens største fjerkræsproducenter, brasilianske BRF.