På Margrethe Vestagers kommissionskontor står en hvid gipsfigur med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Det er en hånd med en løftet langefinger. »Fuckfingeren«, kalder Vestager den selv.

For internationale medier er den selve symbolet på hendes store succes i Bruxelles, hvor hun, som fylder rundt 13. april, anses for at være nærmest frygtløs i sin kamp mod multinationale selskaber som Apple, Amazon, Google og Starbucks.

Fredagens 50-årige fødselar har nærmest rockstjernestatus i Bruxelles, hvor mange politiske processer ellers kan være støvede og langstrakte. Som sherif i Konkurrencekommissionen er hendes budskaber forfriskende hårdtslående og til at forstå. Og hun vælger ofte selv at fortælle om afgørelser kort og godt i tidens trend med Twitters 140 tegn.

»Hun er så stilfuld,« sukkede en kvindelig kollega i Bruxelles’ pressekorps for nylig. Vestager er kendt for ofte at sidde med på stolerækkerne til modeugen i København. En interesse der medfører, at hun ofte lyser op i en pangfarvet kjole på fællesbilleder i et gråt hav af europæiske kolleger.

Hendes stjernestatus blev ikke mindre, da den franske præsident Emmanuel Macron i efteråret angiveligt lod sive, at han mente, at Vestager var et oplagt bud til en af EUs mest magtfulde topposter, formandsposten for EU-Kommissionen.

Siden har hun utallige gange bøjet af på spørgsmålet om Macrons professionelle gunst. Under et interview med en finsk avis måtte hun for nylig til sidst ty til at udbryde, at hun altså var lykkeligt gift med sin ægtemand siden 1994, gymnasielærer Thomas Jensen. De har tre store piger sammen.

Margrethe Vestager er født i Glostrup i 1968 og voksede op som datter af to sognepræster i Ølgod. Senere læste hun økonomi på Københavns Universitet. Hun var undervisnings- og kirkeminister under Poul Nyrup Rasmussen (S) fra sidst i 1990erne og siden økonomi-, indenrigs- og vicestatsminister under Helle Thorning-Schmidt (S) i tre år frem til 2014, før hun blev kommissær.

Triste meningsmålinger

I en periode var Vestagers popularitetskurve på Christiansborg den fuldstændig modsatte af den i Bruxelles. I slutningen af 2008 og 2009 skrabede meningsmålingerne bunden med omkring tre procent. Henrik Kjerrumgaard, der var Vestagers spindoktor i Danmark, husker i dag, at et af hendes børn havde læst en hård kritik på en avisforside og spurgte hende, om det var rigtigt, at hun var en uduelig politiker.

I dag håber Vestager, at hun og fuckfingeren kan blive på konkurrencekontoret i Kommissionen i fem år mere. Men det afhænger af den regering, der sidder efter et folketingsvalg næste år.

Sandheden bag figuren er i øvrigt, at hun som indenrigs- og økonomiminister fik den overbragt af en gruppe arbejdsløse byggearbejdere, der var utilfredse med dagpengereformen. Hun har forklaret i en tale til Kommissionen, hvorfor hun har den på sit kontor.

»Jeg beholder den, fordi den minder mig om noget vigtigt. Når du gør ting på en ny måde, når du transformerer den måde, ting fungerer på, så kan du ikke forvente, at alle er glade,« sagde hun om figuren i en tale i Kommissionen.

Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles.