EU har et organ med en funktion, som er ukendt i alle demokratier på hele kloden. EU ledes nemlig af en Kommission, som er sammensat af en repræsentant fra hvert medlemsland med eneret til at stille forslag til nye love eller ændringer i de bestående love. Ingen folkevalgte i EU har ret til at stille forslag. Det kan kun de indirekte udpegede kommissærer, som ikke længere er på valg i medlemslandene.

De fleste medlemmer af Kommissionen er politikere, som tilhører de største politiske familier i EU. Men mange af dem er udpeget på et tidspunkt, hvor de ikke længere kunne vælges i deres eget land. Det gælder f.eks. formanden, Luxembourgs tidligere statsminister, Jean-Claude Juncker. Han var meget populær i Luxembourg gennem mange år, men blev først udpeget til formandsemne for Kommissionen, da han ikke længere kunne vælges i sit hjemland.

Populære statsministre var ikke emner til formandsposten, for de ville hellere være statsministre derhjemme end kommissærer i Bruxelles. Det er først, når de ikke længere kan vælges, at de stilles til rådighed til posten som EUs statsminister.

Kommissionsformandsposten svarer reelt til et statsministerembede i medlemslandene. Juncker er nu leder af den udøvende myndighed i Bruxelles, men med beføjelser, som ingen statsminister har i medlemslandene.

Spidskandidat-proceduren

Kommissionen udpeges efter Traktaterne af EU-landenes regeringer ved en beslutning på et topmøde i Det Europæiske Råd.

Tidligere skulle valget af formanden være enstemmigt mellem alle lande. Hvert land havde vetoret. Det er nu ændret, så både formanden og de enkelte medlemmer skal vælges af statsministrene i Det Europæiske Råd med et udvidet kvalificeret flertal på 22 af 28 medlemslande (eller 21 af 27), som samtidig skal repræsentere 65 pct. af EU-landenes samlede folketal. Bagefter skal formanden og hele kollegiet godkendes af Europa-Parlamentet med absolut flertal af medlemmerne.

I 2014 blev traktaternes regler lagt til side til fordel for en ny opfindelse: Spitzen-kandidat-proceduren. De europæiske partier udpeger en kandidat til formandsposten. De partier, som får flertal ved valget til Europa-Parlamentet, udpeger så formanden.

Sådan blev Juncker valgt til formand. Storbritannien og Polen var rasende og stemte imod. Juncker blev derfor valgt ved en afstemning med 26 lande mod to i Det Europæiske Råd, efter det traktatstridige valg i Europa-Parlamentet.

Man kunne kalde det for et demokratisk »kup«. Ketchuppen er sluppet ud af flasken og kommer næppe tilbage igen. Ved det næste valg i 2019 vil formanden komme til at udgå af valgene til Europa-Parlamentet, og han vil derefter kunne sætte sit hold af kommissærer og få dem godkendt i både Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd.

Ikke et reelt demokratisk valg

Den nye procedure vil næppe give vælgerne en fornemmelse af, at de har deltaget i et demokratisk valg.

De europæiske partier er ikke rigtige partier, men sammenslutninger af nationale partier. Det konservative Folkeparti vil sende nogle partirepræsentanter til en opstillingskongres, men den valgte kandidat vil næppe have været rundt i partiforeninger og været til møder med vælgerne. Når de danske vælgere stemmer på den danske konservative kandidat, vil de næppe være bekendt med, at de samtidig stemmer på f.eks. Michel Barnier som Junckers afløser som formand for Kommissionen.

Det vil være meget få danske vælgere, som kender alternativerne, og de vil næppe blive præsenteret i danske ugeblade som »Hjemme hos«. Det vil ikke være et reelt, demokratisk valg, fordi der (endnu) ikke eksisterer et europæisk folk og europæiske medier, som kan formidle et fælles valg af en fælles statsminister for EU.

Hvad gør vi så, når vi ikke kan få et valg som i USA, hvor man stemmer direkte om præsidenten?

Måske kunne vi i stedet stemme om den danske kandidat til posten i Kommissionen? Så kunne Margrethe Vestager blive opstillet af nogle partier, mens andre kan opstille konkurrenter.

Vil det give os en valgkamp med møder og debatter i medierne? Vil valgdeltagelsen kunne øges og give de valgte større legitimitet?

Deltagelsen i valgene til Europa-Parlamentet er faldet ved hvert eneste valg siden de første direkte valg i 1979. Fra 63 pct. til under 43 pct. i EU under et. Med valg af kommissær kan kurven måske vendes? Måske kan man så ad åre supplere med et direkte valg af formand?

Hvis man vil gennemtrumfe et sådant valg i dag, risikeres et stort bagslag. Hvordan skal et valg mellem f.eks. Herrn Schulz og Monsieur Barnier få vælgerne til at strømme til stemmeurnerne? Det vil virke fremmed i de 26 lande, hvor de to topkandidater ikke kommer fra. Det kan på papiret være en smuk, føderalistisk og demokratisk tanke, men det er vælgerne ikke parat til (endnu).